Samfund

Bryggeriejere kræver kompensation for usælgelig øl

Bryggerier vil have regeringen til at indføre et coronapas, der kan give adgang til serveringssteder. Sker det ikke, går litervis af øl tabt.

Fustage efter fustage med tusindvis af liter øl står i øjeblikket og samler støv på bryggerier rundt om i landet, mens serveringstederne holder lukket som følge af regeringens coronarestriktioner.

Det viser en undersøgelse foretaget af Bryggeriforeningen.

I undersøgelsen svarer 28 ud af 36 danske bryggerier, at de enten har eller vil brænde inde med øl, der bliver for gammelt på grund af tvangsnedlukningen og dermed ikke kan sælges.

Nu er bryggerierne gået sammen om at kræve politisk handling. De vil have kompensation for øl, afgiftslempelser og et coronapas.

- Desværre var restaurantsektoren lukket i december, som for mange bryggerier er en meget vigtig måned, og bryggerierne kunne derfor ikke afsætte alle deres fustager med julebryg, som de nu brænder inde med, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.

Det samme gælder øltyper med kort holdbarhed – eksempelvis Pale Ale og IPA. Den usælgelige fadøl er et konkret tegn på en branche i knæ.

Bryggeriejer i risiko for at miste 6.000 liter øl

På lageret i Amager Bryghus står 350 fadølsfustager svarende til cirka 11.000 liter øl.

Direktøren for Bryghuset, Morten Lundsbak, er bekymret for den udgift han står til at få med de mange sæsonvarer på lageret, der ikke kan sælges.

- Mange af de her øl bliver ikke bedre med tiden. Det er især juleøllene, der skulle have været omsat her i vintermånederne, både herhjemme og i 30 andre lande. Det kommer ikke til at ske, med mindre vi begynder at fejre jul om sommeren, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Vi har en forventning om, at cirka halvdelen af øllene skal kasseres.

Direktøren oplyser, at man forsøger at flytte så meget øl som muligt over på dåser, men det har en konsekvens for kvaliteten, og den vil han ikke gå på kompromis med.

- Det er med blødende hjerte, når vi står til at hælde så meget ud. Jeg håber, at der kan laves løsninger såsom et coronapas til forskellige brancher. Vi har brug for det nu, siger han.

Coronapasset står øverst på ønskelisten

Fire ud af fem bryggerier i undersøgelsen oplyser, at de ønsker, at der oprettes coronapas, der kan give mulighed for, at smittefrie borgere kan få adgang til koncerter, sportsbegivenheder og ikke mindst serveringssteder.

Og over halvdelen peger på, at de har akut behov for færre udgifter, eksempelvis via afgiftssænkelser.

Ifølge Bryggeriforeningens direktør vil bryggerierne helst sælge deres produkter til de kunder, der i dag er tvangslukkede, men det kræver et coronapas.

- Indtil da har vores medlemmer brug for afgiftslempelser – her og nu er der brug for at få udskudt betalingen af moms for hele 2020, som mange virksomheder skal indbetale om kort tid, siger Niels Hald.

Over halvdelen af bryggerierne har akut behov for færre udgifter, eksempelvis via afgiftssænkelser. Fire ud af de 36 bryggerier i undersøgelsen tilkendegiver, at der er risiko for, at de må lukke. Det er en fordobling af tallet fra samme undersøgelse i efteråret 2020.