Coronavirus

- Det er dem, der render rundt med mundble, der er konspirationsteoretikere i min verden

Politiet foretog blot én anholdelse, da 'Men in Black'-demonstrationen lørdag indtog Aarhus i kampen mod coronarestriktioner.

Vidste man ikke bedre, kunne de ligne en flok fodboldfans på vej til pokalfinale i Parken. Med bred front sang de slagsange og vandrede sortklædt gennem Aarhus' gader.

Men i udkanten af demonstrationens front brød en lille gruppe den sorte linje - klædt i camouflage fra top til tå.

Én af de camouflage-klædte var Brian Bjørnsøn. Han er veteran og var mødt frem for at vise sin modstand. Ikke bare mod coronarestriktioner, men mod politikerne generelt.

Her ses en af de tidligere veteraner, som var mødt op til lørdagens demonstration klædt i camouflage-farver.

- Jeg har været aktivist i mange år, og jeg har gået og ventet på, at folket kom på gaden – for jeg mener ikke, at vi har det smukke demokrati, som vi bryster os af at have i Danmark.

Brian Bjørnsøn stoler ikke på politikerne. Selv var han udsendt til Afghanistan ad to omgange i årene 2006-2008.

Det er dem, der render rundt med mundble, der er konspirationsteoretikere i min verden

Brian Bjørnsøn, demonstrant

Han mener, at han blev sendt i krig af Danmark på baggrund af, hvad han ser som en løgn om, at Osama Bin-Laden skulle stå bag terrorangrebet på World Trade Center i 2001.

- Efter jeg fandt ud af, hvorfor jeg var sendt afsted til Afghanistan, så stoppede festen. Og lige siden coronakrisen startede, er det kun blevet værre i forhold til tillid.

Han vil ikke kalde sig selv konspirationsteoretiker.

- Det er dem, der render rundt med mundble, der er konspirationsteoretikere i min verden.

Demonstrationens fortrop bestod af mange unge maskerede mænd klædt i sort.

Faktisk er han ikke alene om at tvivle på, at 11. september skulle være et terrorangreb. De fleste af de demonstranter, TV 2 talte med, køber ikke den officielle forklaring på, hvordan de to tårne - og navnlig ”bygning 7” - styrtede sammen.

De stoler ikke på de etablerede medier. I stedet finder de deres informationer i internettets mere ukendte afkroge. Man bør selv ”undersøge” tingenes tilstand, lød det fra mange, TV 2 talte med.

Et alternativt medielandskab

Mens de foregående ’Men in Black’-demonstrationer er endt i voldelige optrin og flere anholdelser, forløb lørdagens protester relativt fredeligt på trods af kanonslag fra tid til anden.

Demonstrationen startede 18.30 ved Aarhus Rådhus, fortsatte en lang tur gennem byen, forbi Dokk1 ved havnen og sluttede i Mølleparken 21.30. Én person blev anholdt i løbet af turen.

Forrest gik de sortklædte, primært maskerede unge mænd. De ville ikke så gerne tale med medierne. Men bevægede man sig længere ned gennem menneskemængden blev beklædningen mere spraglet og villigheden højere til at tale med en journalist.

Efterhånden som jeg kom ind i det alternative medie-miljø, tror jeg, at jeg kom til at stole mindre og mindre på de etablerede medier

Karsten Holt Larsen, demonstrant

Flere henviste til andre, når TV 2 forsøgte at få dem i tale.

Hvorfor er du mødt op i dag?

- Det er min ven bedre til at svare på, lød et af demonstranternes svar.

Nogle demonstranter var ankommet fra jyske byer som Horsens og Vejle. Flere var kommet helt fra Sjælland med bus.

Ord som ”epidemilov”, ”tvangsvaccination”, ”frihed”, ”WHO”, ”Bill Gates” og ”World Economic Forum” gik igen blandt optogets deltagere, når TV 2 spurgte ind til deres motivation for at deltage i demonstrationen.

Disse flyers blev delt ud til mange af demonstrationens deltagere.

En flyer blev delt ud ved demonstrationens start: ”Der er slet ikke nogen pandemi. Der er ikke engang nogen virus. Det er et kommunistisk kupforsøg baseret på medicinsk diktatur”, stod der.

Nedenunder var forslag til videoer, artikler og hjemmesider, man kunne fordybe sig i, hvis man ville "informere sig selv". Alle henvisningerne var ukendte for undertegnede.

Manden bag flyeren hedder Karsten Holt Larsen. Han er politisk aktiv og stillede i 2017 op til kommunalvalget i Vejle for lokallisten 'Danmark Først'.

Han mener, at der er noget helt galt med mediernes og politikernes fremstilling af coronapandemien. Han bruger meget tid på at søge information på andre medier end de etablerede.

- Mange amerikanske journalister bliver uddannet af CIA eller militæret. Jeg skal ikke sige, hvordan det foregår herhjemme.

Tænker du, at jeg som TV 2-journalist er indsat af CIA?

- Man ved sgu aldrig, sagde han og grinte.

Da coronavirussen var i sin spæde opstart, troede Karsten Holt Larsen faktisk på, at virussen fandtes. Det havde han læst i de alternative medier, han følger med i.

- Men så siger Mette Frederiksen pludselig, at vi er nødt til at stoppe den her virus. Og så skifter de etablerede og alternative medier position, og det satte mig noget i alarmberedskab.

Hvorfor stoler du ikke på de etablerede medier?

- Efterhånden som jeg kom ind i det alternative medie-miljø, tror jeg, at jeg kom til at stole mindre og mindre på de etablerede medier.

Karsten Holt Larsen er politisk aktiv og stillede i 2017 op til kommunalvalget i Vejle for lokallisten 'Danmark Først'.

Men hvad tænker han egentlig om, at der har været målt "ekstrem overdødelighed" i lande som Spanien, Italien og Frankrig?

- Jeg tror, de fusker med de tal dér. De trækker nogle tal ud fra virusser, influenza og forkølelser og siger, at det er dét, folk er døde af.

Det har han læst på flere alternative medier, fortalte han. Det er ikke lykkedes TV 2 at finde frem til nogen kilder, der beviser denne påstand.

Skolebørnene skal have lov at lege

Mistroen til om coronavirussen overhovedet findes, stod Karsten Holt Larsen dog relativ alene med. Langt de fleste demonstranter, TV 2 talte med, anerkender, at vi står i en pandemi.

Det er også den officielle holdning for arrangørerne bag demonstrationen.

Men de mener ikke, at restriktionerne på nogen måde står mål med alle de negative konsekvenser en nedlukning har.

Der er så mange problemer - for eksempel med vold i familien.

Johan Nielsen Englyst, demonstrant

Dén holdning deler 20-årige Johan Nielsen-Englyst langt hen ad vejen. Han var mødt alene op til demonstrationen - iført bøllehat og et af aftenens absolut eneste mundbind.

- Jeg er meget skuffet over Danmark, jeg er meget skuffet over vores regering.

- Det gør mere ondt på samfundet, at tingene er lukket ned. Skolebørnene for eksempel: De har brug for at være sammen med andre på deres alder, lege, have det sjovt. Der er så mange problemer - for eksempel med vold i familien. Jeg har så ondt af de familier, det er helt vildt.

Men hvis du kigger ud i Europa, er Danmark et af de lande, der har klaret sig allerbedst, når det kommer til overdødelighed eksempelvis - synes du ikke, at det er godt?

- Selvfølgelig er det godt, at folk ikke dør. Men vi skal stadig huske, at de folk, der dør - og det lyder hårdt at sige - ville dø inden for rigtig kort tid alligevel.

Johan Nielsen-Englyst fortæller, hvorfor han som nærmest ene mand bærer mundbind ved demonstrationen.

- Jeg har folk i min familie, som arbejder inden for sundhedssektoren. Og jeg ønsker ikke, at der lægges mere pres på sundhedssektoren, end der er i forvejen. Derfor tager jeg det forbehold i aften.

Mens TV 2 talte med Johan Nielsen-Englyst, drejede demonstrationen ned mod sine sidste kilometer.

Tager afstand fra dukkeafbrænding

Ved den seneste demonstration i København var det i den sidste del af protesterne, at en dukke af Mette Frederiksen med teksten "Hun må og skal aflives" blev brændt af.

Langt størstedelen af demonstranterne, TV 2 talte med, tog klar afstand fra afbrændingen. Enkelte tog lidt lettere på det.

Politiet fulgte demonstrationen i bløde hatte - TV 2s fik i løbet af aftenen ikke øje på nogen kampklædte betjente nær demonstranterne.

Lørdagens ene anholdelse skete på grund af forsøg på vold mod tjenestemand, oplyste Østjyllands Politi lørdag. Inden demonstrationen gik i gang, blev der også rejst en sigtelse for at fornærme politiet.

Politiet havde derudover syv unge personer til en "opdragende samtale". De fik dog lov at fortsætte i demonstrationen efterfølgende.