Coronavirus

- Vores kalenderlys er stadig kun brændt ned til 15. december

Tre efterskoleelever giver hver deres bud på, hvad det vi, sige at have været sendt hjem i en helt særlig periode af et ungt liv.

Camilla Lyngsø Bach er vågnet med et sug af savn i maven, siden hun blev sendt hjem fra Ingstrup Efterskole kort før jul.

Sammen med lidt over 30.000 elever på landets efterskoler har hun håbet på at kunne se venner og kammerater igen efter en vinter, som har stået i ventetidens tegn.

Fra på mandag kan Camilla Lyngsø Bach omsider sætte kurs mod vennerne, fordi Ingstrup Efterskole ligger i en af de regioner, hvor lave smittetal igen gør det muligt at mødes med kammeraterne, som før pandemien lukkede store dele af landet ned igen.

Under nedlukningen har den 17-årige fra Sulsted nord for Aalborg ført dagbog og reflekteret over et liv, som har været sat på pause.

Camilla har givet TV 2 lov at læse med:

Jeg kan huske en helt speciel dag under lockdown. Vores hjemsendelse var lige blevet yderligere to uger længere. Derfor måtte jeg sammen med min far køre til efterskolen for at hente et par ting. Suget i maven over at komme op på skolen igen føltes som at være et lille barn juleaften.

Navneskiltet på døren var mildt støvet, og vores julepynt var fjernet fra døren. Jeg havde helt savnet, hvor træls vores dørhåndtag var. En dyb indånding og døren til værelse 44 blev åbnet for første gang i over en måned.

Alt lignede sig selv. Vores kalenderlys var stadig kun brændt ned til 15. december, og alle vores julekalendere havde stadig uåbnede låger. Billederne på væggene og lyskæderne i loftet. De strækker sig over køjesengene, langs opslagstavlen og helt hen til døråbningen.

Julekugler i loftet på badeværelset og klistermærker på vinduet. En tiltrækningskraft som aldrig før. Tanken om, at vi skulle køre hjem igen, så snart min far havde hentet min cykel, var ikke til at holde ud.

Det er lige før, at jeg savner den daglige rengøring og min daglige skraldeekspres. “Vi troede, at det sku’ vare for evigt, som et fotografi.”

I et splitsekund havde jeg helt glemt, at jeg skulle hjem igen. Min nakke knækker næsten, når vi kører væk, og mine øjne kan til sidst ikke længere nå skolen. Et dybt suk og min far siger til mig: ”Hvis man kigger væk fra lyset, kan man se i mørket”. ​

Et dybt suk og min far siger til mig: ”Hvis man kigger væk fra lyset, kan man se i mørket”.

fra Camilla Lyngsø Bachs dagbog.

- Det føles som om jeg slet ikke har været hjemme

Thea Janke er blandt de elever, som må vente med at komme tilbage på Osted Efterskole, der ligger på Sjælland. Men hun begynder at øjne lys forude.

- Allerførst vil jeg egentlig gerne sige, at jeg har stor forståelse for de beslutninger, der er blevet taget i forbindelse med coronakrisen. Og jeg var glad for at mærke på pressemødet onsdag, at der bliver kigget vores vej og at vi nu bliver hørt, hvilket ikke er sket tidligere.

- Efterskolen har været så stor en del af mit liv, at det føles som om jeg slet ikke har været hjemme. De første følelser har været frustration og siden følelsen af noget surrealistisk. Men nu føler jeg en form for lettelse, og at vores tid måske er kommet.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg næsten ikke huske, hvad jeg har lavet, mens vi har været hjemsendt. Som at vente på, at livet begynder igen. Man bliver mere og mere indadvendt. Nu er det næsten blevet mere skræmmende at være sammen med folk, selv om det jo i virkeligheden er det, jeg ønsker allermest. Fordi det har været så stor en kontrast til efterskolen, hvor ens omgivelser er med til at danne rammen og skabe de ting, man laver.

- Alt i ens krop føles lidt forkert. Alt det, der skaber en efterskole, er det stik modsatte af corona. Det er at være tæt sammen og være mange og være en del af et fællesskab.

- Fagligt går det ikke særlig godt med onlineundervisning. Motivationen er der bare ikke. Når du kigger på en skærm, føles det overhovedet ikke som om, de andre er der. Der er også så meget, man kan blive distraheret af. Og man kan mærke, hvor svært det er at holde fast.

- Jeg tror, der er mange unge, som godt er klar over, at vi bliver nødt til at lukke ned. Det er vigtigt, at vi som samfund handler ud fra noget sundhedsfagligt og ikke bare lader os styre af følelser, selv om det psykiske også vigtigt, men diskussionen om corona er ved at blive svær, fordi det så nemt bliver en blanding af konkret viden og ens egne holdninger.

Alt det, der er med til at skabe en efterskole, er det stik modsatte af corona; at være tæt sammen og være mange og være en del af et fællesskab.

Thea Janke, elev på Osted Efterskole.

- Det er et år, jeg ikke kan få tilbage

Simon Hjerrild er 16 år og går Brejning Efterskole, der ligger mellem Vejle og Fredericia, hvor man fortsat også er hjemsendt.

- Det er værre at blive sendt hjem fra efterskole, end da vi blev det i 9. klasse. Fordi det er et år, jeg ikke kan få tilbage. Jeg har virkelig nydt at være på efterskole. Du er omgivet af mennesker fra du står op til du går i seng. Men derhjemme er der bare dine forældre og dig. Og det er altså en stor kontrast. Og svært at finde ro i. Det har taget mig ufattelig lang tid.

- En del af det skyldes uvisheden og tanken om, hvornår vi kommer tilbage. Det ligger da også i baghovedet på mig, selv om jeg ser på den lyse side. Jeg håber og tror det bliver den 15. marts.

- Det med at sidde online og tale med folk er noget andet. Man mangler en slags tryghedsfornemmelse. Man mangler en ven til at være bag dig og være der for dig. Hvis der er problemer i undervisningen eller andre steder.

- Som type skal jeg ikke sidde bag en computer alt for længe. Jeg har brug for motion og masser af adrenalin. Og det er sgu bare ikke det samme at løbe en tur herhjemme i Sdr. Bjert.

- En anden faktor er det der med, at der ikke sker noget tilfældigt eller spontant. Det gør der hele tiden på skolen. Vupti. Man falder i snak med folk, man ikke lige kendte i forvejen. Og det er sindssygt sjovt. Det er noget af det store for mig og det savner jeg.

Man mangler en slags tryghedsfornemmelse. Man mangler en ven til at være bag dig og være der for dig

Simon Hjerrild, elev på Brejning Efterskole