Coronavirus

Første barn registreret død med coronavirus i Danmark

Men danske forældre kan stadig sende deres børn i skole med ro i maven, siger overlæge.

For første gang er et barn registreret død med coronavirus i Danmark.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut.

Det drejer sig om et barn mellem 0 og 9 år, der i forvejen havde alvorlige problemer med helbredet. Det bekræfter SSI over for TV 2.

Der er endnu ingen børn og unge i alderen 10-19 år og 20-29 år, der er døde i Danmark.

Ekstremt sjældent, at børn dør

Registreringen af dødsfaldet kommer dagen efter, at regeringen annoncerede, at de små klasser skal tilbage i skole.

Fra 8. februar skal 0. til 4. klasse skal tilbage på skolebænken.

Men danske småbørnsforældre skal ikke lade sig afskrække af det seneste dødsfald. Det siger Klaus Birkelund Johansen, der er overlæge på Børn og Unge Klinik på Aarhus Universitetshospital, til TV 2.

De kan med ro i maven sende deres børn i skole, for der er et "ekstremt lille antal" børn på verdensplan, der er døde med coronavirus i kroppen.

- Alle børn, der er døde med coronavirus i verden, var i forvejen alvorligt syge, siger han.

- Men selv blandt de alvorligt syge børn, er det meget, meget sjældent, at de dør.

"Forsigtig genåbning"

Beslutningen om at genåbne skolen for de yngste elever er taget på baggrund af nye beregninger fra Statens Serum Institut, der har set nærmere på de sundhedsmæssige konsekvenser ved at lade de mindste elever komme tilbage igen.

Den "forsigtige genåbning", som sundhedsministeren Magnus Heunicke (S) kalder det, sker i en tid, hvor smittetallene er forholdsvis lave, men hvor andelen af smittede med den britiske coronamutation, der er mere smitsom, samtidig vokser.

Nyheden, om at de yngste elever kan vende tilbage til skolen fra uge 6, kom efter, at både eksperter, skoleledere og flere partier på Christiansborg har presset på for en genåbning for de mindste klasser.

Argumentet har været, at det med de forholdsvis lave smittetal, vi ser i øjeblikket, må være muligt at få de små tilbage i skolen.

Det vil gøre livet langt lettere for forældre, der i dag har svært ved at arbejde hjemmefra, fordi de skal passe børn.

Flest dødsfald blandt de ældre

I Danmark er 199.357 blevet konstateret smittet, mens 2160 er døde med coronavirus.

Størstedelen af de danske dødsfald er sket blandt danskere, der var over 70 år gamle.

Af de afdøde danskere var kun ti af dem under 50 år gamle. Udover dødsfaldet i aldersgruppen 0-9 år, er der fem dødsfald i aldersgruppen 30-39 år og fire dødsfald i aldersgruppen 40-49 år.

De seneste dage er der sket et fald i antallet af personer, der er registreret smittet med coronavirus.

Det seneste døgn er 397 konstateret smittet, og tallet er dermed faldet støt siden 25. januar