Coronavirus

Daginstitution må stoppe lyntests af personalet: - Vi bliver negligeret

Borgmesteren i Greve er ikke tilfreds med regeringens nye strategi for lyntests, og de ældres organisation mener, den er kommet alt for sent.

På den integreret daginstitution Holmebo i Greve syd for København var der torsdag glæde blandt personalet. De 160 ansatte blev for første gang lyntestet, da de mødte på arbejde.

Men det bliver også sidste gang i et stykke tid, det sker, efter at regeringen fredag offentliggjorde sin nye strategi for brug af lyntests i kommunerne.

Den betyder, at det i de kommende 14 dage vil blive prioriteret højest at få testet personale på plejecentre.

- Vi fik det at vide på en mail i dag. Og reaktionen var da sådan en følelse af 'øv' og af at blive negligeret igen, siger Susanne Bournonwille, der er pædagogisk leder på Holmebo.

Men hun erkender, at det også er vigtigt, at personalet på plejecentrene bliver testet.

- Jeg kan være ærgerlig over, at vores område er prioriteret lavere, men vi kæmper jo om de samme ting, og der er kun de ressourcer, der er, siger Susanne Bournonwille.

Borgmester: Regeringen lever ikke op til løfte

Men Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve, er langt fra imponeret over regeringens nye strategi for lyntests.

- Jeg ønsker jo, at alle vores medarbejdere bliver testet. Men det, der er ærgerligt, er, at ministeren lovede, at pædagogerne nu stod for tur til at blive testet regelmæssigt. Og det kan regeringen ikke leve op til, siger Pernille Beckmann til TV 2.

Nu tør hun ikke sige, hvornår de 160 ansatte på Holmebo igen kan blive lyntestet, inden de møder på arbejde.

- Jeg ville ønske, jeg kunne sige, hvornår vi kan teste dem igen. Men det kan vi i hvert fald ikke de næste 14 dage, siger Pernille Beckmann.

Hun har også en direkte opfordring til justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Når ministeren lover, at nu kan kommunerne teste, og det så viser sig, at det kan de ikke alligevel, så synes jeg ministeren må sørge for, der skaffes testkapacitet nok, siger Pernille Beckmann.

Hækkerup: Vi kan ikke nå ud til alle

Justitsminister Nick Hækkerup (S) forsvarer regeringens teststrategi.

- Når vi siger plejecentrene først, så er det fordi, at der er nogle beboere, som kan risikere at dø, hvis de bliver smittet. Kommunerne er en kæmpestor organisation, så vi vil ikke kunne nå ud til alle botilbud og daginstitutioner, og derfor er vi nødt til at prioritere, siger Nick Hækkerup.

Ældre Sagen: For sent

Men heller ikke hos de ældres organisation er man synderligt imponeret over regeringens nye teststrategi, selvom lyntests af personale på plejecentre prioriteres højest.

- Det var på tide. Vi har bedt om, at personalet blev testet siden april sidste år, og først nu træder myndighederne i karakter. Jeg synes, det er for sent, siger Bjarne Hastrup, administrerende direktør i Ældre Sagen.

Nick Hækkerup erkender, der tidligere er blevet lyntestet for lidt.

- Lyntestene blev brugt for lidt i starten af året – og så havde vi en samtale med kommunerne om at bruge dem noget mere. Og nu kan vi se, at det bliver brugt rigtig meget. Faktisk i et omfang, hvor det er relevant at sige: okay, så lad os finde ud af hvor det er vigtigst at få dem brugt, siger Nick Hækkerup.