Coronavirus

Frisør føler sig holdt for nar - nu åbner hun og en række butikker i protest mandag

De lave smittetal retfærdiggør ikke, at butikkerne fortsat skal være lukkede, siger frisør, der selv holder åbent fra mandag.

Reglerne er ganske klare.

Med undtagelse af dagligvarebutikker skal de liberale erhverv holde lukket til 28. februar 2021 for at begrænse smitten med coronavirus i samfundet.

Alligevel vil en række erhvervsdrivende genåbne mandag i en direkte protest mod regeringens og sundhedsmyndighedernes regler og vejledninger.

En af dem er frisøren Hemp LeOne Styling i København.

Her vil indehaver Sarchar Leone stå klar med saksen og klippe de kunder, der har forudbestilt en tid. Man kan fortsat ikke komme ind fra gaden og sætte sig i frisørstolen.

Sarchar Leone stoler "overhovedet ikke på myndighederne" og holder derfor åbent, da hun savner argumenter for, hvorfor butikker fortsat skal være lukket.

Samtidig har hun fået afslag på hjælpepakker, da hun ikke har haft omsætning nok, og det har øget lysten til at gå op imod myndighederne.

- Det er usolidarisk, at vi fortsat skal holde lukket, når smittetallet er så lavt. Jeg føler mig holdt for nar og gjort til grin af regeringen, siger Sarschar Leone.

Argumentet fra myndighederne vil være, at smitterisikoen øges, hvis du holder åbent?

- Ja, men hvad så med ude på søerne i København i dag? Hvad med Bilka? Hvorfor må tandlægen holde åbent? Jeg er én person i min butik og alenemor.

Tandlægen vurderes som en kritisk funktion i modsætningen til frisøren?

- Regeringen fortæller, at det handler om sundheden og vores helbred, men det hænger ikke sammen, når der er større mulighed for at komme på McDonalds end i fitness. Og det at komme til frisøren giver også et boost til folks helbred.

Regeringen har valgt, at kun butikker, hvor over halvdelen af omsætningen kommer fra dagligvarer, må holde åbent. Derfor kan eksempelvis Bilka holde åbent.

Grundloven er under angreb

Sarchar Leone mistænker regeringen for at holde hendes frisørbutik lukket, indtil den går konkurs, så staten efterfølgende vil kunne opkøbe hendes virksomhed.

Regeringen har dog ikke hidtil udtrykt ønske om en sådan intention.

Ifølge Sarchar Leone handler hendes genåbning ikke kun om hendes egen butik. Der er også et principielt lag, for selve grundloven er ifølge hende under pres, når butikkerne ikke kan holde åbent, siger hun med henvisning til paragraf 74. Her står der:

"Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov."

Sten Schaumburg-Müller, der er professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, mener dog ikke, at restriktionerne krænker grundloven.

De utilfredse butiksejere har ikke en sag:

- Man vil ikke kunne vinde en sag med henvisning til grundloven, for paragraffen giver Folketinget ret vide beføjelser til at sikre almenvellet, siger Schaumburg-Müller.

Sarchar Leone risikerer en bøde, når hun mandag lader kunder blive klippet, og på grund af den udsigt omtaler hun sig selv som et nervevrag.

- Men jeg ser det som et skattesmæk, og jeg gider ikke tænke på politiet. De burde gøre deres job og beskytte de selvstændige frem for at uddele bøder, siger hun.

Facebook lukkede protestgruppe

Sarchar Leone er ikke alene om at slå butiksdørene op mandag.

17 forretninger vil i skrivende stund trodse coronarestriktionerne og holde åbent fra mandag ifølge hjemmesiden Danmark Vågner.

Interessen for at genåbne før tid kom allerede i fokus fredag, hvor en dansk gruppe på Facebook blev lukket, efter at den ønskede at skabe en national genåbning.

Facebook begrundede nedlukningen af gruppen med, at den overskred det sociale medies retningslinjer og indeholdt sundhedsmæssige fejlagtige informationer.

Efterfølgende er der opstået flere identiske grupper på Facebook, der agiterer for en genåbning af butikker.

Hver tredje dansker: Regeringen tilbageholder coronainformation

Selvom størstedelen af danskerne bakker op om regeringens og politikernes håndtering af coronavirus, så mener 30 procent i en megafonmåling, at myndighederne bevidst tilbageholder vigtig information om pandemien.

Megafonmålingen, som er foretaget for TV 2 og Politiken, viser desuden, at det er et fåtal, som direkte tror, at politikerne bruger virussen som en undskyldning for at indskrænke den generelle frihed på lang sigt.

12 procent i Megafons måling erklærer sig helt eller delvist enige i, at myndighederne bruger coronavirus til at indskrænke danskernes generelle frihed på lang sigt.

Og ifølge professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, David Budtz Pedersen, ligger det resultat godt i tråd med tidligere målinger og andre undersøgelser, som også har vist, at der er et vist spektrum af skepsis eller kritik rundt omkring i landet.

Han mener, at der altid vil være en hård kerne af skeptikere.

- Vi danskere kan godt lide at falde tilbage på vores sunde fornuft. Og vi køber ikke altid katten i sækken. Vi vil gerne have grunde fremlagt for, hvorfor vi skal ændre adfærd og lade vores liv begrænse, siger han.

Og den gruppe er rigtig svær at komme til livs, forklarer professoren.

- Der vil altid være lommer af mere eller mindre radikaliserede grupper, antivax-bevægelser, konspirationsteoretikere og mennesker, som i det hele taget ikke føler sig inkluderet i samfundet af mange forskellige grunde.