Fortsætter Danmark med at vaccinere i denne uges tempo, vil vi opnå flokimmunitet i 2025
Bulgarien vil i det nuværende tempo nå flokimmunitet i august 2040.
Ambitionen fra EU er klar:
70 procent af alle voksne i EU skal være vaccineret ved slutningen af sommeren 2021.
Lykkes dette, vurderer forskere, at vi opnår flokimmunitet, der vil få corona-epidemien til at brænde ud.
Målet er imidlertid langt fra at blive indfriet, hvis EU-landene ikke sætter fart på vaccinationerne.
Faktisk skal medlemslandene tilsammen vaccinere med femdobbelt hastighed, skriver mediet Politico, der baserer sin udregning på antal uddelte vacciner den sidste uge.
Det går langsomt, men...
Tabellen understreger den problematiske situation, Europa lige nu befinder sig i, mener Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed på Københavns Universitet.
- Vi kan ikke fortsætte med den her hastighed, det er klart, siger han.
Han mener dog også, at man skal tage tabellen med ”mere end et gran salt”. For lige nu er der to ting, som alle EU-lande kæmper med: Forudsigelighed og størrelserne på vaccineleverancerne.
Efterhånden som tiden går, vil de to parametre forhåbentlig jævne sig ud, og derefter vurderer Flemming Konradsen, at Danmark vil trække fra og relativt smertefrit kunne skrue op for vaccinationstempoet.
Det skyldes, at vi både har styr på infrastrukturen, har e-boks og cpr-numre, men også at de, der skal vaccineres, hen ad vejen vil blive mindre sårbare. Så kan processen speedes op.
- Det går langsommere nu, fordi folk er sårbare, men vi andre kan jo møde op på et stadion og stå på række og få stikket - og så går det hurtigt, siger Flemming Konradsen.
Flokimmunitet i august 2025
Sætter EU-landene ikke tempoet op, vil der først være flokimmunitet i marts 2024.
Danmark hænger endda ekstra i bremsen: Målt på den seneste uges vacciner vil vi blot have vaccineret 12 procent af befolkningen ved udgangen af september.
Den ønskede 70 procent flokimmunitet vil Danmark først nå i august 2025.
Et vigtigt forbehold er dog, at Danmark totalt set - og ikke hvis man kun kigger på den seneste uge - ligger på en førsteplads i vaccinekapløbet i EU.
Vejen ud af hullet indeholder også Bulgarien
I Bulgarien skal man skimte længst efter flokimmunitet. Den opnås med den nuværende hastighed først i august 2040. Landet skal speede antallet af vaccinationer op med faktor 29 for at nå EU's mål til september.
Jo længere tid der går, jo større vil forskellen mellem EU-landenes vaccinetempo blive, så lande med dårligere infrastruktur, større vaccinemodstand og et svagere IT-system sakker yderligerebagud, lyder det fra Flemming Konradsen.
Den skævvridning kan vise sig at blive det helt store problem.
For hvis virussen stadig er et problem nogle steder på verdenskortet, vil det kunne ramme som en boomerang i form af mutationer og begrænsninger.
- Det er svært at forestille sig, at vi kommer ud af det her hul, uden at alle bliver vaccineret. Derfor har vi alle en interesse i, at selv Bulgarien kommer med, siger han.