Coronavirus

Tre coronavarianter bekymrer alverdens forskere

Det er stadig begrænset, hvad vi ved om varianterne, men foreløbige studier tegner dystre udsigter.

I Danmark har smittetallet ikke været lavere i halvanden måned. Antallet af indlagte falder, og det samme gør det daglige dødstal.

Men samfundet er stadig lukket ned, og det skyldes særligt én helt specifik variant af coronavirussen: Den britiske mutation med navnet B117. Den, som har domineret overskrifterne den seneste måned, og som politikere og eksperter nu har rettet deres bekymring mod.

I løbet af pandemien er utallige varianter dukket op. Nogle opdager man aldrig, mens andre registreres og forsvinder igen. Men så er der dem, som vokser sig store, og som nu betyder, at en ny bølge skyller ind over lande.

Den brasilianske bølge

Den brasilianske variant er sådan én. P1 hedder den, og den hærger lige nu den brasilianske storby Manaus i delstaten Amazonas.

I 2020 var byen igennem en voldsom første bølge, som efterfølgende har givet omkring 60 procent af indbyggerne antistoffer, forklarer professor i folkesundhed ved RUC Lone Simonsen.

- Manaus er det første eksempel, vi ser på en meget dødelig første bølge, og hvor immuniteten overhovedet ikke virker i den anden bølge. Her er 85 procent af de test, der bliver lavet, med den nye variant. Det hele går om igen, siger hun.

Overkommer måske immunforsvaret

Klaus Dalgaard bor i Brasilien, hvor han er professor i statskundskab på Minas Gerais Universitetet, og han fortæller, at det var slemt i december, men blev endnu værre i januar.

- Hospitalerne i Manaus er propfyldte. Det skyldes både den nye variant, men også at mange brasilianere ignorerede reglerne i julen og nytåret, siger Klaus Dalgaard.

Alverdens forskere ved stadig meget lidt om den brasilianske mutation, men man frygter, at den både er mere smitsom, og at den kan snyde menneskets immunforsvar.

- Det tyder på, at den har nogle mutationer, som overkommer det forsvar, vi har, siger Lone Simonsen.

Indtil nu er der ingen i Danmark, der er blevet testet positiv med den brasilianske variant.

Den sydafrikanske ulykke

Det er der til gengæld med den sydafrikanske. Den tredje mutation, der vækker bekymring hos forskerne. Tirsdag fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke, at en femte dansker er blevet testet positiv med B1351, som den sydafrikanske variant hedder.

TV 2s korrespondent i Afrika, Ole Vestergaard, fortæller, at man ryster på hovedet over situationen.

- Det er ulykkeligt, for Sydafrika var i forvejen et hårdt ramt land. De siger ”vi har været igennem så meget. Vi har haft så mange virusser. Vi har haft ebola. Vi har haft tuberkulose. Vi har haft mæslinger. Vi har haft det hele,” siger Ole Vestergaard.

Ingen beskyttelse

Lone Simonsen har læst et klinisk studie lavet af vaccineproducenten Novavax om blandt andet den sydafrikanske variant. Heri har hun udledt to nyheder. Hun lægger ud med den ene.

- De, som havde antistoffer, havde ingen beskyttelse mod den sydafrikanske variant, fortæller hun.

Og så den anden:

- Vaccinen er 90 procent effektiv mod den britiske variant, og den er 50-60 procent effektiv mod den sydafrikanske variant. Så man må formode, at både den sydafrikanske og den brasilianske variant kan volde vaccinerne problemer.

Et studie, som flere internationale medier har citeret, viser, at 80 procent af de positive test i landet var med den nye variant.

Den britiske vil dominere i Danmark

Så voldsom er udviklingen endnu ikke for den britiske variant i Danmark, men den er i stigning. Ifølge Statens Serum Institut er der nu fundet 1116 tilfælde af varianten i Danmark, og andelen af positive prøver med den udgjorde i sidste uge 16,5 procent.

I uge to var det tal 7,4 procent. I uge tre 13,3.

Magnus Heunicke skrev tirsdag på Twitter, at man forventer, at B117 vil udgøre 80 procent af tilfældene i Danmark i starten af marts.