Coronavirus

Størstedelen af beboerne på plejehjem er færdigvaccineret - men hvad betyder det?

85 procent af landets plejehjemsbeboere er færdigvaccineret. Men hvad betyder de to stik?

I sidste uge nåede vi ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) en "vaccinemilepæl":

85 procent af Danmarks plejehjemsbeboere blev færdigvaccineret.

En del af den statistik finder man på Amager i form af nogle 60’er-betonbygninger, hvor lidt over 80 procent af Peder Lykke Centrets beboere har fået to vaccinestik.

På et tidspunkt, hvor størstedelen af os stadig venter på vaccinen, tog TV 2 på besøg for at høre, om de to stik har ændret noget.

89-årige Helge Verner Fals fik sit andet prik med nålen for fjorten dage siden, fortæller han. Vaccinen har ikke vendt alting på hovedet, men den betyder alverden.

- Nu begynder livet langsomt at tage fart igen, siger han.

Krydsord og kanel

Det er de små ting, der er begyndt at vende tilbage, efter størstedelen af de 152 beboere er blevet vaccineret.

Nu henter Helge Verner Fals igen Politiken nede i receptionen, så han kan få et overblik over nyhederne og vigtigst af alt løse krydsord, ligesom han – og hans forældre før ham – altid har gjort.

Bestikket klirrer, og det dufter af kanel ude fra køkkenet på etagen. Det er risengrød, der er dagens frokost. Muligheden for at spise sammen er vendt tilbage efter et smitteudbrud var skyld i, at den slags risikable situationer måtte sættes på hold.

- De sidste fjorten dage har jeg spist på værelset. Jeg har heller ikke set dem, der har boet ved siden af mig i to uger, og det er jo mærkeligt. Men i morges spiste jeg morgenmad uden for i køkkenet, siger Helge Verner Fals.

Der er nogle stykker, som er blevet smittet her efter vaccinen, og der kan vi tydeligt se, at de er mindre syge

Mette Olsen, leder af Peder Lykke Centret

Han vil ikke klage over hverken virus eller restriktioner. Den første er her jo, og restriktionerne er ikke fundet på for at genere. Men han glæder sig til det almindelige vender tilbage.

- Jeg har det jo godt nok, men det har været noget kedeligt. Jeg er sikker på, at vaccinen spiller en rolle i, at det ændrer sig, siger han.

- Slå koldt vand i blodet og lyt

Helge Verner Fals er uddannet læge, og han har givet "en million børn" vacciner i løbet af sit arbejdsliv. Han har selv fået influenzavaccinen mange gange, så han var ikke bekymret, da han skulle vaccineres mod coronavirus.

- Det kunne jeg jo ikke tillade mig. Og det gik helt glat, jeg kunne nærmest ikke mærke det, siger han.

- Jeg er da mægtig godt tilfreds med at være blevet vaccineret som en af de første. Om det er retfærdigt, det ved jeg ikke, men jeg skal ikke klage over det, siger Helge Verner Fals.

Selv om Helge Verner Fals er færdigvaccineret, vil han blive ved med at holde afstand, spritte af, og når han ser sin familie bliver det uden kram. Kram er hyggelige, men ikke en livsbetingelse, siger han.

- Jeg gør, som jeg har gjort hele mit liv: Retter mig efter sundhedsmyndighederne, det tror jeg nok er det klogeste.

På muren i haven hænger fotos fra plejecentret. Det længst til højre er fra åbningen i 1970.

Helge Verner Fals håber, at andre, der er længere tilbage i vaccinekøen, slår koldt vand i blodet og lytter efter. Og så ellers tager imod vaccinen, når den bliver tilbudt.

- Det med at sige, at man ikke vil tage imod den? Det holder ikke. Jeg kan ikke rigtig have, at der er nogle almindelige mennesker, der tror, at de er klogere end videnskaben, siger Helge Verner Fals.

Besøgslodtrækning

Ud over at forhindre virussen i at blive en uvelkommen gæst, er beboernes største håb, at vaccinen kan få noget af den afstand, der har præget det sidste år, til at forsvinde.

Helge Verner Fals har billedrammer på stribe stående under sit vindue. To døtre, fem børnebørn og to oldebørn smiler bag glasset.

I sommeren var haven for pårørende, men henover vinteren har den været forbeholdt beboerne.

I sommer kunne de besøge ham i et telt i plejehjemmets have, men så kom vinteren og et støt stigende smittetal og satte en stopper for besøgene. De sidste måneder har han kun måtte få besøg af én pårørende udefra.

- Mine døtre trak lod, så det er kun min ene datter, der har været her jævnligt – resten af rækken måtte ikke komme ind, siger han og peger på billederne.

I stedet har han taget ture med Flextrafik for at besøge dem eller talt med dem i telefon. Men han ser frem til, at han kan få selskab af den ægte version af sin familie frem for rækken af familiefotos.

- Det ser ud til at være ved at lette nu, siger han.

Mildere sygdomsforløb efter stik

Vaccinen har givet både beboere og personalet en ro og følelsen af at være lidt sikrere, fortæller Mette Olsen, der er centerchef på plejecentret.

Førsteprioriteten er, at så få som muligt bliver alvorligt syge, og det er der allerede tegn på.

- Der er nogle stykker, som er blevet smittet her efter vaccinen, og der kan vi tydeligt se, at de er mindre syge end ved tidligere udbrud, siger hun.

Mette Olsen er leder af Peder Lykke Centret. Vaccinen giver hende en ro, fordi færre beboere bliver alvorligt syge.

Virussen ramte som et granatchok på plejehjemmet, husker hun. Personalet var usikre på, hvad de skulle gøre ved den ukendte virus, alle var bekymrede for deres familier, og så smadrede coronavirussen den almindelige ramme omkring, hvordan fællesskabet lod sig gøre.

- Korthuset faldt sammen, for efter 11. marts måtte ingen tage med den samme ske længere, siger hun.

Men langsomt er der bygget nye måder at gøre tingene på op, så der stadig har været plads til at være sammen, selv om det var i en anden form end før. Mette Olsen mærker, at både personale, pårørende og beboere sætter særlig pris på det, de deler med hinanden, fordi det har vist sig så skrøbeligt.

- Når vi om et par år har lige så travlt som før, så tror jeg, at vi skal huske på at være der for hinanden, siger hun.