Coronavirus

Alle mink på de danske minkfarme er nu aflivet

To uger efter forbud trådte i kraft, er de sidste overlevende mink i Danmark nu aflivet, oplyser styrelse.

Alle mink på de danske minkfarme er nu aflivet. Det oplyser Flemming Kure Marker, som er veterinærchef i Fødevarestyrelsen, fredag.

- Aflivningen sluttede torsdag, og så har Fødevarestyrelsen fredag foretaget det endelige aflivningstilsyn.

- Det har været en lang proces, og der har været meget usikkerhed forbundet med det for minkavlerne. Så det er rart, at vi er nået til vejs ende, siger han.

Regeringen besluttede i november sidste år, at alle mink skulle aflives af frygt for en muteret coronavirus, som viste nedsat følsomhed over for antistoffer.

Det betød, at landets minkavlere igangsatte aflivning af mere end 15 millioner mink.

Det kom senere frem, at lovgrundlaget ikke var på plads.

En lov blev dog vedtaget kort før jul, og 15. januar trådte forbuddet mod minkhold i kraft.