Astrid Siemens Lorenzen er 21 år og var lige flyttet til København, da coronavirussen ramte.
Coronavirus

På sit andet levedøgn stoppede hun med at trække vejret – nu er vaccinen hendes største håb

Virussen satte Astrid Siemens Lorenzens drømme på pause. Vaccinen er det vendepunkt, der kan give hende livet tilbage.

I næsten et år har Astrid Siemens Lorenzens liv drejet sig om en ting: At undgå at blive smittet med coronavirus.

Hendes helbred er blevet hendes førsteprioritet, og derfor har hun formet stort set hele sin tilværelse efter det.

Hun er stoppet på drømmestudiet, som hun næsten lige var kommet ind på. Hun har indskrænket sin vennekreds til et minimum, og hun har stort set ikke forladt sin toværelses lejlighed.

Det meste i det liv, som hun har kæmpet indædt for at stable på benene, er blevet sat på pause.

Hun ved ikke, præcis hvordan hendes krop vil reagere, hvis hun bliver smittet med coronavirus. Måske vil hun overleve, men hun frygter, at hun vil dø, for hendes krop er skrøbelig.

Derfor var hendes mave ved at boble over, da hun i midten af januar læste den SMS, der netop var tikket ind på hendes telefon.

Hun var indkaldt til vaccination på Rigshospitalet.

- Vaccinen er nøglen til, at jeg får mit liv igen, siger hun.

Når kroppen ikke virker

Astrid Siemens Lorenzen kom til verden for 21 år siden ved en fødsel, der ikke gik som den skulle. "En vanskelig fødsel" står der i hendes lægejournal.

Hun lå klemt under sit mors bækken, og hun manglede ilt. Da hun kom ud ved et akut kejsersnit, var hun stille og kold.

Lægerne gav hjertemassage og fik hende til at trække vejret gennem en slange. Men på sit andet levedøgn holdt hun op med at trække vejret igen og var i en dødlignende tilstand.

Hun blev genoplivet, men hendes hjerne tog skade.

Derfor lever Astrid Siemens Lorenzen med cerebral parese, spastisk lammelse, der gør, at hun hverken er i stand til at styre sin krop, gå eller tale.

Hun sidder i kørestol og har brug for hjælp 24 timer i døgnet.

Men hun har fuld kontrol over sine blå øjne. Og det er med dem, hun taler.

Med helt præcise bevægelser med øjnene styrer hun en talecomputer, der omsætter hendes tanker til tale og sender dem ud af en lille højttaler som en mekanisk kvindestemme.

Selv om Astrid Siemens Lorenzen er fanget i en krop, der ikke fungerer, har hun en hjerne, der virker.

Og den har hun i sinde at få så meget ud af som muligt. For når hun bruger den, er hun ligesom alle andre. Endda mere intelligent end de fleste.

Somme tider har jeg tænkt på min lejlighed som et slags fængsel

Astrid Siemens Lorenzen

Astrid Siemens Lorenzen er klar over, at hendes handicap gør hendes forudsætninger sværere.

- Det er et vilkår, jeg lever under. Men det nytter ikke noget at være trist over det, siger hun.

Hun har arbejdet benhårdt for at få det liv, hun drømmer om, selv om hendes krop ikke altid er med på at samarbejde. Hun vil ikke lade sig definere af sit handicap, gentager hun flere gange.

Ikke desto mindre er det præcis det, der er sket det sidste år, efter at coronavirussen har vendt verden på hovedet.

- Jeg har følt mig fanget i den krop, som begrænser mig, siger hun.

Indespærret i egen lejlighed

I sommers flyttede Astrid Siemens Lorenzen fra barndomsbyen Sønderborg til sin egen lejlighed i København.

Flytningen var kulminationen på fem års hårdt arbejde.

Da hun var færdig med folkeskolen og søgte ind på gymnasiet, blev hun i første omgang erklæret uegnet. Men hun kom ind, og fem år senere blev hun den første dansker med talecomputer, der fik en studenterhue.

Hendes gennemsnit var på 12,3.

I København begyndte hun på fysikstudiet, så sine venner og var aktiv i bestyrelsen for Sammenslutningen af Unge Med Handicap.

Men de 85 kvadratmeter på Østerbro, der skulle være en del af det nye kapitel som selvstændig studerende, blev rammen om det modsatte.

For coronavirussen forandrede verden udenfor, så den var forbundet med smittefare, og Astrid Siemens Lorenzen var nødt til holde sig indenfor.

- Somme tider har jeg tænkt på min lejlighed som et slags fængsel, siger hun.

- Jeg har følt mig indespærret.

Størstedelen af Astrid Siemens Lorenzens sociale liv blev rykket online eller over på telefonen. Hver onsdag lavede hendes veninder en onlinequiz, som hun febrilsk forsøgte at vinde.

Kontakten med andre er noget af det, der er mest dyrebart for hende.

- Selv om der er en virus udenfor, har man brug for venner, siger hun.

Det sikreste for Astrid Siemens Lorenzen ville være at gå total isolation, men hun har holdt fast i at se sine forældre og to søstre i virkeligheden. Det samme gælder for de otte hjælpere, der skiftes til at være hjemme hos hende.

Jeg har livet foran mig. På en måde kan man sige, at jeg har flere år at miste

Astrid Siemens Lorenzen

De udefrakomne bragte et dilemma med sig, fordi de havde et liv udenfor, som hun ikke har kunnet kontrollere.

- Det har næsten været som at være med i en film, hvor andre mennesker er forbundet med fare, siger hun.

Cerebral parese

  • Cerebral parese - eller CP - er en samlende betegnelse for en række motoriske handikap, som skyldes en skade opstået i hjernen. 
  • ’Cerebral’ betyder ’hjerne’ og ’parese’ betyder ’lammelse’.
  • Mennesker med CP kan blandt andet lide af motoriske forstyrrelser, lammelser, epilepsi eller talebesvær. Graden kan være meget forskellig.
  • I Danmark er der cirka 150 nye tilfælde af CP hvert år.
  • Omkring halvdelen af børnene identificeres før 1-års alderen, men ved lettere forstyrrelser af udviklingen stilles diagnosen først i løbet af de efterfølgende år.

Kilder: Sunded.dk og elassfonden.dk

Henover vinteren steg smittetallene, og kort inden jul tog Astrid Siemens hjem til sine forældre i Sønderborg i ”coronaly”. Der var tryggere end i København.

- Ventetiden på vaccinen har først og fremmest været ubehagelig på grund af frygten, siger hun.

En lille, men ikke ligegyldig, gruppe

Overordnet har omverdenen været gode til at lukke ned, tage hensyn og passe på, mener Astrid Siemens Lorenzen.

Men en gang i mellem har det været hårdt at være en del af gruppen af særligt sårbare, som er i høj risiko og vil blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med covid-19.

Det har ramt hende, når ”raske” har sagt, at ”coronavirus heldigvis kun er farlig for de ældre og svage”.

- Så har jeg følt mig ligegyldig, siger hun.

At negligere ældre og svage er forkert af flere grunde, mener Astrid Siemens Lorenzen.

Deres liv er lige så meget værd som alle andres. Og så er virussen utilregnelig, så selv raske og unge kan blive alvorligt syge, hvis den rammer dem, mener hun.

Derfor har hun også en bøn til dem, der stadig venter på en vaccineinvitation.

- Pas på hinanden, siger hun.

Antistoffer og lettelse

Da Astrid Siemens Lorenzen i januar ankom til Rigshospitalet for at få det første stik med coronavaccinen, markerede det et vendepunkt.

Hendes krop spjættede så meget, at lægerne stak hende i låret i stedet for i overarmen.

På vej tilbage til forældrenes hus i Sønderborg sad hun i bilen med en følelse af, at det var svært at forstå, hvad der var sket.

- Det var surrealistisk, siger hun.

Tre uger efter første prik fik hun sin anden vaccination.

I takt med visheden om, at hendes immunforsvar begyndte at danne beskyttende antistoffer, mærkede hun lettelsen skylle ind over sig.

Forandringer i forskellig skala

Det er ikke mere end et par dage siden, at vaccinens fulde effekt satte ind.

Men det har allerede gjort en forskel for Astrid Siemens Lorenzen. Først og fremmest er hun mere tryg, og faren er på længere afstand, end den har været i et år.

Hun har set sin søster uden en underliggende bekymring for, om de sad for tæt.

Hun har også været uden for på en tur på gaderne på Østerbro og i Fælledparken. Efter kun at have set på korte afstande det sidste år, skulle hendes øjne vænne sig til at se langt igen.

- Jeg gik uden at tænke: "Jeg skal skynde mig ind igen". Det var underligt, siger hun.

På sigt glæder hun sig til, at vaccinen gør, at hun kan begynde på universitetet igen. At hun kan se sine venner og familie i virkeligheden. At tage til fysioterapeut og måske begynde til svømning, som hun havde planlagt, inden pandemien skyllede ind over Danmark.

Det hele kan opsummeres i en ting:

- Jeg glæder mig allermest til at få mit liv tilbage, siger hun.

Mere at miste

Astrid Siemens Lorenzen skiller sig ud i vaccinestatistikkerne, fordi hun er ung. Størstedelen af de danskere, der er blevet vaccineret, er ældre, og kun 15.000 af 250.000 vaccinerede er under 30 år.

Hun tror, at hendes alder har sat vaccinens betydning på spidsen.

- Jeg har livet foran mig. Så man kan på en måde sige, at jeg har flere år at miste, siger hun.

Det seneste år, som coronavirussen har revet ud af Astrid Siemens Lorenzens kalender, kan hun aldrig få tilbage. Men hun kan tage revanche de næste år.

Fysikstudiet har hun været nødt til at indstille, fordi det blev for svært at gennemføre uden at være fysisk til stede. Hun havde ikke andet valg.

Jeg går gak, hvis ikke jeg kan få en uddannelse

Astrid Siemens Lorenzen

Virussen har taget meget, men den har givet Astrid Siemens Lorenzen – og alle os andre – én ting. Tid.

Den har hun blandt andet brugt på at skrive på sin bog, der handler om, hvad ens betingelser betyder for ens liv.

Hun har også taget et onlinekursus i neurovidenskab fra et amerikansk universitet.

Hun nægter at gå i stå, selv om virussen har fjernet mange af de muligheder, der er forbundet med det normale.

- Man skal se muligheder frem for begrænsninger, siger hun.

Et år, der er godt givet ud

I starten af pandemien tænkte hun, at coronavirussen ikke ville fylde noget særligt i hendes bog. Hun gik ud fra, at den hurtigt ville være ovre.

Men nu er hun, ligesom de fleste andre af os, blevet klogere, og pandemien får et helt kapitel.

Selv om det seneste år er forløbet meget anderledes, end Astrid Siemens Lorenzen havde forestillet sig, er hun ikke i tvivl. Det har været det rigtige.

For vejer hun det op mod konsekvenserne af at blive smittet med covid-19, er tiden godt givet ud.

- Jeg har måttet tilpasse mig, fordi det var nødvendigt, siger hun.

Går gak uden drømme

Nu håber Astrid Siemens Lorenzen, at hun kan bruge sin energi på at nå sine mål i stedet for at gå i dækning for en virus.

Det øverste punkt på listen er, at hun skal færdiggøre den uddannelse, som hendes studenterhue har givet hende adgang til.

- Jeg vil og skal have en uddannelse. Jeg går gak, hvis ikke jeg kan det, siger hun.

På længere sigt er hendes drøm at forske. Gerne i noget med sundhed og allerhelst i neurologi.

Men først og fremmest vil hun bruge det, hun kan.

- Det virker nok paradoksalt, når jeg har været hjemme i et år netop på grund af det. Men mit handicap må ikke kontrollere mig, siger hun.