Coronavirus

Små butikker stirrer ind i konkurs: - Folk ringer ind til os grædende

Hvis små virksomheder ikke får lov til at åbne 1. marts, risikerer vi en bølge af konkurser, advarer interesseorganisationen SMVdanmark.

En lyserød børnecykel er hængt op til offentligt skue i butiksvinduet, men har på det seneste kun samlet støv.

Fra gaden kan man se cykelhjelme i matte farver til voksne og med farverige mønstre til børn, men man må ikke købe dem på grund af den omfattende nedlukning, der forbyder små butikker at holde åbent.

Jesper Blinkenberg har drevet cykelhandleren BikeWorks på Gammel Kongevej på Frederiksberg siden 4. januar 2020, men indtil videre har han ikke fået løn.

De rene hænder, der normalt er smurt ind i olie, vidner om de manglende kunder. De seneste to måneder har han været så presset, at han ikke har betalt husleje, og han regner heller ikke med at gøre det næste måned.

- Det er hårdt. Jeg leder efter hver eneste krone. Der står nul kroner på bankkontoen, siger Jesper Blinkenberg.

"Hvis der ikke bliver åbnet op, er jeg nødt til at lukke," siger cykelhandler Jesper Blinkenberg.

Denne tid på året ville butikken normalt have op mod ti kunder om dagen, men det har nedlukningen ændret markant.

- Der kommer én, nogle gange to reparationer om dagen lige nu. Jeg tror ikke, at folk ved, der er åbent, siger han og forklarer, at han godt må holde sit værksted åbent, men altså ikke må sælge sine produkter.

"Folk ringer ind til os grædende"

Bekymringerne sidder på ydersiden af Jesper Blinkenberg, når han taler. Hans øjne kigger ned, og brynene bøjer sig op.

Og det er ikke kun indehaveren af BikeWorks, der i øjeblikket vender hver en mønt, viser tal fra hovedorganisationen for Danmarks små og mellemstore virksomheder, SMVdanmark.

Der er udsalg hos BikeWorks, men ingen kunder.

I en undersøgelse fra midten af januar 2021 meddelte en tredjedel af de medlemmer, der er tvunget til at holde lukket, at de var i risiko for at dreje nøglen om inden for tre måneder.

Men det kan man forhindre ved at give dem lov til at åbne dørene for kunder igen, lyder det fra SMVdanmarks politiske chef, Mia Amalie Holstein.

- Folk ringer ind til os grædende og frustrerede over, at de er i klemme økonomisk. Bankerne har smækket kassen i og er nervøse for, om virksomhederne overhovedet klarer den, siger hun.

- De er så hårdt ramt økonomisk, at det værste ikke længere er risiko for konkurs, men at de er stavnsbundet i deres gæld. Hvis der ikke åbnes op 1. marts, kan det få alvorlige konsekvenser for folks personlige økonomi.

BikeWorks må ikke sælge hverken cykellås eller cykellygter.

En femtedel af de tvangslukkede virksomheder, der er medlemmer af SMVdanmark, har taget private lån for at overleve, siger hun.

Det samme gælder Jesper Blinkenberg. Han har bedt om en håndsrækning fra familie og venner og har lånt over 100.000 kroner siden første nedlukning 11. marts for at få tingene til at køre rundt.

Kort før butikken åbnede i januar 2020 havde Jesper Blinkenberg købt en motorcykel, som hans kone havde betalt en stor del af. Men den skal han med al sandsynlighed nu til at sælge, så han kan betale sine venner tilbage.

Føtex må gerne sælge cykelprodukter

Rundt om hjørnet fra Bikeworks i Frederiksberg Centret ligger Føtex, der ligesom Jesper Blinkenberg sælger reservedele og udstyr til cykler.

Forskellen er dog, at Føtex gerne må sælge deres cykelprodukter, mens han ikke må.

- Det er yderst uretfærdigt. De spærrer jo ikke af ved cykler og reservedele som hjelme og lygter, som er det, jeg skal burde sælge nu. Folk går forbi på gaden og ser, at jeg har cykelhjelme, men jeg må ikke sælge dem, siger han.

Men er det ikke rimeligt, at man lukker de mindre butikker i forsøget på at minimere smitten?

- Nej, slet ikke. Her kommer der én kunde ind ad gangen – maks. Det er yderst sjældent, der kommer to ind ad gangen. Jeg vil sige, der er langt mindre risiko ved at komme ind i den her butik end at gå i Føtex.

Jesper Blinkenberg håber på at rulle gitteret op 1. marts.

Iført mundbind og luffer står flere i kø på den anden side af gaden fra BikeWorks for at komme ind i en kaffebutik, hvor flere kommer ud med to-go-krus i hænderne.

- Folk er jo i alle mulige andre butikker, så jeg kan ikke se, hvad der skulle være farligt ved, at de kom her. Det kunne også redde mig fra at lukke, siger Jesper Blinkenberg.

Han bakkes op af Mia Amalie Holstein fra SMVdanmark.

Hun henviser til, at der mangler dokumentation for, at det har effekt på smittetallene at holde små butikker lukket.

- Det må være muligt at åbne. Det bliver jo ikke bedre af, at folk stimler sammen inde i Bilka og Føtex, siger hun.

"Hvis der ikke bliver åbnet op, er jeg nødt til at lukke"

Jesper Blinkenberg, hvorfor kan du ikke overleve på hjælpepakkerne?

- De har jo kun lige dækket huslejen i starten. Der er ikke andet, det kan dække. Ikke engang omkostninger. Den tabte omsætning rækker det ikke til, siger Jesper Blinkenberg.

Til den udmelding lyder det fra Erhvervsministeriet i et skriftligt svar til TV 2, at hjælpepakkerne giver mulighed for at sende medarbejdere hjem på lønkompensation og for at få dækket faste omkostninger og tabt omsætning.

- Virksomheder, der er tvangslukkede og ikke har nogen omsætning, kan få fuld dækning af deres faste omkostninger. Derudover er der blandt andet også etableret en række moms- og skattelåneordninger med henblik på at øge virksomhedernes likviditet.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) siger i et skriftligt svar til TV 2, at han har en "tæt dialog" med erhvervslivet om, hvordan genåbningen kan foregå i praksis.

Han forstår til "fulde frustrationen" hos virksomhederne, men man afventer eksperternes vurdering af smittesituationen.

Erhvervsministeriet oplyser derudover, at man har opfordret kraftigt til, at dagligvarebutikkerne ikke afholder store udsalg.

- Selvom de fysiske udvalgsvarebutikker er lukket ned, har de fortsat mulighed for at holde åbent for at udlevere forudbestilte eller forudbetalte pakker og varer til deres kunder. Kunderne behøver altså ikke handle udvalgsvarer i dagligvarebutikkerne, hvis de hellere vil handle med deres lokale cykelhandler, skriver ministeriet til TV 2.

Jesper Blinkenberg siger, at han ikke har tænkt sig at give op, før der intet er tilbage at gøre. Men det nærmer sig med hastige skridt, og hvis ikke der bliver åbnet op næste måned, kan det meget vel være dødsstødet, mener han.

- Jeg har også kontrakter med leverandører og udlejere, som jeg gerne vil opretholde. Det er mit ansvar. Men hvis der ikke bliver åbnet op, er jeg nødt til at lukke, siger han.

Den store nedlukning af Danmark varer foreløbig som minimum til og med 28. februar.