Lippert

Brostrøms forgænger kritiserer enøjet syn på corona: Det er hele tiden værst tænkelige scenarie gange to

De unge lider og de ældre er blevet bange. Ifølge tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen har vi handlet efter værst tænkelige scenarie - gange to.

Færre patienter er kommet i kræftforløb under coronapandemien. Det samme gælder hjertepatienter.

40 procent af de unge føler sig ensomme under nedluknignen. De kæmper med depression, angst og spiseforstyrrelser i en grad, som de ikke gjorde før coronaens indtog.

Det viser flere rapporter og undersøgelser.

Det får nu Sundhedsstyrelsens tidligere direktør, Else Smith, til at konkludere, at vi har overset de skadelige konsekvenser, nedlukningerne har for danskernes trivsel.

- Jeg synes, vi er blevet for enøjede, siger hun i talkshowet 'Lippert' på TV 2 NEWS.

Børn og unge er ladt i stikken

- Vi har ikke taget hele spektret med. Vi har jo hørt meget om, hvad corona har kostet os økonomisk, men tænk på det åg, vi har lagt ned over vores børn og unge. Og så er der også mange ældre, der er angste, siger Else Smith.

- Den franske præsident har sagt, at han holder igen med nedlukningen i Frankrig på grund af selvmordsraten og mistrivsel. Har vi for dårligt blik for det i Danmark?

- Ja, det synes jeg simpelthen, vi har. De sidste 10-15 år har vi set en vækst i mistrivsel blandt unge med selvskade, spiseforstyrrelser, angst og depression i forskellige grader, fordi mange ting er blevet presset og de er underlagt et perfektionistisk forventningspres. Og så sidder de nu hjemme bag skærme, som ikke er det sundeste.

Social kontakt skal prioriteres

Det er nedlukningen af skoler, ungdomsuddannelser, fritidstilbud og alle de andre sociale kontaktflader, der har fået danskerne - og især de unge til at mistrives. I stedet for at være sammen med deres venner sidder teenagerne nu hjemme med deres forældre.

Hvis Else Smith stadig sad i sin stol i Sundhedsstyrelsen, ville det område derfor være topprioritet.

- Så ville jeg meget hurtigt skabe nogle sociale kontakter mellem de unge. Når man er teenager, er det der, livet leves. Der hvor håbet er lysegrønt og man skal erobre verden. Det er en meget vigtig tid, hvor man udvikler sig. Altså man slæber så meget med videre fra den periode, hvor man bliver til som mennesker - og lige nu bliver de til med skærme, corona og angst.

- Men hvad skal vi gøre for dem?

- Vi bliver nødt til at skabe nogle lukkede rum. Jeg tænker, at man kan skabe nogle rum på for eksempel højskoler og efterskoler, hvor man kan lade sig teste, inden man kommer, og så skal man blive på skolen og være der. De unge har jo netop valgt at komme på højskole og efterskole for at opleve noget og være sammen med andre. Vi kan godt lave det coronasikkert og bruge nogle ressourcer på det, mener Else Smith.

Det værst tænkelige scenarie

Regeringen og sundhedsmyndighederne har lige nu lukket landet ned for at redde liv ved at holde smitten under kontrol. Smittetallene er i skrivende stund 425 nysmittede det seneste døgn. Et tal, der er langt lavere end det, vi så i efteråret, hvor store dele af samfundet var åbent.

Begrundelsen for at landet stadig er lukket ned, handler i stort omfang om truslen fra den britiske coronavariant. Den britiske variant har aktuelt et kontakttal på 1,1 - hvilket er lavere, end det samlede kontakttal i Danmark i efteråret, påpeger Else Smith.

- Når man arbejder med noget, man ikke kender til, så er der det værst tænkelige scenarie, det mest sandsynlige scenarie og det mindst risikable. Vi opererer hele tiden med værst tænkelige scenarier - og helst ganget med sig selv. Og det er jo en politisk beslutning, siger Else Smith.

Og det har altså konsekvenser. Alvorlige konsekvenser.

- Coronaen er det eneste, vi går op i. Det er som om, at vi tror, at alt andet i livet er gået i stå, siger Else Smitt, tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen.

Hele Lippert-programmet med Else Smith kan ses på TV 2 PLAY.