Samfund

Tre faldt i vandet, og flere sigtet for at gå ud på isen

Ifølge TV 2s meteorolog kan man bruge en tommelfingerregel til at regne ud, hvornår man kan finde skøjterne frem.

Flere steder i landet har politiet igangsat redningsaktioner for at redde folk, der har bevæget sig ud på isen, ind.

Landet over er isen nemlig stadig for tynd til, at det er sikkert at færdes på den.

Tre unge mænd faldt gennem isen på Mors lørdag eftermiddag, fordi isen ikke kunne bære deres vægt.

- Alle tre er okay. De har været ude at surfe på isen og går gennem isen og er iført våddragt og sikkerhedsvest, siger Allan Riis, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV 2.

En person inde på land så dem være i vandet og ringede efter politiet, der igangsatte en redningsaktion. Men da politiet når frem, er de kommet op ved egen hjælp, og politiet afblæser aktionen, der blandt andet indebar en helikopter.

- Patruljen taler med dem nu, og vi har afhørt dem med sigtedes rettigheder, som betyder, at vi tager forbehold for at kunne sigte dem senere, når vi har undersøgt forholdene nærmere, siger vagtchefen.

Hvis man bevæger sig ud på isen, der ikke er blevet godkendt til færdsel, kan det koste en bøde på 1000 kroner.

Helikopter reddede to personer

Lørdag eftermiddag blev to mænd på 19 år hentet ind med helikopter, fordi de havde bevæget sig ud på Skarresø ved Jyderup.

Det fortæller Boye Rasmussen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi. Forsvaret oplyser det også på Twitter.

- Så farer de angiveligt vild derude. Der er nogle steder på søen, hvor den slet ikke er frossen, og flere vidner ringer til os og siger, at der går nogle ude på isen.

Derfor sendte Forsvaret sin helikopter i luften og reddede de to personer i land.

- Der er ingen tid at spilde, så jeg rekvirerer helikopter, lyder det fra vagtchefen.

Begge mænd er sigtet for ulovlig færdsel på isen.

Også på Bornholm har der været redningsaktioner, fordi folk var gået ud på isen. To 10-årige blevet reddet ind fra isen ved Regnvandsbassinet i Rønne og fire drenge fra Zahrtmann Sø.

Det skriver kredsen på Twitter.

Bare i København er ti personer lørdag indtil videre blevet sigtet for at gå på den tynde is. Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Jesper Frandsen til TV 2.

- Det er jo ikke kriminelle, men helt almindelige borgere, som synes, at det er spændende og sjovt at færdes på isen. Men de er ikke opmærksomme på den fare, der er forbundet med det, siger han.

"Det er jo direkte livsfarlig"

Det er landets kommuner, der vurderer, hvornår isen er tyk nok til at færdes på. Og det er først lovligt at træde ud på den, når der er opsat skilte, som angiver, at isen er sikker.

Det varierer dog fra sted til sted, hvor tyk isen skal være, før man må bevæge sig ud på den.

Hvis ulykken sker på isen

  • Undgå panik, og få styr på din vejrtrækning.
  • Søg tilbage til det sted, hvor du faldt i, og sæt albuerne på isen.
  • Råb efter hjælp.
  • Lav svømmetag med benene, spark bagud og kravl op på isen.
  • Mav dig fremad mod land, til isen igen kan bære.
  • Spar på kræfterne, hvis du ikke kan komme op. Bevæg dig mindst muligt.

Kilde: Respektforvand.dk

Typisk skal isen være minimum 13 centimeter tyk, men det afhænger blandt andet af strømforholdene under isen.

Aarhus Kommune har eksempelvis slået fast, at der skal være et 16 centimeter tykt lag is på byens søer, før det er tilladt at gå ud på dem.

Indtil videre er den dog kun 6 centimeter tyk, så der lang vej igen, før kommunen tillader færdsel på isen.

Alligevel har politiet også her været nødt til at kalde både børn og voksne ind, som ulovligt opholdt sig på tilfrosne søer. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Det er jo direkte livsfarligt at gå rundt på is, der slet, slet ikke er tyk nok endnu, og vi vil på det kraftigste opfordre folk til at holde sig væk og bruge deres sunde fornuft, siger vagtchef René Ludvig i meddelelsen.

Hvornår er isen tyk nok?

Men hvor lang tid går der så, før isen er tyk nok til, at kommunerne kan gøre den lovlig at færdes på?

Det har TV 2s meteorolog Sebastian Pelt et bud på:

- En generel tommelfingerregel er, at isen vokser 0,1 millimeter per minusgrad per time. Det vil sige, at et døgn med en temperatur på -1 grad giver en istykkelse på 2,4 millimeter, fortæller han.

Efter 10 døgn med minus 1 grad vil isen derfor vokse 2,4 centimeter.

Det er dog som udgangspunkt kun en tommelfingerregel, som man ikke kan læne sig fuldstændig op ad. Der er nemlig mange processer, der gør sig gældende, og det er kun egentlige målinger af isen, man skal bruge for at vurdere isens tykkelse.

Sebastian Pelt tilføjer, at reglen ikke tager højde for fysiske processer i søen, og at isen over tid vil vokse langsommere.

Man skal dog ikke forsøge selv at vurdere, om isen er tyk nok. Og indtil videre må man vente på, at ens egen kommune giver grønt lys, understreger Jesper Frandsen fra Københavns Politi.

- Selvom isen kan drage, er budskabet, at den stadig er for tynd. Man skal holde sig væk fra den, siger han.