Trods problemer med levering kan danskere fortsat regne med vaccination inden sommer
AstraZeneca har store udfordringer med at levere deres vacciner. Denne udfordring er ikke regnet med i Sundhedsstyrelsens prognose.
Sundhedsstyrelsen forventer fortsat, at der er tilbudt vaccination til alle i Danmark, der er godkendte vacciner til, ved udgangen af juni.
Det er selv om BioNTech-Pfizer vil levere færre vacciner end aftalt.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.
I prognoserne er der taget højde for mindre udsving, men myndigheden understreger, at der netop er tale om prognoser, og at de dermed er behæftet med usikkerhed.
Det drejer sig især om usikkerhed vedrørende størrelsen på kommende leverancer.
Manglende leverancer giver forsinkelser
Meldingen om færre doser end aftalt fra BioNTech-Pfizer, er dog ikke uden konsekvenser.
Det senest vaccinerede sygehuspersonale får udskudt deres revaccination et par uger.
Den anden vaccine kan gives op til 42. dag efter første stik, og det garanterer Sundhedsstyrelsen fortsat lader sig gøre.
AstraZenecas problemer er ikke med i prognose
Der har den seneste tid været spekuleret i, at et tredje firma, AstraZeneca, ikke kan levere den lovede mængde vacciner til EU's medlemslande - herunder de 3,9 millioner Danmark har lagt billet ind på.
AstraZeneca meddelte EU fredag, at der er udfordringer i produktionen, som gør, der vil blive leveret færre vacciner mod covid-19 end planlagt.
I pressemeddelelsen forholder Sundhedsstyrelsen sig ikke til en eventuel mangel i leverancer fra AstraZeneca.
I stedet skriver styrelsen, at de danske sundhedsmyndigheder fortsat forventer, at de kan tilbyde denne vaccine fra uge 6.
EU er åbenlyst utilfredse med producent
Tonen var noget mere pessimistisk, da EU-Kommissionen onsdag mødtes med AstraZeneca.
Her mente EU, at vaccineproducenten misligholder sin kontrakt om levering af coronavacciner til EU.
- Vi beklager den fortsatte uklarhed om leveringsplanen, skriver EU’s sundhedskommissær Stella Kyriakides i et tweet efter mødet.
EU har anklaget AstraZeneca for at svigte sine forpligtelser, og dermed bringe EU-landenes vaccineprogrammer i store vanskeligheder.
Ved mødet forsvarede AstraZeneca sig med, at man aldrig har forpligtet sig til at levere et bestemt antal vaccinedoser.
Selskabets øverste chef, Pascal Soriot, sagde tirsdag, at man i kontrakten blot har forpligtet sig til at ”gøre sit bedste” for at nå målet.
- Kontrakten med Storbritannien blev underskrevet først, og derfor siger Storbritannien naturligvis, at ”I skal levere til os først”. Det er fair nok, sagde Pascal Soriot tirsdag.
Det betyder, at mens AstraZeneca forventer at kunne opfylde sin aftale med Storbritannien, kan selskabet i årets første kvartal kun levere 25 procent af de lovede vaccinationsdoser til EU.
De principper for fordelingen afviste EU til gengæld fuldstændigt.
- Vi afviser logikken om ”først til mølle, først leveret”. Det kan gælde i en slagterbutik, men ikke i kontrakter, og slet ikke i en avanceret leveringsaftale som denne, sagde EU’s sundhedskommissær Stella Kyriakides.
EU har skrevet kontrakt med AstraZeneca om levering af op mod 400 millioner vaccinedoser