Forslag om at afskaffe ghettolister skal nu behandles i Folketinget
- Jeg håber, at politikerne vil læse forslaget og se, hvor fatale konsekvenser ghettolovgivningen har for beboerne, siger manden bag borgerforslaget.
Hvert år siden 2010 er der lavet ghettolister over landets udsatte boligområder. Og siden november 2018, hvor den såkaldte ghettolov blev vedtaget, er ghettolisterne også blevet brugt som et instrument til nedrivning af boliger.
Men hvis det står til fynske Ibrahim El-Hassan, skal det være slut.
- Vi er rigtig mange mennesker, som lever under konsekvenserne af den her ghettolov. Alene på baggrund af vores bopæl og adresse er der indført særlovgivning, siger Ibrahim El-Hassan, der selv bor i Vollsmose, der er på regeringens ghettoliste.
Og han er langtfra den eneste, som mener, at ghettolovgivningen rammer skævt. Det borgerforslag, han fremsatte i juni 2020, har nu fået underskrift og opbakning fra 55.000 personer. Og dermed har det rundet de 50.000 underskrifter, det kræves, hvis man vil have et borgerforslag behandlet i Folketinget.
- Jeg håber, at politikerne vil læse det her igennem og se, hvor store og fatale konsekvenser den her ghettolovgivning har for beboerne i de her almene boligområder, siger Ibrahim El-Hassan.
Ghettolisterne er det "bedst mulige redskab"
Et bredt flertal bestående af den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF ønskede i 2018 helt af afvikle alle ghetto-områder inden 2030.
Midlet blev et krav om, at antallet af almene familieboliger i belastede boligområder maksimalt må være 40 procent.
Venstres by- og kulturrådmand i Odense, Christoffer Lilleholt, håber ikke, at borgerforslaget når længere end til en debat i Folketingssalen. Han ser ghettolisterne som det bedst mulige redskab til at gøre op med problemerne.
- Jeg kan godt forstå, at det er virkelig ubehageligt at bo i de områder, hvor der skal rives boliger ned. Men vi må også sige, at vi i årtier har brugt rigtig mange milliarder på det her område, og det er ikke lykkedes, siger han.
Han fortæller, at han er nervøs for de børn og unge, der vokser op i Vollsmose lige nu. For han mener ikke, de har de samme muligheder som børn, der vokser op i andre områder.
- Ghettolisterne giver nogle muligheder for, at man kan få blandet beboersammensætningerne mere, siger Christoffer Lilleholt.
Formålet er blandede boligområder
SF var også med i aftalen fra 2018, og partiets beskæftigelses- og socialrådmand i Odense, Brian Dybro, forsvarer den stadig i dag.
Han mener, det er fair, at personerne bag borgerforslaget har "kastet sig ind i kampen". Men grundlæggende mener han, at ghettolovens mål er fornuftigt.
- Områder som Vollsmose har massive problemer, og hvis vi skal hjælp børn og unge til at klare sig bedre i livet, få flere ud på arbejdsmarkedet og ud af sociale problemer, er vi nødt til at rive boliger ned for at få folk til at flytte ud i andre områder, siger Brian Dybro.
Kritikere vil sige, at man på den måde bare flytter problemerne andre steder hen. Kan der ikke være noget om det?
- Hvis vi skal lykkes med at hjælpe de mennesker, de børn og unge bedre, er vi nødt til at få dem spredt ud i byen, så de kommer ud og går på andre skoler i byen. Hele formålet er at få mere blandede boligområder og få brudt de negative sociale problemer.
Går den rigtige vej
Ibrahim El-Hassan er ikke enig med de to politikere. Han erkender, at der er sociale udfordringer i Vollsmose og nogle af de andre ghettostemplede områder.
Men han er helt uenig i, at ghettolovgivningen er måden at løse dem på. Ifølge ham er arbejdsløsheden i Vollsmose faldet, uddannelsesniveauet er steget, og "kriminaliteten er historisk lav".
- Det er jo i høj grad de sociale indsatser og det civilsamfund, der løfter den skønne opgave. Og nu belønner man så det her civilsamfund ved at rive deres boliger ned og indføre særlovgivning, siger Ibrahim El-Hassan.
Borgerforslaget blev fremsat i Boligudvalget i tirsdags, inden det på et endnu ukendt tidspunkt skal førstebehandles i Folketinget.
Forslaget kan læses i sin fulde form her.