Coronavirus

Alle restriktioner forlænges - mutationerne har ændret spillereglerne, siger Mette Frederiksen

Der er dog håb om, at de små klassetrin kan komme tilbage i skole inden foråret.

De nuværende restriktioner forlænges frem til 28. februar.

Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde i Statsministeriet, der giver "status på covid-19 i Danmark".

- Det er desværre nødvendigt til forsætte nedlukningen med yderligere tre uger. Det er dog vores håb, at eleverne fra 0. 4.- klasse kan starte i skole tidligere end 28. februar. Vi forventer at melde ud om skolestart i starten af næste uge, siger Mette Frederiksen.

Restriktioner bliver forlænget, på trods af at smittetal og antallet af indlagte har været faldende over en periode.

- Mutationerne har ændret spillereglerne. Den nye mutation er så smitsom, at den spreder sig trods de meget omfattende restriktioner, der er i Danmark, siger statsministeren.

Kompensation og hjælp til erhvervslivet bliver forlænget

Restriktionerne betyder blandt andet, at langt de fleste butikker og forretninger skal holde lukket. Det gælder ikke dagligvarebutikker og andre butikker, der hovedsageligt sælger mad og drikke eller personlig pleje.

Restauranter og beværtninger må ikke servere på stedet, men kun sælge ud af huset. Også fitnesscentre og små forretninger som frisører og tøjbutikker skal være lukket.

Kompensation og hjælp til erhvervs- og kulturliv vil blive forlænget sammen med restriktionerne, siger statsminister Mette Frederiksen.

- Hvis ikke vi hjælper dansk erhvervsliv og danske lønmodtagere igennem det her, vil mange miste deres arbejdsplads og virksomheder lukke. Det vil være langt dyrere på sigt for Danmark, siger Mette Frederiksen.

Også kravet om brug af mundbind eller visir i den kollektive trafik bliver forlænget. Det samme gør forsamlingsloftet på fem personer, som der dog er undtagelser for, blandt andet ved demonstrationer.

Mutationer bærer smitten

En faktor i den fortsatte strategi for nedlukning og restriktioner er tilstedeværelsen af mere smitsomme coronamutationer. Ikke mindst den britiske, som bærer navnet B117, siger direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum.

- Vi vil rigtig gerne undgå, at B117 rammer os på samme måde, som det er sket i andre lande, og vi skal stadig forvente, at B117 i februar bliver den dominerende variant af coronavirus i Danmark, siger Henrik Ullum.

Han siger, at der er data, der kunne tyde på, at B117 - ud over at være mere smitsom - også er mere dødelig. Den tese er dog ikke bekræftet endnu.

- Vi mangler data på den britiske mutation for at finde ud af, hvor dødelig den er, men det vil vi meget gerne se nærmere på, siger Henrik Ullum.

Samtidig er der fokus på yderligere to virusvarianter. Den ene fra Sydafrika er der fundet fire tilfælde af herhjemme i forbindelse med rejsende, mens den brasilianske endnu ikke er påvist herhjemme.

Virolog roser forlængelse af nedlukning

Virolog Allan Randrup Thomsen roser regeringen for at forlænge restriktionerne.

- Jeg tror ikke, at I kan finde en eneste med indsigt i virologi, der ikke bakker op for fortsættelse af restriktionerne, siger han til TV 2.

Han siger videre, at restriktionerne er vigtige for at holde den britiske mutation nede.