Coronavirus

Juraekspert: Butikker, der vil åbne, har ikke loven med sig

Nogle erhvervsdrivende mener, at grundloven giver dem ret til at holde deres butikker åbne, men det argument holder ikke i retten, vurderer ekspert.

Flere erhvervsdrivende har mandag besluttet sig for at åbne deres butikker i protest mod regeringens restriktioner.

De erhvervsdrivende mener ikke, at der er juridisk grundlag for at holde butikkerne lukket. De henviser til paragraf 74 i grundloven, som siger, at alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.

Men det argument holder ikke, vurderer Kristian Cedervall Lauta, der er prodekan ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet.

- Man skal kritisere frit, men følge blindt

Kristian Cedervall Lauta fortæller til TV 2, at epidemiloven giver mulighed for at lave denne type indgreb.

Og der er ikke belæg for de juridiske argumenter, som de erhvervsdrivende deler med hinanden på Facebook-grupper for at kunne åbne deres butikker, mener prodekanen.

- Man skal kritisere frit, men følge blindt, og vi bliver nødt til at stole på, at vi skal bakke op om den orden, vi har - også når der er krise, siger Kristian Cedervall Lauta.

Hvis de erhvervsdrivende vælger at åbne butikkerne, kan de risikere en bøde. Hvis de derefter nægter at betale den, kan de ende i retten.

Ifølge Kristian Cedervall Lauta kan initiativtagerne have til hensigt at tage deres protester til en domstol. For på den måde kan de få en domstol til at forholde sig til, om der er overhovedet er en pandemi, eller om myndighederne giver befolkningen falske oplysninger.

Han tror dog ikke, at de erhvervsdrivende vil få noget ud af det.

- Jeg tror, at de vil tabe, fastslår prodekanen.

Det er dog før set, at det er muligt at slippe uden om regeringens påbud, hvis man tager sin sag videre til retten.

Tre personer slap i starten af corona for at betale deres bøder på 2500 kroner for at bryde et opholdsforbud på Islands Brygge.

Dengang lagde retten vægt på, at skiltningen ikke havde været god nok.

Lukningen af butikkerne er et af flere led i regeringens nedlukning, der gælder frem til 28. februar.

Protestbevægelser vokser frem på Facebook

Fredag lukkede Facebook en gruppe, som har forsøgt at koordinere genåbningen. Gruppen havde på daværende tidspunkt næsten 10.000 medlemmer.

Efterfølgende er der blevet oprettet nye lignende grupper.

En af initiativtagerne til disse Facebook-grupper er Torkil Poulsen, som er administrerende direktør i Dantracker, der laver GPS-løsninger.

Han mener, at restriktionerne skal pakkes væk, da smittetallet ikke længere giver belæg for en nedlukning. Han påstår, at danskerne har opnået flokimmunitet. Det er der dog på nuværende tidspunkt ingen sundhedsfaglig evidens for.

- Danskerne har fået nok nu. Vi gider ikke mere af deres skræmmekampagner og løgne, vi skal tilbage til virkeligheden, siger Torkil Poulsen til TV 2.

Politiet står klar med bødeblokken

Torkil Poulsen mener ikke, at han tilskynder til kriminalitet ved at opfordre butikkerne til at åbne.

Han håber derfor også, at politiet ser gennem fingre med de butikker, som vælger at holde åbent mandag.

Men vicepolitiinspektør ved Rigspolitiet, Bo Samson, fortæller, at politiet står klar med bødeblokken, hvis de erhvervsdrivende i første omgang ikke reagerer på politiets anvisning om at lukke butikkerne ned igen.

Bøden kan spænde fra 10.000 til 40.000 kroner afhængig af antallet af ansatte i butikken.

Politiet håber dog, at det ikke ender med bøder, og at de kan løse situationen med dialog.

Til gengæld venter der måske initiativtageren Torkil Poulsen en bøde. For selvom initiativet ikke er ulovligt i sig selv, kan det blive det, hvis de erhvervsdrivende vælger at reagere på det, fortæller vicepolitiinspektøren.