Lippert

Hvis vi ikke finder smittedyret, kan pandemien starte forfra

WHOs chefefterforsker, Peter Ben Embarek, er vendt hjem fra Wuhan med ny viden om coronavirus, men det vigtigste spørgsmål er stadig ubesvaret.

I december 2019 var der ikke mange herhjemme, der havde hørt om den kinesiske millionby Wuhan. Endnu færre havde hørt om Huanan, byens største vådmarked, hvor der sælges kød, krybdyr og sågar vilde dyr.

I dag ved de fleste dog, at coronaepidemiens arnested netop var vådmarkedet i Wuhan. Det var her, de første smittetilfælde blev lokaliseret til.

Derfor har det også været helt afgørende at få adgang til vådmarkedet for WHO's forskerhold, som har tilbragt en måned i Kina for at bringe sig tættere på, hvordan corona fandt vej til mennesket.

Det fortæller fødevareekspert Peter Embarek, der står i spidsen for WHO-delegationen, som efter flere måneder har fået adgang til det marked, der siden er blevet kendt og berygtet.

- Men hvad ligger der tilbage på sådan et "gerningssted", som kan gøre dig klogere på, hvor virus kommer fra?

- Det er for at forstå, om der i de fysiske omgivelser kan være vilddyrsprodukter, som kunne være kilden til smitten.

- Og det er for at forstå, hvordan afløbssystemet var. Og hvor de ti forretninger, som solgte vilddyrsprodukter, lå i forhold til hinanden og til de forretninger, som vi ved, der var linket til. Der er ikke et spor af virus tilbage, men de fysiske rammer er interessante, siger Peter Embarek talkshowet 'Lippert' på TV 2 NEWS.

- Den viden, som vi nu har, hvor efterlader den os i arbejdet med at få stoppet coronavirus?

- Forhåbentlig vil vi kunne sørge for, at vi ikke efterlader os en ny uopdaget kilde til virussen, som kunne komme tilbage i den samme eller en ny variation og spredes mellem mennesker igen om et år eller to eller tre eller fire. Det vil også hjælpe os til at forstå, hvordan vi forhindrer, at sådan noget sker igen i fremtiden. Jeg tror ikke, at der er nogen her på Jorden, som har lyst til at gå igennem en ny pandemi om fem år. Og det skal vi absolut gøre alt for, at det ikke sker igen, siger Peter Ben Embarek.

WHO i Wuhan

Forskerholdet fra WHO ankom 14. januar til Wuhan, hvor de gik i 14 dages karantæne. Derefter kunne de begynde at tale med de centrale personer i efterforskningen og se på de steder, som de fandt interessante for efterforskningen.

Midt i februar kunne de så præsentere konklusionerne. Virus var ikke sluppet ud fra et laboratorium, som amerikanerne ellers har haft som hypotese. Og langt flere var smittede med coronavirus i december 2019, end hvad man hidtil have regnet med.

- Vi har fået en meget bedre viden om, hvad der skete i starten af december 2019. Men vi ved stadig ikke, hvad kilden er - om der var en eller flere dyrearter i processen mellem de berømte flagermus og de første mennesker, siger Peter Ben Embarek.

Vigtigt at se arnestedet

Den mest plausible forklaring er ifølge WHO stadig, at coronavirus kommer fra et dyr fra det sydlige Kina, som blev solgt videre på et vådmarked i Wuhan. Et vådmarked sælger - modsat tørmarkeder - friste råvarer, nyslagtet fersk kød samt levende dyr.

Derfor besøgte Peter Ben Embareks forskerhold vådmarkedet, hvor de første coronatilfælde kan spores tilbage til. Markedet er i dag lukket ned, og der er ingen dyr tilbage eller spor efter virus. Men alligevel var det interessante fund, de gjorde. Markedet står nemlig stadig tilbage forladt som en spøgelsesby.

- Jeg havde troet, at det var velholdt og moderne på mange punkter, og det var det ikke. Men det var interessant at se de fysiske forhold, hvor produkterne blev solgt, størrelsen på markedet og forretningerne. Det var et mærkeligt syn. Det hele stod, som det var for et år siden med personlige ejendele her og der, knækkede stole og småting, man kunne relatere til. Det må have været et livligt og velfungerende marked, siger Peter Ben Embarek.

Dyret skal findes

For forskerholdet fra WHO stopper jagten på dyret ikke på vådmarkedet i Wuhan. For det er helt afgørende at finde det.

- Hvis det er et dyr, man avler på nogle farme, vil det være rart at fjerne den kilde, så man ikke risikerer at få den samme eller en ny variation af den virus tilbage til mennesker på et tidspunkt, siger Peter Ben Embarek, fødevaresikkerhedsekspert og leder af WHO's forskerhold i Wuhan.

Men én ting er den nuværende virus covid-19. Det er også vigtigt at finde dyret af hensyn til fremtidige pandemier, som flere peger på, vil være en trussel i fremtiden.

- Det vil være vigtigt for at forstå, hvilke dyrearter der er følsomme overfor virus og kan fungere som reservoir for den og lignende virus. Derfor er det centralt af finde ud af, hvordan den sprang fra de oprindelige flagermusgrupper og over til de dyrearter, som muligvis har været involveret i processen, siger Peter Ben Embarek.

Se hele programmet med Peter Ben Embarek på TV 2 PLAY.