Coronavirus

Folketinget vedtager hastelov med krav om test og isolation for indrejsende

Fremover bliver det et krav, at man ved indrejse til Danmark skal gå i isolation i op til ti dage.

Et bredt flertal i Folketinget har tirsdag vedtaget en hastelov, der stiller krav til personer, der rejser ind i Danmark.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Den nye lov forventes ifølge ministeriet at komme til at betyde, at personer, der rejser ind i Danmark efter at have været i udlandet, skal lade sig coronateste og gå i isolation i ti dage.

Isolationen kan afkortes, hvis man fremvise en negativ PCR-test, der er foretaget tidligst på fjerdedagen efter indrejse.

Afgørende i forhold til genåbning

Sundhedsministeren ser de nye muligheder for afgørende i Danmarks kamp mod coronavirus.

Og specielt kampen mod de nye varianter fra for eksempel Storbritannien, Sydafrika og Brasilien.

- Derfor er det afgørende, at vi i videst muligt omfang forhindrer, at de bringes ind i landet, siger Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.

- Det kan være helt afgørende for, hvilket forår vi ser ind i og muligheden for genåbning af samfundet.

Undtagelser fra de nye krav

Der er dog personer, som kan blive undtaget fra den nye lovgivning.

Det gælder blandt andet personer, der bor i grænselandet, samt visse personer, der hyppigt krydser grænsen som led i deres arbejde.

Udlændinge, der rejser ind i Danmark for at arbejde, levere varer eller tjenesteydelser eller har et andet anerkendelsesværdigt formål, bliver også undtaget.

Der bliver også lavet særligt lempelige regler i forbindelse med rejser gennem Sverige til og fra Bornholm.

Flyvestop fra Dubai forlænges

Samtidig forlænger Transportminister det midlertidige stop for alle flyvninger fra Dubai, indtil de nye regler om isolation og testkrav træder i kraft.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi kan konstatere, at Dubai selv oplever en stigende smitte og nu lukker ned for en del af nattelivet, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen.

- Derfor mener jeg ikke, at vi kan tage nogen chancer og åbne op for fly fra Dubai, før vi med den nye lov kan kræve en test og selvisolation, når man kommer til Danmark.

Flyveforbuddet blev indført fra 23. januar og gælder alle fly fra De Forende Arabiske Emirater herunder fly i transit.

Den vedtagene hastelov giver desuden mulighed for at lave regler, der giver Styrelsen for Patientsikkerhed bedre adgang til oplysninger om passagerer indrejst med fly.

Loven bliver konkretiseret senere på ugen.