Coronavirus

- Vi er på vej mod ny top, siger professor til dagens smittetal

Otte personer er døde med virussen det seneste døgn, mens antallet af indlagte fortsat falder.

I alt 552 personer er konstateret smittet med coronavirus det seneste døgn, viser tal fra Statens Serum Institut. Det er en stigning i forhold til de seneste dage, hvor tallene har lydt på 468, 414 og 384.

Dermed er tallet altså steget hver dag i denne uge.

Og det giver grund til bekymring hos Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

- Det kunne jo godt se ud, som om vi er på vej mod en ny top. Hvis man er meget bekymret anlagt, kan man kalde det for en tredje bølge, men det synes jeg nu er for tidligt at sige, vurderer han.

Britisk variant sætter dagsordenen

Hans Jørn Kolmos mener ikke i sig selv, at de stigende tal er uventede, da man godt vidste, at den delvise åbning af skolerne samt den fortsatte spredning af den smitsomme variant B117, også kaldet den britiske variant, ville føre til en stigning.

- Det her er jo udtryk for, at den britiske variant begynder at sætte dagsordenen for alvor, siger han.

Det senest oplyste kontakttal for den britiske variant er på 1,25, hvilket vil sige, at 100 smittede med varianten giver den videre til 125. Og det høje kontakttal kombineret med, at varianten nu anslås at være den dominerende i Danmark, er dårligt nyt, fastslår Kolmos.

- Det er i virkeligheden det, der bekymrer mig mest, siger han.

Otte personer er døde med virussen det seneste døgn, mens antallet af indlagte er faldet med fem. Der er også færre personer på intensivafdelingerne og som må have hjælp til at trække vejret via en respirator.

Der er foretaget i alt 139.412 tests, hvilket giver en positivprocent på lige under 0,4.

Kolding Kommune, der har været hårdt ramt af udbrud i denne uge, topper nu klart listen over den højeste incidens i landet. Kommunen har nu 251,6 smittede per 100.000 indbyggere. Det er markant mere end Ishøjs 205,6 per 100.000 indbyggere. Ishøj har ellers længe ligget øverst på den liste.