Coronavirus

Nyt tilfælde af sydafrikansk coronavariant i Danmark

Der er nu registreret samlet fem tilfælde af coronavirus med den sydafrikanske variant, B.1.351.

Der er fundet endnu et tilfælde af coronavarianten B.1.351, der udspringer fra Sydafrika.

Det er femte tilfælde i Danmark. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Den smittede har været i udlandet. Den smittede og de nære kontakter er i isolation.

Mere smitsom end almindelig corona

Den sydafrikanske coronavariant er ligesom den britiske - B117 - mere smitsom end de gængse coronavarianter.

De sydafrikanske myndigheder oplyste første gang om varianten 18. december, men den er fundet i prøver helt tilbage fra oktober.

Foreløbige analyser tyder på, at smittede med varianten har en større mængde virus i sig.

Der har blandt nogle eksperter været rejst en bekymring for, at vacciner ikke vil virke lige så effektivt over for den sydafrikanske variant som de gængse varianter.