Coronavirus

464 nye smittede med coronavirus

Kolding Kommune er stadig den hårdest ramte kommune i landet.

Det seneste døgn er 464 personer konstateret smittet med coronavirus. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

De positive prøver er fundet blandt 140.143 prøver. Det giver en positivprocent på 0,33.

Samtidigt har seks personer mistet livet med virussen i kroppen.

Antallet af indlæggelser er igen faldet, og på landsplan er vi nede på 248 personer. Af dem er 51 indlagt på intensivafdelinger, og igen blandt dem er 36 i respirator.

Kolding fortsat hårdt ramt

De seneste uger har Ishøj indtaget den tvivlsomme første plads, som den hårdest ramte kommune i landet, men i denne uge har Kolding taget over.

Efter at have ligget lavt er tallene nu eksploderet, og de seneste syv dage har de haft 250 smittede. Og de lokale myndigheder har nu sat en plan i værk, der skal sikre, at alle 60.000 indbyggere i selve Kolding by bliver testet den næste uges tid.

- Vi oplever allerede enorm opbakning. Der har været kø fra morgenstunden ved flere teststeder, og det gør mig glad. Men det er klart, at vi fortsat vil have fokus på at få spredt budskabet yderligere, så vi kan få alle testet, siger Jørn Pedersen (V), der er borgmester i Kolding, til TV 2.

Og det går da også den rigtige vej i byen, der ifølge borgmesteren er nede på 24 nye smittede det seneste døgn, men alvoren er ikke til at tage fejl af, understreger han.

- Det er ikke tid til at ånde lettet op og puste ud endnu. Tallene kan ligge over 100 igen i morgen, hvis ikke vi er opmærksomme, siger han.

Samtidigt understreger han, at borgerne skal huske de gamle råd om afstand og hygiejne og ikke mindst passe på hinanden.

Slækker på kravene

En ny undersøgelse viser, at danskerne med de generelt faldende tal er begyndt at slække på netop de krav og opfordringer, som Jørn Pedersen hentyder til.

Det gælder både i forhold til at holde afstand og til, hvor mange mennesker vi ses med i privaten.

Bekymringen for coronavirussen er på sit laveste punkt siden september 2020.

Antallet af personer, der har påbegyndt vaccination mod covid-19, er lørdag opgjort til 299.335 personer.

Af dem har 174.610 personer fået to vaccinestik i overarmen og regnes for færdigvaccineret. Det svarer til 3 procent af befolkningen.