Coronavirus

Danskerne venter på en genåbning - sådan har fem andre lande åbnet delvist

I Østrig kan frisuren ordnes med en negativ test, mens det italienske kulturliv kræver en temperaturmåling.

En reel nedlukning af Danmark.

Det var, hvad statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte det, da samfundet 16. december blev lukket ned for at bremse en smitte, der var ved at løbe løbsk.

Nu, to måneder senere, har smitten været faldende i lang tid. Alligevel holder vi fast i en stram nedlukning, hvor det meste fortsat må holde dørene lukket og låst.

Forslagene til en genåbning af Danmark er mange og kreative. Nogle foreslår en lukket jernring om København, mens industrien peger på massetest og coronapas.

Selv har regeringen endnu ikke fremlagt en konkret plan. De har dog bestilt beregninger for konsekvensen ved at genåbne enkelte områder - herunder blandt andet en række butikker. Alligevel bliver de af en samlet blå blok beskyldt for kun at se begrænsninger og burde i stedet tænke lidt ud af boksen, lyder kritikken.

Men hvordan genåbner landene omkring os, og kan der være inspiration at hente? TV 2 har samlet en række eksempler på gradvise genåbninger i nærheden.

Østrig: Kom til frisøren med en test

I Østrig kan frisørerne nu byde kunderne velkomne, hvis de har en negativ test. Her er det i Wien.

Mens de fleste så småt begynder at blive langhårede herhjemme, har østrigerne siden 8. februar kunnet gå til frisøren igen. Det gælder også hos tatovører og kosmetiske klinikker.

Adgangskravet er mundbind og en negativ test, der ikke er mere end 48 timer gammel. Det gælder både lyntest og PCR-test.

Professor i mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos synes dog, ideen om at teste sig ind hos frisøren er "lidt af et cirkus at stable på benene".

Både fordi nogle skal køre langt for at blive testet, men også fordi det vil kræve en "minutiøs planlægning" at gå til frisøren.

- Vi skal passe på med at gøre det så kompliceret, at det bliver umuligt at håndtere.

I stedet håber han, at det snart bliver muligt at teste sig selv hjemmefra, inden man skal ud af døren.

- På den måde bliver det bare noget, vi gør. Lidt ligesom at børste tænder, siger Hans Jørgen Kolmos.

En hjemmetest vil dog ikke være nok til at blive lukket ind hos de østrigske frisører.

Italien: En temperatur for kultur

Italien åbner kulturlivet i flere regioner igen efter nedlukning. Ved indgangen skal man blandt andet have testet sin temperatur.

I to tredjedele af Italien har restauranter og kaffebarer fået lov at genåbne indtil klokken 18, og italienerne kan igen få morgenkaffen serveret ved bordet i stedet for at få den med sig i hånden.

Flere museer og kunstgallerier har også åbnet dørene igen efter flere måneders nedlukning, blandt andet Italiens største turistattraktion, Colosseum.

Kravet for at besøge det berømte amfiteater er en screening af kropstemperaturen, en klat håndsprit og et mundbind. Er temperaturen over 37,5 grader, kommer man ikke ind bag de oldgamle mure.

Ifølge Hans Jørn Kolmos er temperaturscreeninger i bytte for kultur dog mere af "symbolsk karakter". Man risikerer nemlig at lukke coronasyge gæster ind, som ingen symptomer har.

- Lur mig, hvis man er syg med feber, så står man alligevel ikke i kø til Colosseum, siger han.

Cypern og Israel: Rejseaftale

Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu og den cypriotiske præsident Nicos Anastasiades.

Cypern og Israel har netop præsenteret en aftale, der gør det muligt at rejse mellem de to lande, hvis man er færdigvaccineret mod covid-19.

Vi åbner nu muligheden for at genoprette turismen i nærmeste fremtid

Benjamin Netanyahu, Israels premierminister

Aftalen kommer som et led i flere aftaler mellem middelhavslande, der lider stort under den manglende turisme. Også Grækenland har givet grønt lys for, at vaccinerede israelere kan rejse frit ind i landet, skriver France24.

- Vi åbner nu muligheden for at genoprette turismen i nærmeste fremtid. Det sker ikke inden for et par uger, men det varer ikke længe, lød det søndag fra den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Ifølge Hans Jørn Kolmos vil det ud fra et sundhedsfagligt perspektiv give mening for Danmark at lave samme rejseaftale med nabolande som for eksempel Norge.

På nuværende tidspunkt er det dog kun erhvervsrejser, regeringen har kigget på med det nye forslag om et digitalt coronapas.

Slovakiet: Massetest som våben

Massetest i den slovakiske befolkning i efteråret.

I efteråret tyede Slovakiet første gang til massetest som våben mod coronavirus, da flere end fire millioner mennesker skulle testes over to weekender.

Frivilligt i udgangspunktet, men blev man stoppet uden en negativ test, var der bøder på højkant. Den massive testindsats var en stor succes, og infektionsraten faldt ifølge myndighederne med 60 procent.

Men bølge nummer to har også ramt Slovakiet, der nu gentager massetestningen af befolkningen. En række nye stramninger af restriktionerne vil derefter kun gælde folk, der ikke kan fremvise en negativ coronatest.

Ifølge Hans Jørn Kolmos er der ingen tvivl om, at massetest er blevet et vigtigt redskab til forebyggelse. Men at bruge tests som argument for genåbning kræver dog ifølge professoren, at det bliver endnu lettere at blive testet.

I et interview med Berlingske i weekenden nævnte Mette Frederiksen, at en vej ud af restriktionerne kan blive gennem en massiv testindsats i Danmark.

Ifølge avisen har vi herhjemme en testkapacitet på 250.000 danskere i døgnet.