Coronavirus

Fertilitetsbehandling får kvinder til at takke nej til vaccine

De to stik mod coronavirus kolliderer med en gruppe danskeres ønske om at blive forældre.

I næsten to år har 33-årige Maria Emilie Kierullf Schneider talt ned til noget, hun endnu ikke ved, hvornår sker: At hun og hendes kæreste får et barn.

De seneste 14 måneder er nedtællingen blevet intensiveret, fordi hun har været i fertilitetsbehandling.

Hver dag er der påmindelser om, hvad hun brændende ønsker sig, i form af hormoner der skal sprøjtes ind, piller der skal tages, klinikker der skal besøges, og en omgangskreds hvor kvinderne bliver gravide en efter en.

Og den vaccineudrulning, der lige nu er i gang, har sat Maria Emilie Kierullf Schneider i et dilemma.

Maria Emilie Kierulf Schneider er 33 år og uddannet pædagog. Hun er i fertilitetsbehandling, fordi hun lider af endometriose, hvor væv af samme type som slimhinden i livmoderen også sidder uden for livmoderen.

Hvis man er i fertilitetsbehandling, lyder anbefalingen fra de danske myndigheder nemlig, at man sætter behandlingen på pause, mens man får de to stik. En pause der kan vare omkring fire til ti uger.

For mange vil det måske lyde af kort tid, men ikke for Maria Emilie Kierullf Schneider.

- Hver måned tæller, så det har en kæmpe betydning, siger hun.

- Jeg har taget stilling. Og der, hvor vi er lige nu, vil jeg sige nej til vaccinen, siger hun.

"Bare gå i gang"

Hos Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, DSOG, er anbefalingen til par, der er i fertilitetsbehandling - eller planlægger en familieforøgelse - klar:

- Hvis man bliver tilbudt en vaccination, skal man skal bare gå i gang - både mand og kvinde, siger Annemette Wildfang Lykkebo, der er formand for DSOG.

Man ved ikke meget om, hvordan vaccinen påvirker den gravide kvinde eller barnet, fordi der ikke var særligt mange gravide kvinder med i de kliniske tests.

Fertilitetsbehandling og vaccine mod coronavirus

"Med hensyn til par som ønsker graviditet/fertilitetsbehandling, rådgiver Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi samt Dansk Fertilitetsselskab om, at både kvinder og mænd tager imod det anbefalede vaccinationstilbud uanset planlagt graviditet eller fertilitetsbehandling".

Kilde: Sundhedsstyrelsen: Retningslinjer for håndtering af vaccination mod covid-19, 5. februar.

Det gør, at de danske myndigheder lige nu anbefaler gravide at udskyde vaccinen, til de har født. Samme holdning har Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Men det er et forsigtighedsprincip, siger Annemette Wildfang Lykkebo.

- Det er jo ikke levende vacciner, vi giver. Det er svækkede vacciner, så man antager, at der ingen eller ringe risiko er for fosterskade, siger hun. De svækkede vacciner nedbrydes nemlig hurtigt i kroppen, så i teorien burde der ikke kunne ske skader.

Hvis man opdager, at man er gravid efter første stik, så skal man udskyde det næste til efter graviditeten, lyder det.

Ifølge Annemette Wildfang Lykkebo er de to stik inden en graviditet vigtige, fordi det beskytter under graviditeten. Man ved, at gravide bliver mere syge af virus, og det kan øge risikoen for, at kvinden må føde før tid.

Risikoen ved ikke at blive vaccineret er altså mindre end ved ikke at gøre det, mener hun.

Usikkerhed kan udskyde stik

Alligevel ligger usikkerheden i baghovedet på 29-årige Nadia Dunckel Hansen, der har været i fertilitetsbehandling i et halvt år, men forsøgt at få sit og sin kærestes andet barn i fire år.

Det er usikkerheden, der gør, at hun i første omgang vil takke nej til den vaccine, hun snart bliver tilbudt gennem sit vikararbejde som pædagog.

- Jeg tør ikke satse og løbe så stor en risiko, siger Nadia Dunckel Hansen.

Nadia Dunckel Hansen er lige nu i fertilitetsbehandling, og fordi hun arbejder som vikar på et bosted, vil hun snart få tilbudt vaccinen. Men hun vil sige nej til den i første omgang.

Det handler både om, at man endnu ikke ved så meget om vaccinens virkning på gravide, men også om den rutsjetur af følelser, hun har været igennem, fordi hun tidligere har mistet.

- Hvis jeg blev gravid, imens jeg blev vaccineret og mistede barnet, ville jeg ikke kunne bære det. Så ville jeg for evigt dunke mig selv i hovedet og føle, at jeg havde skadet mit barn med vaccinen. Jeg ville aldrig kunne afkræfte den tvivl, siger hun.

Et egoistisk valg?

Maria Emilie Kierulff Schneider kan godt forstå, hvis nogle vil se hendes umiddelbare fravalg af vaccinen som egoistisk. For hver person, der bliver vaccineret, får os tættere på flokimmunitet.

Men fordi hun taler åbent med sin omgangskreds om behandlingen, er hun sikker på, at hendes nærmeste vil forstå og respektere hendes valg.

- Jeg vil selvfølgelig tage alle de forbehold, man skal, og overholde de restriktioner, som det kræver, indtil jeg kan blive vaccineret, siger hun.

Det samme vil Nadia Dunckel Hansen gøre.

- Jeg vil gerne passe på de sårbare og har respekt for virussen, men jeg vil også passe på mit fremtidige barn, siger hun.

Så snart Nadia Dunckel Hansen har født og er færdig med at amme, vil hun tage imod vaccinen. Men hun er nervøs for, hvordan hendes omgangskreds og arbejdsplads vil reagere, hvis de får at vide, at hun har takket nej.

- Det kan være et tabu, så jeg har ikke talt med så mange om, at jeg er i behandling. Så jeg tænker meget over, hvordan jeg skal sige det, så jeg ikke bliver mødt med fordømmelse, men forståelse, siger hun.

Knap hvert tiende barn i Danmark kommer til verden efter fertilitetsbehandling. Maria Emilie Kierulff Schneider understreger, at alle, der er i fertilitetsbehandling, står i forskellige situationer.

TV 2 har også været i konkakt med kvinder i fertilitetsbehandling, der vil tage imod vaccinen, når den bliver tilbudt til dem. Det valg forstår Maria Emilie Kierulff Schneider også godt.

- Det er jo også en fordel at være beskyttet under graviditeten, siger hun.

Mangel på information

Både Nadia Dunckel Hansen og Maria Emilie Kierulff Schneider har været i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre i forbindelse med vaccinen, fordi det var lidt uigennemskueligt.

Selvom de generelt er glade for at være i behandling, har meldingerne været få og skiftende.

- Jeg kan godt undre mig lidt over, at der ikke har været flere konkrete udtalelser fra klinikkerne eller myndighederne til os, der er i behandling. Man har brug for så meget støtte som muligt, siger hun.

Noget af det svære ved at være i fertilitetsbehandling er, at andre ikke er i samme situation. Derfor findes en del Facebookgrupper, hvor store og små dilemmaer om behandlingen bliver delt, og her har vaccineovervejelserne også fundet vej til.

Her kan du læse nogle af de overvejelser, der er opstået i forbindelse med vaccinen mod coronavirus:

Jeg synes, at det er et megasvært dilemma. Jeg vil som udgangspunkt gerne have vaccinen, men er i den sidste gruppe til at modtage den. De ekstra måneders ventetid virker helt ubærligt oven på så mange års forgæves forsøg på egen hånd inden da. - Anonym kvinde i fertilitetsbehandling

Jeg sagde ja med det samme, vi fik den tilbudt. Jeg har aldrig været i tvivl. - Anonym kvinde i fertilitetsbehandling

Jeg vil ikke sige nej af modvilje, men fordi vaccinen ikke bliver anbefalet til gravide. Så hvis det i vaccinepasset bliver sidestillet med et nej tak, fordi jeg ikke har lyst - så bliver jeg faktisk pissesur. - Anonym kvinde i fertilitetsbehandling

Jeg har fået tilbudt vaccinen på min arbejdsplads, men har takket nej, da vi gerne skal starte behandling til marts. Men synes godt nok, at man får nogle blikke fra folk, når man fortæller, at man har valgt at takke nej til vaccinen. - Anonym kvinde i fertilitetsbehandling

Et brændende ønske, der skal vægtes

Der er nu studier i gang af, hvordan eller om vaccinen påvirker gravide - blandt andet på Københavns Universitet.

Pfizer/BioNTech vil indlede en undersøgelse senest 28. februar, og studiets resultater skal være fremlagt efter godt og vel to et halvt år. Sundhedsstyrelsen har fortalt til Berlingske, at man forventer, at de første, foreløbige resultater vil komme inden for 2021.

Mens der er ventetid på testresultaterne, kommer der også viden om vacciner og gravide fra virkeligheden: I USA har man givet vaccinen til 20.000 gravide kvinder, uden det har vist sig at være farligt ifølge USA's ledende ekspert i infektionssygdomme, Anthony Fauci.

Hvis Maria Emilie Kierulff Schneider ikke bliver gravid i det kommende eller næste forsøg, vil hun genoverveje sin beslutning om vaccinen.

Udfaldet afhænger af flere ting - blandt andet om der er mere viden om graviditet og vaccination, og hvor smittetrykket ligger til den tid. Hendes brændende ønske skal vejes op mod fællesskabet.

- Man har stadig et ansvar for hinanden, uanset hvor meget man ønsker at få et barn, siger hun.