Testkrav og ti dages isolation ved indrejse gælder fra søndag
Hvis ikke krav om test og isolation ved indrejse overholdes, kan det blive straffet med bøde på 3500 kroner.
Kravet om test og ti dages isolation ved indrejse i Danmark træder i kraft fra søndag.
Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse kort efter midnat natten til lørdag.
Det sker for at begrænse spredningen af nye og mere smitsomme varianter af coronavirus.
De nye varianter forventes at udgøre cirka 80 procent af smittetilfældene i Danmark i begyndelsen af marts, lyder det i pressemeddelelsen.
- Smitsomme udenlandske varianter stiller nye krav til den danske epidemikontrol.
- Det er derfor afgørende, at vi gør, hvad vi kan for at holde smitte - og særligt nye mutationer - ude af Danmark, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.
- Eksempler på personer, der har valgt at tage på ferie
De nye indrejsekrav gælder ved alle grænser, det vil sige både i lufthavne samt ved sø- og landegrænser.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) siger i pressemeddelelsen, at det er godt med nye krav som ekstra sikkerhed mod smittespredning.
- Vi må også konstatere, at der desværre har været eksempler på personer, der har valgt at rejse ud på ferierejser, uden tanke for at resten af samfundet kæmper for at holde smitten nede, siger Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen.
Tidligere i år stod det klart, at flere danskere tog afsted til ørkenstaten Dubai for at holde ferie på trods af myndighedernes anbefalinger om at blive hjemme. Der var tale om blandt andet en politiker samt flere influencere, og det blev efterfølgende kritiseret af blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S).
På daværende tidspunkt holdt både barer, restauranter og indkøbscentre i Dubai åbent - en helt anden verden end herhjemme, hvor samfundet har været lukket ned siden december.
Og nu skal feriehungrende danskere altså i isolation, så snart de sætter fødderne på dansk jord.
Bakket op af flere eksperter
Hvis ikke kravene overholdes, kan det blive straffet med en bøde på 3500 kroner. Reglerne gælder både danske statsborgere og udlændinge.
Men da forslaget blev fremsat i Folketinget, blev det ikke taget godt imod fra flere danskere, som TV 2 snakkede med i Københavns Lufthavn.
- Bøden i sig selv er jo, hvad det er, men isolationen ville betyde, at jeg ikke ville kunne passe mit arbejde i forbindelse med forretningsrejser. Vi skal jo testes i forvejen, og en negativ test burde være nok, lød det fra en rejsende, Mikkel Hansen.
Forslaget blev dog bakket op af flere eksperter, blandt andre Niels Strandberg Pedersen, der er læge og tidligere direktør i Statens Serum Institut.
Ifølge ham giver kravet om bøde og isolation god mening.
- Det er adfærdsregulerende. Vi giver jo også bøder i andre sammenhænge, og så opfører vi os ordentligt, når vi ved, at vi kan få en bøde. Men det er ikke nok med isolation. Test skal også være et krav, sagde han tidligere til TV 2.
Flyveforbud ophæves
Enkelte personer er undtaget reglerne. Det gælder blandt andet personer med fast bopæl i grænselandet og visse personer, der hyppigt krydser grænsen som led i deres arbejde.
Det er muligt at afkorte isolationen ved at vise en negativ test, der er taget tidligst på fjerdedagen efter tidspunktet for indrejse.
Samtidig ophører flyveforbuddet for direkte passagerfly fra De Forenede Arabiske Emirater, herunder Dubai, til Danmark søndag, så det igen er muligt at flyve direkte fra Emiraterne til Danmark. Forbuddet blev indført 23. januar.
De nye krav og regler gælder foreløbigt til 28. februar.