Samfund

Manden bag ’snapsefif’ slingrer fortsat rundt og skaber utryghed - politiet kan ikke stoppe ham

Tryghed i trafikken og hårdere kurs mod trafiksyndere står højt på regeringens dagsorden. Alligevel kører dømt spritbilist fortsat rundt.

Flere gange på sin rute slingrer den grå Peugeot ind mod midten af vejen, så de modkørende biler kun netop slipper ridsefrit forbi. Også de fuldt optrukne striber får sig en tur.

Bag rettet sidder Henrik D, Den dømte spritbilist som TV 2 opsøgte sidste år, fordi han skabte utryghed blandt nabolagets småbørnsfamilier med sin kørsel.

Og nu kan TV 2 så fortælle, at bilisten – ét år senere og adskillige politihenvendelser efter – ifølge naboerne fortsat kører spirituskørsel. Og uden kørekort. På trods af at regeringen sidste år indførte langt hårdere straffe for at standse bilister som netop Henrik D.

- Han kommer og parkerer, knapper øllene op, og så færdes han i området, som han har gjort før. Jeg bliver superfrustreret, for det burde jo ikke kunne lade sig gøre, at han stadig kører bil, siger Jesper Gormsen, der er en af lokalområdets beboere, der er godt trætte af den slingrende Peugeot, og de farer den fører med sig.

Han og naboerne har gentagne gange forsøgt at få bilisten til at lade bilen stå. Men ifølge Jesper Gormsen er Henrik D. uden for pædagogisk rækkevidde. Enten er han beruset, når han kommer, eller også bliver han det i løbet af dagen, lyder det.

- Det skal du ikke blande dig i

TV 2 opsøger manden bag "snapse-fiffet".

I august blev Henrik D. idømt en behandlingsdom af landsretten og fik konfiskeret tre køretøjer. To gange tidligere er han blevet dømt af byretten.

I 2020 blev Henrik D. dømt for intet mindre end 24 færdselsforseelser, heriblandt fem tilfælde af spirituskørsel. Og i august sidste år blev han idømt en behandlingsdom af landsretten.

Kørekortet har han mistet for længst.

Dermed er han én af 5527 bilister, der i 2019 blev dømt for at køre bil i frakendelsestiden. Aktindsigter i retsbøger viser, at foruden spritbilister så kører også flere af de værste vanvidsbilister rundt med frakendt kørekort.

Tryghed i trafikken og hårdere kurs mod trafiksyndere har stået meget højt på regeringens dagsorden.

Problemet med blandt andet vanvidsbilister har været omtalt i nytårstaler, og sidste år vedtog Folketinget en række stramninger af færdselsloven, der skal få de værste bilister væk fra vejene.

Men det har altså ikke fået alle til at stoppe.

Det ved du da ingenting om. Kan du så skrubbe af

Henrik D., dømt spritbilist

TV 2 har opsøgt Henrik D. på en gård, han ejer, for at spørge, hvorfor han fortsætter med at køre bil, når han har fået frakendt kørekortet:

- Hej Henrik. Jeg kan se, du kører bil stadigvæk? spørger TV 2’s journalist

- Det skal du ikke blande dig i, svarer han.

- Du har jo ikke noget kørekort?

- Det ved du da ingenting om. Kan du så skrubbe af, svarer han.

Da TV 2 sidste år spurgte Henrik D., hvorfor han ikke bare lod bilen stå, når han havde drukket øl, svarede han, at det ikke er ”så enkelt”, fordi ”virkeligheden er mere nuanceret”.

Snapsefiffet

Myndighedernes arbejde med at stoppe Henrik D. er tilsyneladende heller ikke så enkelt.

For da han i 2020 blev dømt for 24 færdselsforseelser, blev han faktisk frikendt i ét forhold, hvor politiet mente, han havde kørt spirituskørsel, fordi han benyttede en helt særlig metode.

Når betjentene stoppede ham, skyndte han sig nemlig at låse bildørene. Herefter tog han en slurk af en flaske snaps, han havde liggende i bilen. Først når betjentene havde set, at han sad og drak af flasken, låste han dørene op.

- Jeg drikker altid, når jeg bliver stoppet af politiet. Så sørger jeg altid for at have drukket af snapseflasken for en sikkerheds skyld, for så er der drukket efter kørslen, og så er der ingen sag. Men det skal du altså ikke afsløre på landsdækkende tv. Det gider jeg ikke at have, sagde han i april, da TV 2 talte med ham.

I retten mente dommeren ikke, at anklagemyndigheden i det ene tilfælde kunne bevise, at manden også havde drukket spiritus, før han kørte bil – kun at han havde drukket, efter han var blevet stoppet af politiet.

Kan ikke overvåge 24/7

Flere borgere i lokalområdet har ligesom Jesper Gormsen kontaktet politiet for at gøre dem opmærksom på Henrik D., når han kommer slingrende i sin bil. Men deres oplevelse er, at politiet ikke altid kommer.

Vicepolitiinspektør Kristian Juliussen fra Østjyllands Politi ønsker ikke at gå ind i den konkrete sag, men siger:

- Vi kan ikke overvåge folk 24 timer i døgnet, for at sikre de ikke kører spirituskørsel.

Han er jo ikke svær at finde. Vi har fundet ham ad flere omgange, og det har ikke taget mange timer at støve ham op?

- Nu igen; det der med at gå ind i den konkrete sag, det er jeg ikke meget for. Men jeg vil bare anbefale, at folk de ringer til os, når de ser ham, siger Kristian Juliussen.

Politikerne taler og taler og taler. Men der er langt fra, at de taler, til at der rent faktisk sker noget

Jesper Gormsen, nabo

I 2019 blev motionscyklisten Peter Høyer kørt ned af den samme grå Honda Civic, som Henrik D. dengang kørte i. Bilisten stak dengang af fra uheldet.

Det er nu halvandet år siden, men Østjyllands Politi har stadig ikke taget stilling til, om bilisten skal tiltales.

Kan du forstå, hvis borgerne ude i det her kvarter har svært ved at finde det rimeligt, at de skal vente så længe på en afgørelse i en rimelig banal sag?

- Altså… igen; så arbejder vi så hurtigt, vi kan, med sagsbehandlingstiderne på alle typer sager. Også de her sager, hvor der er nogen, der bringer færdselssikkerheden i spil, siger vicepolitiinspektøren.

Naboer: Politikerne taler og taler

Det var et bredt flertal, der i december skærpede loven, hvad angår trafiksyndere.

Blandt andet betyder stramningerne, at bilen nu bliver konfiskeret på stedet, hvis den er blevet brugt til vanvidsbilisme, ligesom straffen for uagtsomt manddrab som følge af vanvidsbilisme er skærpet med 150 procent.

Straffen er også blevet hårdere, hvis man på anden måde skader andre, eller flygter fra stedet, og endelig er bøderne for en række mindre forseelser skiftet ud med 20 dages ubetinget fængsel.

Selvom Folketinget har indført langt hårdere straffe for at overtræde færdselsloven, mener Jesper Gormsen dog ikke, at politikernes ambitioner rækker.

I hvert fald ikke i hans kvarter:

- Politikerne taler og taler og taler. Men der er langt fra, at de taler, til at der rent faktisk sker noget, siger han og fortsætter:

- Det skal se godt ud, når de bliver filmet, og så skal vi tro på det et øjeblik, men der sker jo ikke noget. Han kører jo stadig rundt hernede og færdes i området, selvom han er blevet frakendt førerretten.

Efter TV 2 har henvendt sig til politiet, oplyser anklagemyndigheden nu, at der vil blive taget stilling til, om Henrik D. skal tiltales for cykeluheldet inden 14 dage.

Minister forventer at politiet griber ind

TV 2 har ligeledes bedt Justitsminister Nick Hækkerup om at forholde sig til sagen. Han har afvist at stille op til interview, men svarer på mail:

- Jeg kan ikke kommentere den konkrete sag, men generelt kan jeg sige, at jeg forventer, at politiet selvfølgelig griber ind, hvis en borger er kendt af politiet for at skabe utryghed lokalt ved at køre rundt uden kørekort og påvirket af alkohol, skriver han.

- Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget besluttet at øge trygheden på vejene med en række tiltag mod vanvidskørsel, blandt andet konfiskation af biler, og transportministeren har bedt Færdselssikkerhedskommisionen om at se på, hvilke tiltag der kan tages for at nedbringe antallet af sager om spirituskørsel. Det gælder navnligt de tilfælde, hvor der gentagne gange køres spirituskørsel.