Samfund

Nyt mærke skal gøre det lettere at vælge det rette stofmundbind

Der vil fremover være et mærke på stofmundbindets emballage, så forbrugerne kan se, hvor effektivt mundbindet er.

Du har måske et stofmundbind i jakkelommen eller i en kommode derhjemme, men hvor godt er det egentlig?

I øjeblikket findes der ikke noget fast system, der fortæller, om man har et godt eller dårligt mundbind, men det skal en ny standard for vaskbare stofmundbind lave om på.

Håbet er, at det dermed bliver lettere for danskerne at vælge et godt og sikkert mundbind.

- Det er ikke til at se på et mundbind, om det er effektivt, og vi har set eksempler på, at stofmundbindene har været håbløst konstrueret. Her bliver den nye standard en stor hjælp, fordi det bliver meget mere enkelt at finde et velfungerende mundbind, siger Christel Søgaard Kirkeby, der er projektleder i Forbrugerrådet Tænk.

Stadig lovligt ikke at leve op til krav

Den nye standard, der er udviklet af organisationen Dansk Standard sammen med flere samarbejdspartnere, sætter nogle bestemte krav til de vaskbare mundbind.

Der må blandt andet ikke været uønsket kemi i mundbindene, ligesom pasformen skal være afprøvet og godkendt.

For at et mundbind lever op til den nye standard, skal det desuden være i stand til at filtrere mindst 70 procent af de dråber, der forlader ens mund og næse, når man eksempelvis trækker vejret eller snakker, fra.

Om det enkelte mundbinds såkaldte filtreringsgrad er over 70 procent eller over 90 procent, vil fremgå af et mærke på mundbindets emballage, så forbrugerne let kan se, hvor effektivt mundbindet er.

- Det betyder, at man som forbruger har en højere sikkerhed for, at det mundbind, man køber, virker efter hensigten, og at man som producent kan dokumentere, at ens produkt lever op til kravene, udtaler Jens Heiede, der er standardiseringsdirektør i Dansk Standard, i en pressemeddelelse.

Selvom den nye standard sætter nogle bestemte krav, er det fortsat lovligt at bære, købe og sælge mundbind, der ikke lever op til dem.

- Der er mundbind på markedet, som kun virker en lille smule

En af dem, der har været med til at udvikle den nye standard, er Rasmus Forsberg fra testlaboratoriet Force Technology.

Her har man blandt andet testet mundbindenes filtreringsevne og pasform, samt om det fungerer i praksis. Testene viser, at der er stor forskel i effektiviteten blandt de mundbind, der er på markedet i dag.

- Nogle stofmundbind opfylder allerede kravene, men der er også nogle, der ikke gør. Det er meget blandet. Nogle virker, og nogle gør ikke, siger Rasmus Forsbergs til TV 2.

Han fortæller, at der blandt de mundbind, der er blevet testet i laboratoriet, har været eksempler på mundbind, der kun har formået at filtrere mellem 10 og 20 procent af dråbepartiklerne fra næse og mund væk.

- Det er derfor, det er vigtigt med en standard, der kan få ryddet lidt op, siger Rasmus Forsberg.

Den store spredning i effektiviteten blandt de mundbind, der allerede er på markedet, betyder, at det er svært at sige noget generelt om, hvorvidt folk bør købe et nyt godkendt mundbind.

Det siger Christel Søgaard Kirkeby fra Forbrugerrådet Tænk:

- Det er en individuel vurdering. Men hvis man er betænkelig over det mundbind, man har nu, er det en god idé at skifte det ud med noget, hvor der er en dokumenteret filtrering.