Samfund

The Supremes-sangerinde er død

The Supremes overhalede The Beatles på de amerikanske hitlister i 1966.

En af 1960’ernes store soulsangerinder Mary Wilson er død. Hun blev 76 år gammel.

Hun var medgrundlægger og sangerinde i The Supremes, der hittede med sange som ’Where Did Our Love Go’ og ’You Can’t Hurry Love’.

- Jeg blev ekstremt chokeret og ked af at høre, at Mary Wilson, der er en stor del af Motown-familien, er gået bort, siger Berry Gordy, der er medstifter af Motown i en udtalelse ifølge ET.

Som at komme i Disneyland

Det var gennem The Supremes, at Mary Wilson fik sit gennembrud og blev en anerkendt og feteret sangerinde tilbage i 1960’erne.

I 1958 mødte 14-årige Mary Wilson sangerinden Florence Ballard.

Florence Ballard udså sig Mary Wilson og Diana Ross og sammen dannede de gruppen The Primettes. De tre kvinder optrådte ved lokale arrangementer i håb om at skabe sig et navn og komme under musikselskabet Motowns vinger.

Det skriver The Guardian.

Til sidst lod Motown-stifter Berry Gordy den unge trio medvirke på sange af andre Motown-kunstnere. Det har Mary Wilson senere beskrevet som at ”komme i Disneyland”.

Og endelig i 1961 besluttede Berry Gordy at underskrive en pladekontrakt med The Primettes på betingelse af, at de ændrede deres navn. Derfra blev de The Supremes.

Slog Beatles af pinden

I 1964 slog Mary Wilson og resten af The Supremes for alvor igennem. Med nummeret ’Where Did Our Love Go’ blev de nummer 1 i USA og nåede en tredjeplads på hitlisterne i Storbritannien.

Senere kom hits som ’Baby Love, Stop!’, ’In the Name of Love’ og ‘You Can’t Hurry Love’.

I 1966 blev deres album ’Supremes A Go Go’ det første album udelukkende med kvindelige vokalister, der toppede på den amerikanske album-histlister . Og tilmed slog det The Beatles’ album ’Revolver’ af pinden.

Hun forblev medlem af The Supremes

The Supremes var aktive til 1977 med flere udskiftninger undervejs, men Mary Wilson forblev medlem alle årene.

Gruppen fik hele ti førstepladser på den amerikanske Billboard-singlehitliste, alle i 1960'erne, hvilket gør dem til den mest succesfulde amerikanske vokalgruppe nogensinde, skriver Soundvenue.

Siden fortsatte Mary Wilson også som artist, men med moderat succes. Hun involverede sig senere i musikteater og udgav erindringsbogen ’Dream Girl’, som slog slagsrekorder.

Mary Wilson døde uventet og pludseligt, og dødsårsagen er endnu ikke kendt.