Coronavirus

488 nye smittede med coronavirus det seneste døgn

Den britiske coronamutation - B117 - er i vækst herhjemme og udgør stadig et usikkerhedsmoment ifølge professor og overlæge Henrik Nielsen.

Det seneste døgn er 488 personer registreret smittet med coronavirus. Samtidigt har 20 personer mistet livet med coronavirus.

Det oplyser Statens Serum Institut.

Antallet af indlæggelser stiger samtidig med 17 personer til 546. 94 af dem er indlagt på intensivafdelinger, og blandt dem er 71 lagt i respirator.

De positive prøver er fundet blandt 112.840 test. Det giver en positivprocent 0,43.

Til sammenligning var positivprocenten i søndagens opdatering 0,30. Det var den laveste positivprocent siden 31. august sidste år.

Aflastning af sundhedspersonale

Henrik Nielsen, der er professor og overlæge ved Aalborg Universitetshospital, siger til Ritzau, at tallene passer ind i den udvikling af coronavirussen, som der er set herhjemme de seneste uger.

- De her tal afspejler, at der er lav smitte i samfundet. Det er sværere at blive smittet, fordi vi ser færre, siger professoren.

Den mindskede smitte herhjemme betyder, at der vil kunne komme mere ro i det danske sundhedsvæsen de kommende uger, vurderer Henrik Nielsen.

- På den korte bane betyder det, at der kommer en tiltrængt lille aflastning af det personale, der har arbejdet ekstra for overhovedet at klare den voldsomme covid-19-belastning omkring jul og nytår, siger han.

B117 i vækst

Den britiske virusvariant B117 får i stigende grad fast i befolkningen, og i uge 3 udgjorde den mere end 13 procent af de sekventerede prøver.

Ugen før var det 7,3 procent - og ugen før kun 4 procent.

Professor Henrik Nielsen mener, at den britiske variant stadig udgør en usikkerhed.

Statens Serum Institut er endnu ikke færdig med at sekventere prøverne fra uge fire. Til gengæld er til og med søndag forsat kun fundet fire tilfælde af den sydafrikanske variant, og alle fire smittede har haft relation til en udlandsrejse.

Fremskridt i vaccinationsprogrammet

Af de seneste tal fra SSI fremgår det, at 187.975 personer har påbegyndt vaccination. Det vil sige, at de har fået det første af de to stik, der skal til for at få den mest effektive vaccinationseffekt.

De 187.975 borgere svarer til 3,22 procent af den danske befolkning.

82.051 borgere har allerede fået begge vaccinationsstik, og de er dermed færdigvaccinerede. Det svarer til 1,41 procent af befolkningen.