Coronavirus

Diagram viser, hvor vaccineflaskehalsen ligger – ekspert kalder den danske tilgang "naiv"

Ifølge professor har vaccineproducenterne oversolgt deres varer og lavet alt for mange forhåndsaftaler.

De er dyrebare, dråberne i vaccineglassene, der lige nu bliver spredt over hele verden i forsøget på at få bugt med coronapandemien.

For selvom udrulningen flere steder har været i gang i en måned, er der stadig lang vej endnu til den magiske flokimmunitet og særdeles mange om buddet, når en lastbil med vaccinedoser forlader en fabrik.

Det, vi oplever, er en effekt af en lidt "naiv" tilgang til vaccineopkøbene, lyder det fra Jes Søgaard, der er sundhedsøkonom på SDU.

- I Danmark ser det ud til, at man lagde en plan, hvor man gik ud fra, at leverandørerne ville levere det, de lovede. Og nu er virkeligheden noget anderledes, siger han.

Forskel på aftaler og virkelighed

Herhjemme har 183.000 danskere fået mindst ét stik med en vaccine mod coronavirus, mens vi har aftaler med seks forskellige producenter om lidt over 23 millioner vacciner.

Men selvom vi har lagt billet ind på millioner af vaccinedoser, er det lige nu ret få danske skuldre, der får et stik med vaccinen – i mandags blev kun 2731 danskere for eksempel vaccineret.

Og det samme, som vi oplever inden for landets grænser, finder lige nu sted i større skala på i hele verden, måske mest tydeligt i EU, hvor EU-Kommissionen er i åben krig med vaccineproducenterne AstraZeneca og Pfizer/BioNTech om en nedskalering af leverancerne.

Markedsøkonomi på vrangen

De flaskehalse, man ser i Danmark, EU og i resten af verden, er et produkt af det, som Jes Søgaard kalder "markedsøkonomi på vrangen".

- Den eneste forklaring, jeg kan se, er, at producenterne har oversolgt varen ved at sælge alt for mange forhåndsaftaler, siger han.

Pandemien har sat verden i en helt ekstraordinær situation, hvor alle kæmper mod alle for at få fat i de samme produkter. For et år siden har man ikke vidst, hvilke vacciner der blev først færdigudviklet, og derfor har mange lande indgået aftaler med en vifte af vaccineproducenter, ligesom Danmark har.

Det her er business, og myndigheder i EU og de enkelte lande kan skælde ud, men ikke gøre så meget

Jes Søgaard, sundhedsøkonom på SDU

Landene har spillet på flere heste af to grunde: Både for at sikre deres befolkninger tilstrækkelige mængder af vacciner, når de er klar, og for at støtte vaccineudviklingen økonomisk. Det sidste har givet pote, fordi man har formået at udvikle en vaccine på rekordtid.

Men den rekordhurtige udvikling har også skabt et enormt pres på producenterne.

Big business, men ingen katastrofe

Der et element af kynisme i den måde, hvorpå vaccineproducenterne har indgået forhåndsaftalerne, mener Jes Søgaard. Det skyldes, at de både har kendt til udbuddet og efterspørgslen.

- De er jo professionelle virksomheder, der udmærket har kendt til deres egen produktionskapacitet, og de har selv indgået aftalerne, som de nu ikke fuldt kan indfri, siger han.

- Men det her er business, og myndigheder i EU og de enkelte lande kan skælde ud, men ikke gøre så meget.

Selvom det kan se noget uoverskueligt ud, når man læser søjlediagrammerne, skal man ifølge Jes Søgaard ikke nødvendigvis blive alt for pessimistisk.

- Jeg ser ikke nogen katastrofe i det her, siger han.

Ifølge ham vil leveranceproblemerne forsinke vaccinationsplanen, men om befolkningen er vaccineret ved udgangen af juni eller udgangen af september spiller ikke den store rolle.

- Det vigtige er, at vi er vaccineret, inden en tredje bølge kan starte sent i efteråret. Og her og nu har vi jo faktisk vacciner nok til at kunne vaccinere de udsatte risikogrupper, siger han.

Perspektiv

Forskellige udfordringer blev til én

Biden får et stik 21. december.

Til at begynde med var det ikke alle lande, hvis stopklods i vaccineudrulningen var at få vaccinedoser nok. Et af de tydeligste eksempler var i USA, hvor man tværtimod kæmpede med at få fordelt de vacciner, som var ankommet.

De første uger blev lidt færre end 900.000 amerikanere vaccineret per uge, og selv om det var Donald Trumps målsætning at vaccinere 20 millioner inden 2020s udgang, havde blot tre millioner amerikanere fået et vaccinestik før nytår.

Efterhånden er det amerikanske vaccinetempo kommet op, og landet står i samme situation som de fleste andre lande: De venter på flere vaccinedoser.