Coronavirus

Mette F. lovede lyntests på tv, men i kulissen undrede myndighederne sig

​Regeringen har flere gange lovet lyntests på plejehjem, men internt sagde TestCenter Danmark, at det skulle være PCR-tests.

- Bare en obs: Mette F. siger stadig kviktests på plejehjem – og bliver ved med at gentage det. Så håber, I har clearet, at det er PCR. For vi var parate til kviktests, men TestCenter Danmark ønskede PCR. Bh. Adam.

Det kom bag på Danske Regioners direktør Adam Wolf, at statsministeren tidligt i januar i TV 2 NYHEDERNE talte om lyntests, som kviktests også kaldes, på de danske plejehjem.

Hun understregede gentagne gange, at der skulle lyntestes for at redde liv, da man med lyntests kunne fange smitte blandt ansatte, før det var for sent.

Selvom regionerne var klar til at lynteste, havde TestCenter Danmark med seruminstituttet i spidsen besluttet, at plejehjemspersonale skulle have PCR-tests, som tager op mod et døgn at få svar på.

Så Adam Wolf skrev ovenstående sms til departementschefen i Justitsministeriet, Johan Kristian Legarth, mens han sad og så interviewet med Mette Frederiksen.

Styrelsen for Forsyningssikkerhed, som ligger under Justitsministeriet, understøtter den danske teststrategi og sidder derfor også med til møderne i TestCenter Danmark, der netop havde bedt regionerne bruge PCR-tests.

  1. Adam Wolf

    Bare en obs: Mette F siger stadig kviktest på plejehjem – og bliver ved med at gentage det. Så håber, I har clearet, at det er PCR. For vi var parate til kviktest, men TestCenter Danmark ønskede PCR. Bh Adam

  2. Johan Kristian Legarth

    Jeg har i hvert fald personligt så sent som i fredags præciseret overfor hende, at det er PCR, vi kører med, og det var der ikke umiddelbart nogen bemærkninger til. Jeg skal nok få det nævnt igen ved lejlighed

Legarth delte tilsyneladende Adam Wolfs undren. For han havde selv sagt til statsministeren, at det ikke var lyntests, der var ved at blive sat i gang.

- Jeg har i hvert fald personligt så sent som i fredags præciseret overfor hende, at det er PCR, vi kører med, og det var der ikke umiddelbart nogen bemærkninger til. Jeg skal nok få det nævnt igen ved lejlighed, svarede han Adam Wolf.

Statsminister Mette Frederiksen bliver spurgt ind til kviktest i 19 Nyhederne

- Kviktests er en del af løsningen

Udtalelserne, der fik de to til tasterne, fandt sted 10. januar i en særudgave af '19 Nyhederne' på TV 2, hvor flere danskere fik lov til at stille hende spørgsmål.

En af dem var Malene Toft. Hendes far bor på plejehjemmet DemensCentrum i Aarhus.

På bare én uge var 55 medarbejdere på plejehjemmet blevet smittet med covid-19, og da man lyntestede personalet, fangede man tre coronasyge allerede første dag.

Malene Toft undrede sig derfor over, hvorfor man ikke før havde iværksat lyntests på plejehjem.

- Burde man ikke have sat kviktests i gang noget før, når man nu ved, at der er så mange, der er testet positiv af medarbejderne, spurgte Malene Toft statsministeren.

Til det svarede Mette Frederiksen, at hun helt bestemt synes, der skulle lyntestes langt mere på landets plejecentre. Hun ville sikre, at der blev sat gang i flere lyntests, fortsatte hun, fordi lyntests var en del af løsningen.

- Kviktests har jeg ikke på noget som helst tidspunkt selv været imod, og der hvor vi ikke har fået rullet ud endnu, der skal myndighederne sørge for, at det sker, sagde hun.

Men Johan Kristian Legarth havde allerede på det tidspunkt informeret Mette Frederiksen om, at TestCenter Danmark havde bedt regionerne om at lave PCR-tests i stedet for kviktests.

Lyn-analyse

Det her kviktestområde har vist sig at skabe en masse forvirring. Jeg har svært ved at forestille mig, at man med vilje forsøger at give indtryk af, at der er styr på det hele. Men sandheden er jo, at der ikke har været ordentligt styr på det fra regeringens side, da Mette Frederiksen går ud og siger, man vil iværksætte flere kviktest. Det giver indtryk af, at det er noget rod. Vi er langt henne i pandemien nu, og derfor kan man godt have en forventning om, at håndteringen foregår professionelt. Og det er regeringens ansvar. Det er der noget, der tyder på, den ikke har levet op til.

Erkender manglende lyntests

Der har ikke været nok lyntests på danske plejecentre. Det erkender statsminister Mette Frederiksen i et skriftligt svar til TV 2.

- I starten af januar var udbredelsen af kviktests på plejecentre desværre begrænset, siger hun.

Hun siger, at lyntests er en del af regeringens teststrategi, og at man vil prøve at forøge brugen af de hurtige coronatests.

- Regeringen anser kviktests som en væsentlig del af den samlede danske teststrategi – og derfor havde regeringen på det tidspunkt – og har stadig – et ønske om at udvide udbredelsen og anvendelsen af kviktests sådan, at vi får testet danskerne. Det gælder ikke mindst vores frontpersonale på for eksempel plejecentre.

Kviktest-kontrovers midt i sundhedskrise

Der er ikke noget nyt i, at lyntests er kilde til konflikter og kontroverser i Danmark.

Der har været anklager om ansvarsfraskrivelse og fingerpegeri, eksempelvis da justitsminister Nick Hækkerup offentligt sagde, at det var kommunernes ansvar, at der ikke blev lyntestet nok.

Også dér viste det sig, at der i kulissen var stor forvirring, viste interne mails, som TV 2 fik indsigt i. Her fremgik det, at regeringen selv trak trådene i kommunernes teststrategi.

Resultatet har været, at 7 ud af 10 lyntests lå ubrugte hen ved udgangen af januar, ifølge tal fra Statens Serum Institut.

Adam Wolf skriver i en mail til TV 2, at de ikke har været med inde over beslutningen om at bruge PCR-tests.

- Danske Regioner har indgået i det løbende samarbejde med myndigheder og organisationer, men primært i rollen som leverandør af testkapacitet, og har ikke stået for beslutningerne om den konkrete anvendelse af testkapaciteten på plejehjem og andre kommunale institutioner, siger direktøren for Danske Regioner.

Justitsministeriet oplyser til TV 2, at der efter statsministerens udmelding blev arbejdet for brug af lyntests på plejehjem.

Der døde - ifølge tal fra SSI - 474 plejehjemsbeboere med coronavirus fra 20. december 2020 til 1. februar 2021.