Coronavirus

Regeringen melder ud om mulig genåbning på onsdag

Ekspertgruppe kommer med input til regeringen mandag.

Regeringen vil onsdag 24. februar melde ud, om der kan lempes på corona-restriktionerne og i så fald hvilke.

Det oplyser Sundhedsministeriet i pressemeddelelse.

Onsdagens melding er et forsøg på at give de danske borgere "varsel i ordentlig tid", inden de nuværende restriktioner udløber 28. februar.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger, at regeringen ikke ønsker at holde samfundet lukket en dag længere end nødvendigt.

- Planen for genåbning bygger på, at det selvfølgelig skal være sundhedsfagligt forsvarligt, når vi lemper restriktioner. Samtidig skal genåbningen ske med størst mulig forudsigelighed om, i hvilken takt forskellige dele af samfundet vil blive åbnet igen, siger han.

Skal drøftes med øvrige partiledere

Regeringen modtager mandag fagligt input fra den såkaldte indsatsgruppe, der kan anbefale udfasning og videreførelse af restriktioner.

Folketingets partier modtager efterfølgende beregningerne, som den såkaldte ekspertgruppe i øjeblikket regner på.

Sundhedsministeren og justitsministeren vil tirsdag drøfte beregningerne med Folketingets partiledere.

Efterspørgsel på langsigtet plan

Tidligere lørdag har flere partier været ude med en opfordring til regeringen om en mere konkret plan for, hvordan den kommende tid kommer til at forme sig for danskerne.

Blandt andre støttepartiet De Radikale har opfordret regeringen til at være langt mere åben omkring, hvad den tænker om de fortsatte restriktioner og genåbningen.

- Vi kan allesammen godt holde ud lidt længere, hvis vi får noget sigtbarhed, siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen til Ritzau.

Også hos SF er sundhedsordfører er enig i, at der er behov for mere åbenhed fra regeringen.

- Det kunne godt give mening at pege på, hvad der skal åbnes, når der bliver plads til det, siger sundhedsordfører Kirsten Normann.