Samfund

Kolding Kommune opfordrer børn ned til 1-årsalderen at blive testet

Den seneste uge har man i Kolding Kommune registreret 199 smittede.

Børn ned til ét år bør blive testet for coronavirus i Kolding Kommune.

Sådan lyder opfordringen, efter smitten i kommunen er steget voldsomt den seneste uge.

Det er især på kommunens skoler og i daginstitutioner, at smitten har bredt sig.

Kommunen har desuden valgt at lukke 2 ud af 24 skoler og 8 daginstitutioner fra mandag.

De seneste tre uger er incidenstallet - antallet af smittede pr. 100.000 indbygger - i kommunen mere end seksdoblet, og ifølge myndighederne er størstedelen af tilfældene smittet med den britiske corona-mutation.

Kommunen har det næsthøjeste antal smittede per 100.000 indbygger.

- Vi har måtte konstatere, at smitten har bredt sig til flere daginstitutioner. Man kan vælge om børnene skal lade sig teste i hals eller næse, og det er en frivillig opfordring. Det er grænseoverskridende for forældre, og vi ved, det er en udfordring for dem, der skal teste, siger børne, uddannelse- og arbejdsmarkedsdirektør Michael Petterson i Kolding Kommune til TV 2.

På Facebook oplyser Kolding Kommune, at der lørdag og søndag vil være fem forskellige mobile teststeder rundt i kommunen.

Ishøj Kommune er den eneste kommune, der er hårdere ramt end Kolding.

Her vil borgmester Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten endnu ikke følge Koldings strategi.

- Vi vil ikke teste børn under 12 år. Vores problem ligger ikke hos børnene, siger han.

Ekspert: - Konkret giver det mening i Kolding

Det vil være for voldsomt på nationalt plan at teste børn ned til ét år, men i konkrete situationer kan det give mening.

Det siger formand hos Dansk Selskab for Medicinsk Prioritering, Else Smith:

- Små børn smittes ikke så let, og de smitter heller ikke almindeligvis så meget. Men når man har identificeret smitte hos de små børn, så giver det mening at teste ned i de små aldre, siger hun.

Det giver dog for nuværende ikke mening at brede Koldings test-strategi ud til resten af landet, mener Else Smith:

- Som en bred national anbefaling ville det være alt for meget.

Den seneste uge har man i Kolding Kommune registreret 199 smittede. I alt er 11.938 blevet testet.

Else Smith om Koldings strategi Video: Carl-Emil Søe