GO'

Gravid følte sig presset til at spise pille - over 1000 jordemødre skriver under på kritik

På under et døgn har cirka hver tredje jordemoder i Danmark skrevet under på et brev om "uanstændige arbejdsvilkår" på fødselsgangene.

"Hvis du var min søster, ville jeg tvinge dig”.

Sådan husker 34-årige Karen Trier Dann-Clausen, jordemoderens ord, da hun præsenterede hende for den angusta-pille, lægen havde anbefalet, hun spiste.

Og når hun tænker tilbage på sin søns fødsel, gik den slet ikke, som hun havde forestillet sig.

I stedet for den fødsel, som hun havde glædet sig til, endte hun med at føle sig presset og manipuleret til at føde to uger før termin.

Hendes søn risikerede at dø, hvis hun ikke gjorde, hvad lægen og jordemoderen anbefalede hende, sagde de.

Derfor spiste hun den, angusta-pillen. Den skulle sætte gang i fødslen, selvom Karen Trier Dann-Clausen slet ikke følte sig klar. Men hun følte ikke, at hun havde andre valg, fortæller hun i 'Go' aften LIVE'.

- Under min graviditet blev jeg ikke lyttet til. Jeg følte, jeg blev manipuleret til at blive sat i gang, siger Karen Trier Dann-Clausen.

Derfra rullede lavinen, lyder det.

Det er jo uanstændigt. Det er jo Danmark og ikke en bananrepublik

Stine Roswall, jordemoder

Over 1000 jordemødre har skrevet under

Desværre er historier som Karen Trier Dann-Clausens ikke unik.

Sådan lyder det fra jordemoder Stine Roswall.

Blandt andet derfor har hun og flere end 1000 jordemødre skrevet under på et åbent brev stilet til regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), hvor de kalder arbejdsforholdene på offentlige fødesteder i Region Hovedstaden så uanstændige, at det går ud over personalet og de fødende.

Det gør stort indtryk, når en tredjedel af landets jordemødre skriver under

Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand

Dagligt er personalet nødt til spørge hinanden, hvem der kan undvære en jordemoder, fordi der mangler hænder, lyder det fra Stine Roswall.

- Det er ikke et anstændigt spørgsmål, vi skal stille os selv. Ikke for kvinderne og ikke for jordemødrene, siger hun.

Ifølge Stine Roswall er der ikke tale om en spidsbelastning, men om en hverdagsbelastning på de danske fødegange, hvor personalet ikke har tid nok til alle de fødende kvinder, og hvor manglende hænder og overarbejde er et grundvilkår.

- Det er jo uanstændigt. Det er jo Danmark og ikke en bananrepublik. Man skal da ikke mødes med: "Hvis du var min søster, ville jeg tvinge dig" eller et fagpersonale, der ikke har haft tid til at læse ens journal, siger hun.

"Det er desværre en ond cirkel"

- Det gør stort indtryk, når en tredjedel af landets jordemødre skriver under på dit indlæg.

Sådan lyder det i et skriftligt svar på kritikken fra regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen til 'Go' aften LIVE'.

Hun mener, at de mange underskrifter vidner om, at det er en problemstilling flere steder i landet, og at der er blevet skåret for hårdt i sundhedsvæsnet på nogle områder.

I et indlæg i nyhedsmediet Sundhedsmonitor erkender regionsrådsformanden, at arbejdsforholdene på nogle fødeafdelingerne ikke er gode nok. Det skyldes blandt andet, at der mangler jordemødre på afdelingerne, lyder det.

- Det er desværre en ond cirkel: Når stillinger ikke besættes, får andre mere travlt – og så bliver arbejdsmiljøet dårligere. Det er ikke en undskyldning – men en barsk realitet, skriver Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg var ikke klar. Jeg ville gerne have mere betænkningstid

Karen Trier Dann-Clausen

Da hun spiste pillen, begyndte lavinen

For Karen Trier Dann-Clausen var pillen, hun slugte, kun begyndelsen.

Hun er type 1 diabetiker og var blevet tilbudt en enkelt overnatning på hospitalet to uger inden termin, da hun oplevede, at hendes behov for insulin faldt en dag.

Men selvom en scanning viste, at alt var fint, og hendes tilstand var forbigående, oplevede Karen Trier Dann-Clausen et sundhedspersonale, der pressede på for, at fødslen skulle sættes i gang.

To døgn efter, hun havde indtaget pillen, var der stadig ikke sket noget.

Derfor spurgte hun, om hun kunne afbryde igangsættelsen og tage hjem i trygge rammer, men her lød svaret fra en ny jordemoder, at hun kunne få taget vandet, fortæller Karen Trier Dann-Clausen:

- Men jeg var ikke klar. Jeg ville gerne have mere betænkningstid, men hun sagde, at hvis hun tog vandet nu, så kunne hun garantere en fødestue. Det ville hun ikke kunne, hvis jeg ventede eller tog hjem.

Karen Trier Dann-Clausen følte sig igen presset. Så hun fik taget vandet, og 30 timer senere fik hun et akut kejsersnit.

Fejrer sønnens fødselsdag

I dag, næsten et år efter, at hendes søn kom til verden, sidder Karen Trier Dann-Clausen med en følelse af, at hun blev udsat for følelsesmæssig manipulation.

Sætningerne: "Jeg kan ikke garantere din søn overlever", "hvis du var min søster, ville jeg tvinge dig" og "det er ikke sikkert, du kan få en fødestue, hvis du venter", gjorde hende bange og usikker, og hun savnede at få gennemgået fordele, risici og bivirkninger ved at sætte fødslen i gang.

Hun tvivler ikke på, at sundhedspersonalet kun sagde de ting, de sagde, for at sikre det bedste udfald.

Men de glemte at se hende som et menneske, og de glemte at lytte og inddrage hende, mener Karen Trier Dann-Clausen.

I hendes øjne havde personalet havde for travlt, og forløbet var kaotisk - også efter fødslen.

- Min søn har fødselsdag om ti dage, og jeg ville gerne tænke på det som en festdag, men det, der ledte op til fødslen, gør det til en dag, der er svær. Jeg følte mig magtesløs, siger hun.

Se hele indslaget i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY