Coronavirus

Rosenkrantz-Theil peger på test af gymnasieelever som led i genåbning

Hos støttepartiet SF møder ministeren ikke opbakning. Men Danske Gymnasieelevers Sammenslutning tager i mod idéen med åbne arme.

Når gymnasieeleverne vender tilbage til skolebænken sammen med deres klassekammerater, bliver det ledsaget med ugentlige test af eleverne.

Det siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i et interview med Ekstra Bladet.

Hun siger, at det bliver en "adgangsbillet, at man lader sig teste, før man kan modtage undervisning".

- Der er rigtig mange dilemmaer i det her. Jeg har brugt dagen på at holde møder med både elevorganisationer, lederorganisationer og lærerorganisationer. Her er meldingen ret klar. Der er stor forståelse for, at det - som det er på flere arbejdspladser nu - også vil være en regel, at man lader sig teste som elev, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til mediet.

Ministeren kan ikke sige præcist fra hvornår, teststrategien træder i kraft, eller hvilken aldersgrænse, den vil blive pålagt. Det er altså ikke udelukket, at det også kan blive en måde at få de ældre elever tilbage i folkeskolen.

Hun siger dog til mediet, at det vil være unge mennesker og ikke små børn, der skal testes.

Pernille Rosenkrantz-Theil mener også, at det vil kunne klares med PCR-test, der foretages i munden, fremfor kviktest i næsen.

Ministeren vil ikke kommentere yderligere torsdag.

SF er skeptiske over for forslag

Hos regeringens støtteparti SF møder Pernille Rosenkrantz-Thiels forslag modstand.

Partiets undervisningsordfører, Jacob Mark, siger til TV 2, at de er imod et decideret krav om testning i skoler og gymnasier.

- I gymnasiet ville vi foretrække, at der er tale om en opfordring.

I interviewet med Ekstra Bladet afviser undervisningsministeren ikke, at kravet om testning før undervisning kan komme til at gælde de ældste elever i folkeskolen. Her er hun dog opmærksom på, at børn har en grundlovssikret ret til undervisning.

Men for SF er der ingen tvivl. Der skal absolut ikke være noget krav om en negativ coronatest, hvis man skal ind i et klasselokale i en dansk folkeskole.

- Det er et totalt no go for os. Vi mener, at man skal lægge det snit, at man opfordrer forældre til at teste deres børn privat, siger Jacob Mark til TV 2.

Gymnasielever bakker op om tests

I Danske Gymnasielevers Sammenslutning er de glade for udsigten til at komme i skole igen. Også selv om et krav om coronatests er adgangsbilletten.

- Vi er nærmest villige til at gøre hvad som helst, siger formand Ingrid Kjærgaard til TV 2.

- Og hvis tests er det, der skal til for at holde coronapandemien under kontrol og samtidig genåbne gymnasierne, er det en pris, vi er villige til at betale.

Som formand for landets gymnasielever sad Ingrid Kjærgaard med ved bordet i dag, da undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) mødtes med elevorganisationer, lederorganisationer og lærerorganisationer.

- Det var spændende, og vi er glade for, at man ser på en genåbning. Det er jo altafgørende for os.

De danske gymnasieelever er i forvejen vant til regler, der for eksempel forbyder dem at have deres telefoner fremme i undervisningen, forklarer gymnasieformanden.

Derfor har hun en klar besked til de elever, der er imod coronatests som adgangsbillet til gymnasiet.

- Ja, det er ikke det rareste i verden at blive testet to gange om ugen. Men det er jo heller ikke rart at sidde derhjemme i månedsvis uden at kunne se en ende på det, siger Ingrid Kjærgaard.

Lektor: Skoler kan sende elever hjem, der ikke er testet

Når test i gymnasier og muligvis folkeskole bliver en del af skoledagen, fortæller Natalie Munkholm, lektor i arbejdsret på Aarhus Universitet, at der ikke er noget i vejen for, at en skoleleder sender elever hjem, der ikke vil lade sig teste.

- Skolederen kan kun gøre det, som regeringen siger. Så hvis elever eller forældre har et problem med det, er det faktisk regeringen – og ikke skolelederen – de har et mellemværende med, siger hun.

- Det, man har ret til som skoleelev, er at modtage undervisning. Man har ikke ret til fysisk at komme i skole.