Coronavirus

Regeringen vil vaccinere 400.000 om dagen

Det er så glædelig en nyhed, at man næsten kun kan blive skuffet, lyder det fra en praktiserende læge.

Regeringen og regionerne vil gøre det muligt, at over 400.000 personer dagligt bliver vaccineret mod covid-19. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Der oprettes et udbud, hvor private virksomheder kan byde ind på opgaven med at vaccinere mod covid-19.

- Vaccination mod covid-19 er et altafgørende skridt i kampen mod epidemien. Vi må ikke komme til at stå i en situation, hvor der står vacciner og samler støv, fordi der ikke er nogen til at stikke. Derfor skal vi allerede nu forberede os på den situation ved at lave dette udbud, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Den stærkt forøgede vaccinekapacitet skal være klar i løbet af marts og gælde frem til 31. juli 2021.

Praktiserende læger og apoteker skal hjælpe

Samtidig skal praktiserende læger og apoteker have mulighed for at hjælpe til med vaccinationerne.

Sundhedsministeriet udsteder derfor en bekendtgørelse, der giver lov til det.

159.059 danskere er nu fuldt vaccineret mod coronavirus, siden de første danskere modtog første vaccine 27. december. Det betyder, at 2,73 procent af befolkningen nu er fuldt vaccineret.

Glædeligt, men risiko for skuffelse

- Hvis vi kan sætte det i værk, er det en fantastisk nyhed, som glæder mig meget. Det er så glædeligt, at man næsten kun kan blive skuffet, så det håber jeg ikke, vi bliver, siger praktiserende læge og formand for Patientdataforeningen Thomas Birk Kristiansen til TV 2.

- Jeg har ingen ide, om det er realistisk. Men i første omgang drejer det sig om, vi overhovedet kan få så mange vacciner, og indtil nu har det jo ikke været særlig realistisk. Men hvis vi får vaccinerne, kan vi vaccinere mange - særligt hvis vi planlægger i god tid.

Indtil videre har der været flere problemer med at få folk vaccineret, påpeger Thomas Birk Kristiansen. Dels har vi ikke fået så mange vacciner som håbet, dels har der været problemer med logistik, bookning og at få de rette risikogrupper kaldt ind.

Men så er det jo heller ikke værre, mener den praktiserende læge.

- Hvis vi sammenligner med mange andre lande, gør vi det ikke så ringe. Men vi kunne gøre det bedre og stramme op. Nu får vi kapacitet til best case scenario, siger han.

Bliver inviteret på samme måde, som i det offentlige

Landets fem regioner har allerede kapacitet til, at der kan vaccineres 100.000 om dagen, når der er vacciner nok til det.

Nu tages næste skridt så, siger regionernes formand, Stephanie Lose (V), i meddelelsen:

- Ligesom danske virksomheder har været en vigtig samarbejdspartner i andre dele af kampen mod covid-19, vil de også kunne være det i vaccineindsatsen, siger hun.

Den private vaccinehjælp skal være klar i løbet af marts og kunne aktiveres af regionerne med 14 dages varsel.

Der skal indgås én aftale per region, som løber frem til udgangen af juli.

Aflønningen sker, efter hvor mange som booker tid til at blive vaccineret.

Borgerne vil blive inviteret til vaccination på samme måde som i det offentlige, hvor der kommer en besked, når der er ens tur.

Herefter vil man kunne booke tid på vacciner.dk.

Antallet af tider, der udbydes, afhænger af, hvor mange vaccinedoser Danmark får leveret.

Thomas Birk Kristiansen kan ikke forestille sig, at regeringen og regionerne "sætter sig op til" at vaccinere 400.000 om dagen, hvis ikke der er en lille chance for at komme i nærheden af det tal.

- Det ville tværtimod være ærgerligt, hvis der dukker mange vacciner op, og man så ikke kan levere varen rent teknisk, siger han.