Flere tusinde skriver under på åbne breve - en 200 år gammel protestform, siger historiker
- Jeg er bare jordemor. Jeg tænkte ikke, jeg skulle starte en protestbevægelse, siger kvinden bag brevet om jordemødres arbejdsforhold.
Bag brevet står mere end 1800 jordemødre og 450 jordemoderstuderende.
De står bag sætninger som ”situationen er kun blevet værre de seneste seks år”, ”det eneste, der mangler, er anstændige arbejdsvilkår” og ”i dag vil jeg og mange af mine kolleger slet ikke have et job i det offentlige.”
Brevet, der på under et døgn nåede at få underskrifter fra knap hver tredje jordemoder, og som nu nærmer sig hver anden, blev stilet til regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S). En lille uge senere lovede hun flere penge og bedre normeringer til hovedstadens fødegange.
En vigtig kommunikationsform
Det er en 200 år gammel protestdisciplin, der i sidste uge ramte Københavns Kommunes borgmesterspidskandidat. Men selvom formen er gammel, har man den seneste tid kunne læse flere forskellige af sin art. Der var eksempelvis 1615 underskrivere fra mediebranchen, som i en erklæring støttede tv-værten Sofie Lindes MeToo-opråb. Der var også de mere end 50.000, som under et borgerforslag kræver, at almene boliger ikke skal rives ned, og at ghettolisten skrottes. Og senest har fem formænd, der alle repræsenterer forskellige personalegrupper i Forsvaret, formuleret en kras kritik af forsvarsminister Trine Bramsen.
- I princippet er det det samme, vi ser i dag, som vi så i 1800-tallet, da underskriftindsamlinger begyndte at blive udbredt. De har lige siden været en vigtig kommunikationsform mellem befolkningen og politikerne, fortæller René Karpantschof.
Han er historiker og sociolog, og så har han forsket i protester og samspillet mellem borgergrupper og det politiske system.
- Jeg blev indigneret
Kvinden bag brevet fra jordemødrene er Stine Roswall. I januar læste hun, at Sophie Hæstorp Andersen mente, at der manglede jordemødre. Men der mangler ikke jordemødre, tænkte Stine Roswall. Hvis bare forholdene var ordentlige, ville de også være ude på sygehusenes fødeafdelinger.
- Vi er her, men vi har taget alle mulige andre job, fordi vilkårene på landets fødeafdelinger ikke er anstændige. Jeg blev indigneret over at læse noget, der ikke var i tråd med virkeligheden. Virkeligheden er grufuld, og det kunne ikke passe, at den øverste chef ikke vidste det, siger Stine Roswall.
Hun satte sig ned og skrev først et åbent brev til regionsrådsformanden, som svarede. Stine Roswall ville sende et modsvar, men fordi hun nu er privatpraktiserende jordemoder, følte hun, at det var mærkeligt. Hun spurgte nogle tidligere kolleger, om de ville gøre det, men det endte alligevel med, at hun selv skrev modsvaret og håbede, at nogle vil skrive det under sammen med hende. Bare 50 kolleger og lidt rygdækning, håbede hun.
- Jeg er bare jordemor. Jeg tænkte ikke, jeg skulle starte en protestbevægelse, siger Stine Roswall.
Bønderne underskrev i en cirkel
For 200 år siden blev de åbne protestbreve med underskrifter kaldt ’adresser’. Var man utilfreds med noget, eller havde man et forslag til en lovændring, kunne man samle underskrifter. Dengang blev der arrangeret møder, hvor man kunne skrive sit navn på lister, men man gik også fra dør til dør, og aviser begyndte på et tidspunkt at trykke lister, man kunne klippe ud, underskrive og aflevere.
- Når en adresse med mange underskrifter blev indleveret til Rigsdagen, gik en procedure i gang om, hvordan man skulle forholde sig til det. Ofte blev de taget alvorlige. Man diskuterede indholdet, og nogle gange kunne de føre til love eller politiske beslutninger, siger René Karpantschof.
Dengang som nu var antallet af underskrivere vigtigt. Både for at ”legitimere henvendelsen” og for vise, at brevet ”repræsenterer en betydelig gruppe”, som han siger.
Men antallet er også vigtigt for at undgå, at én person ikke skal stå til ansvar for en holdning. I 1700-tallet kunne bønder henvende sig til de enevældige myndigheder med klager over deres godsejer. Det var ikke helt ufarligt, for man kunne ifølge René Karpantschof blive udpeget som uromager.
- Derfor skrev bønderne under, så deres navne stod i en cirkel. På den måde stod ingen navne øverst, og dermed vidste man ikke, hvem der var lederen, siger han.
Der er en diskussion, om dialogen fungerer
Underskriftindsamlingen og det åbne brev er en del af den løbende demokratiske dialog, der er mellem borgerne og politikerne. Men i samfundsfaglige kredse i både Danmark og i udlandet er der lige nu en debat om, hvorvidt den dialog er reel. Altså om politikerne virkelig lytter til de folkelige bevægelser og saglige argumenter, forklarer René Karpantschof.
- Det kan diskuteres, hvor godt det fungerer i de her år, siger han.
Pessimistiske samfundsforskere mener, vi lever i et såkaldt postfaktuelt demokrati, hvor det hele blot er facader af demokrati. Men omvendt bliver sådan noget som borgerforslag, hvor man kan stille et forslag, som Folketinget skal tage op, hvis det får mere end 50.000 underskrifter, indført.
- Og det er noget, der aktiverer borgerne. Det skaber en folkelig deltagelse, der er så vigtig. Man har institutionaliseret demokratiet på flere måder i Danmark. Hvis for eksempel 50.000 skriver under på et borgerforslag, kan det blive taget op i Folketinget. Men hvordan det reelt bliver behandlet, er så spørgsmålet, siger René Karpantschof.
Kan drukne
René Karpantschof har en fornemmelse af, at der er kommet flere underskriftindsamlinger, blandt andet fordi det er blevet nemmere med den digitale udvikling.
Man skal ikke gå fra dør til dør mere. Men faren ved den nemme adgang til at oprette og skrive under er, at en del forsvinder i mængden, mener René Karpantschof.
- Hvis det enten får rigtig mange underskrifter, eller hvis det, der bliver protesteret over, er en opsigtvækkende sag, kan det stadig rykke ved noget, siger han.