Selvom vi ikke kan rejse, er det stadig vigtigt at holde ferie
En stresspsykolog forklarer, at det både er en fordel for dig og din arbejdsgiver, hvis du sørger for at holde ferie.
Uge syv og otte plejer at byde på en tur på ski eller en tur sydpå for mange. Det har corona dog i vid udstrækning sat en stopper for.
Men det betyder ikke, at vi helt skal skippe at holde ferie. For ferie er vigtigt for vores mentale helbred - også selvom den foregår i Danmark og byder på coronavenlige aktiviteter som for eksempel at gå en tur eller spille brætspil.
Det fortæller stresspsykolog Bjarne Toftegård.
- Det er vigtigt at få ladet op og komme væk fra hverdagen engang imellem, for det betyder, at vi får arbejdet lidt på afstand, siger han.
Man vil se tingene med friske øjne
Men hvad giver det os overhovedet, hvis vi alligevel bare bruger ferien på at være derhjemme og ordne de praktiske ting, vi ikke når i en travl hverdag?
Det giver os ikke lige så meget, som hvis vi tager afsted på ferie, for vi kommer ikke på samme måde væk fra hverdagen. Men ikke desto mindre er det stadig vigtigt at holde ferie.
Bjarne Toftegård påpeger, at vi får mulighed for at få mere nærvær med dem, vi bor sammen med.
- Og hvis man er stresset, giver det en mulighed for at stresse af, siger Bjarne Toftegård.
Desuden er det en fordel både for en selv og ens arbejde at komme væk fra arbejdet, fordi man så vil se på tingene med friske øjne.
- Når man er i noget, vænner man sig til det, og så stiller man ikke spørgsmålstegn ved tingene. Men det kan man i højere grad gøre, hvis man har været væk.
Det betyder også, at man skal helt væk fra sit arbejde, når man holder ferie.
- Så ikke noget med at tjekke mails, og hold gerne ferie i minimum en uge, lyder opfordringen fra stresspsykologen.
Kræver mere af os end normalt
Når man holder ferie under corona, og størstedelen af samfundet er lukket ned, kan det være fristende at bruge ferien foran en skærm.
Men faktisk er det sundt for os, hvis vi visker tavlen ren og oplever noget andet, end vi plejer, fortæller Bjarne Toftegård. Og det kræver mere af os end normalt, fordi vi skal være kreative under lockdown.
Man kan for eksempel gå en tur, spille et spil eller tage en tur til et andet sted end der, hvor man bor.
- Jeg har også fået god erfaring med at læse højt for hinanden, for det giver en helt anden connection, når man læser noget højt sammen, sammenlignet med, hvis man sidder med hver sin skærm, lyder rådet fra stresspsykologen.
Ifølge Mie Fabricius, som er stresscoach og yogalærer, er det vigtigt for at få ro på, at man ikke kaster sig over en masse forskellige ting.
- Spørg dig selv, hvad der giver dig energi, og sig til dig selv, at man ikke nødvendigvis skal lave alt muligt praktisk, siger Mie Fabricius.
Herunder giver hun seks råd til, hvad man kan gøre for at slappe af i sin ferie, når man ikke kan rejse ud i verden: