Magnus kørte ind i et skilt på vej hjem fra en kammerat i februar 2019. Selvom han kun kørte 25 kilometer i timen, blev han alvorligt kvæstet.
Gravegruppen

Sønnen havde lige fået knallertkørekort - 15 dage senere ændrede et opkald familien for altid

I 2016 fik 15-årige lov til at køre på knallert. På grund af ulykker og dødsfald forsøger Rådet for Sikker Trafik nu at få alderen hævet igen.

Brian Nielsen var på vej i seng, da hans telefon pludselig ringede 1. februar i 2019.

Selvom det var kort før midnat, blev familiefaren lysvågen, da han genkendte stemmen i den anden ende af røret. Den tilhørte hans 15-årige søns kammerat.

- Magnus er kørt galt. Han har slået sig, lød det.

Det var kun få timer siden, at Brian Nielsens søn tog sin sorte knallert ud i den kolde februaraften for at ses med en ven i nabobyen.

Nu var han på vej mod Kolding Sygehus hårdt kvæstet efter en kollision med et vejskilt.

Nærmest i trance greb Brian Nielsen bilnøglerne, og sammen med sin kone, Kira Nielsen, satte han kursen mod sygehuset, hvor deres søn skulle på operationsbordet.

15-årige ud på vejene

Omtrent to og et halvt år tidligere – i 2016 – trådte en ny lovændring i kraft.

I Folketinget vedtog et flertal at sænke aldersgrænsen, så unge ned til 15 år lovligt kunne tage kørekort til lille knallert.

Et tungtvejende argument for den nye ændring stod klart:

Det skulle være lettere for unge i især udkantsområder at komme rundt til uddannelse, job og andre foretagender.

Men det var ikke alle, der var glade.

Både Rådet for Sikker Trafik og flere eksperter havde advaret om, at den lavere aldersgrænse ville sætte alvorlige spor i ulykkesstatistikkerne.

Det var nemlig set før. Tilbage i 1971 blev aldersgrænsen ligeledes sænket fra 16 til 15 år, og efter lovændringen blev antallet af ulykker med unge trafikanter seksdoblet.

Et antal, der ni år senere begyndte at falde, da aldersgrænsen igen blev hævet.

Skæbnesvangert sygehusbesøg

På Kolding Sygehus blev Brian Nielsen placeret i skadestuens venteværelse sammen med sin kone, mens kirurgerne arbejdede på at redde Magnus.

Sønnen havde hverken kørt for stærkt, været beruset eller glemt sin hjelm. Men det store mørklagte skilt havde ramt ham uheldigt i maven og skabt alvorlige indre blødninger, fik forældrene at vide.

Alt andet var stadig uvist.

Efter et par timer besluttede personalet, at Magnus skulle overflyttes til Odense Universitetshospital i en ambulance. Her ville de færdigbehandle ham.

- Vi fik at vide, at hans tilstand var stabil. Han skulle nok klare den, siger Brian Nielsen.

Men da han og Kira Nielsen ankom til Odense kort tid efter ambulancen, var stemningen forandret.

En børnelæge hentede dem ved indgangen. Magnus’ tilstand var pludselig blevet kritisk. Lægerne kæmpede for hans liv.

Hvis man kombinerer ungdommeligt vovemod med, at de får lov til at sætte sig op på det farligste køretøj, der findes, skal det jo gå galt

Mogens Kjærgaard Møller, Rådet for Sikker Trafik

Forældrene holdt fast i håbet. Magnus var ung, og personalet kompetent. De overbeviste hinanden om, at det nok skulle gå.

Indtil en kirurg trådte ind på den hvide hospitalsstue, hvor Brian og Kira Nielsen var blevet indlogeret.

Med en tung mine og en kort besked satte han tiden i rummet i stå.

- Vi var ikke dygtige nok. Magnus er gået bort, mindes Brian Nielsen, at kirurgen sagde, før han igen forlod familien i det enorme tomrum, som de nu skulle lære at leve med.

Rådet for Sikker Trafik: - Sæt aldersgrænsen op

Den nat skrev Magnus sig ind i en kedelig og voksende statistik.

Siden 2016 har fire 15-årige og én 13-årig mistet livet i knallertulykker. Og udviklingen i antallet af ulykker er kun gået én vej, fortæller seniorforsker ved DTU Transport Mette Møller.

- Efter at man sænkede aldersgrænsen, har vi set en stigning i antallet af ulykker med unge knallertkørere. Især de yngste tegner sig for den største del af ulykkerne, siger hun.

De unge har en tilbøjelighed til at overvurdere egne evner, og det får dem ifølge forskeren til at tage chancer på køretøjet, som “ikke er fornuftige”.

- Efter man sænkede aldersgrænsen, har vi set en stigning i antallet af ulykker med unge knallertkørere, siger Mette Møller fra DTU.

Det underbygger den frygt, som Rådet for Sikker Trafik råbte op om før lovændringen.

Udviklingen i antallet af ulykker kommer ikke bag på Mogens Kjærgaard Møller, der er administrerende direktør i organisationen.

- Hvis man kombinerer ungdommeligt vovemod med, at de får lov til at sætte sig op på det farligste køretøj, der findes, skal det jo gå galt, siger han.

Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik ufortrødent politikerne til igen at hæve aldersgrænsen.

Vi har ikke sat et punktum endnu. Jeg skriver dagligt sms'er til Magnus. Bare små beskeder

Brian Nielsen, far

Samtidig advarer både organisationen og Mette Møller mod et nyt politisk forslag, der vil give 16-årige lov til at køre på stor knallert. I dag skal man være 18 år for at få kørekort til sådan en.

Forskellen på lille og stor knallert

Lille knallert (knallert 30):

  • Må køre 30 kilometer i timen

  • Aldersgrænse på 15 år

  • Hvis du har kørekort til bil, motorcykel eller stor knallert, gælder dit kørekort også til lille knallert

Stor Knallert (knallert 45):

  • Må køre 45 kilometer i timen 

  • Aldersgrænse på 18 år

  • Du må køre stor knallert, når du er fyldt 18 år og har taget kørekort til enten stor knallert, bil eller motorcykel

Kilde: Rådet For Sikker Trafik

Transportminister vil se på lovgivning

En af dem, som bakker op om det nye forslag om en lavere aldersgrænse, er trafikordfører og folketingsmedlem for Venstre Kristian Pihl Lorentzen.

Han støttede ligeledes tilbage i 2016 beslutningen om at sænke aldersgrænsen for lille knallert.

- Vi satte os det politiske mål, at vi gerne ville styrke de unges mobilitet – også uden for storbyen, siger trafikordføreren.

Men det ændrer vel ikke ved, at trafiksikkerheden bliver underprioriteret i forhold til mobiliteten?

- Det er altid en balance. Det er jo derfor, at vi har politikere. For at lave sådan nogle afvejninger, siger han.

Selvom det blev frarådet fra flere sider, mener han stadig i dag, at det var den rigtige afgørelse at slippe de 15-årige ud på landevejene.

Journalist Joachim Bindslev konfronterer Kristian Pihl Lorentzen med konsekvenserne af den lavere aldersgrænse på knallertkørekort. Video: Cæcilie Dohn Christensen

Anderledes ser regeringen på det. Socialdemokratiet stemte imod den lavere aldersgrænse, og transportminister Benny Engelbrecht (S) er da også opmærksom på de unge knallertkøreres betydelige plads i ulykkesstatistikkerne.

Om der skal rykkes ved grænsen igen, har transportministeren dog ikke lagt sig fast på. Men der bliver kigget nærmere på, om der skal ske ændringer på området.

- Hvert et dødsfald er et dødsfald for meget. Vi skal gøre, hvad vi kan, for at sikre, at der så sker så få som muligt. Og vi kommer til løbende at se på spørgsmålet omkring knallerter, siger han.

Magnus tog sit kørekort som 14-årig. Der er man altså stadig et barn

Kira Nielsen, mor

Samtidig forsikrer transportministeren om, at den siddende regering ikke kommer til at sænke aldersgrænsen for adgang til stor knallert – på trods af det nye forslag.

Far: - Vi har ikke sat punktum

I familien Nielsens hus i Kolding hænger Magnus’ jakke og styrthjelm stadig urørt efter ulykken.

Fra toppen af emhætten i køkkenet vogter et billede af den blåøjede dreng over familiens spisebord, hvor Brian og Kira Nielsen har sat sig.

- Vi har ikke sat et punktum endnu. Jeg skriver dagligt sms'er til Magnus. Bare små beskeder, siger Brian Nielsen.

Forældrene er frustrerede over lovændringen fra 2016. De håber, at politikerne vil tage statistikkerne og historier som deres alvorligt og hæve aldersgrænsen igen.

Ifølge dem kan et enkelt år nemlig betyde alverden, når det sker i en alder, hvor de unge udvikler sig så meget.

- Magnus tog sit kørekort som 14-årig. Der er man altså stadig et barn, siger Kira Nielsen.

Hvad betyder det at komme hurtigere frem, hvis du slet ikke kommer frem?

Brian Nielsen, far

Alligevel gav de ham lov til at tage kørekortet. For når myndighederne giver grønt lys, er det svært at nægte et ungt menneske at gøre det, mener forældrene.

De er enige i vigtigheden af, at også den yngre befolkning skal kunne komme rundt i nærområdet.

Men de køber det ikke som et argument for den lave aldersgrænse.

- Hvad betyder det at komme hurtigere frem, hvis du slet ikke kommer frem? Det er jo grotesk, siger Brian Nielsen.

Følg Gravegruppen på TV 2 PLAYs arbejde på TV 2 PLAY.