Samfund

Lars Løkke-dukke brændt af: - En undskyldning er vel på sin plads

Lars Løkke Rasmussen kalder i samme ombæring afbrændingen af en Mette Frederiksen-dukke for en "regulær trussel".

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen vil nu have en undskyldning, efter at billeder fra et Sankt Hans-arrangement, hvor en hjemmelavet dukke med hans ansigt på bliver brændt på et bål.

Billederne har floreret på sociale medier søndag.

Ved afbrændingen af dukken deltog Enhedslistens teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Ninna Hedeager Olsen.

Twitter kalder Lars Løkke borgmesterens deltagelse i afbrændingen for "under lavmålet".

- En undskyldning er vel på sin plads, lyder det fra den nuværende løsgænger i Folketinget.

Borgmester beklager

Borgmesteren beklagede allerede søndag aften, da TV 2 omtalte sagen første gang.

- Jeg har tidligere delt billeder fra et privat Sankt Hans-arrangement, hvor heksens ansigt var et billede af Lars Løkke Rasmussen. Der lå ingen trusler i det. Men alligevel er det over stregen og udtryk for dårlig humor. Det beklager jeg, udtalte Hedeager Olsen i en skriftlig kommentar til TV 2 søndag.

Hun har ikke ønsket at stille op til interview.

Også Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, har over for TV 2 kaldt billederne fra Sankt Hans-arrangementet for "langt over grænsen".

- Og så er det ualmindelig dårlig opførsel – uanset i hvilken kontekst det er sket, siger Skipper, der dog ikke kan forestille sig, at det vil føre til en sanktion.

Ild til Mette F.-dukke under demo

Det vides ikke, hvilket år Sankt Hans-billederne er fra. De begyndte at florere på internettet, efter at demonstranter lørdag aften brændte en mannequindukke med statsminister Mette Frederiksens (S) påklistrede ansigt af.

På dukkens mave hang et skilt med ordene: "Hun må og skal aflives". Afbrændingen fandt sted i forbindelse med en demonstration mod regeringens coronarestriktioner.

Lars Løkke Rasmussen kalder afbrændingen af Mette Frederiksen-dukken for en "regulær trussel, som der skal slås hårdt ned på".

- Rimer ikke på demokrati, skriver han.

Tre personer anholdt

Afbrændingen er blevet fordømt vidt og bredt af politikere på Christiansborg.

- Det er så udansk at udtrykke sig på den måde. Det er overgreb på alle mulige måder, har justitsminister Nick Hækkerup blandt andet sagt til TV 2.

Tre personer er indtil videre anholdt for at stå bag afbrændingen af Mette Frederiksen-dukken. De er alle sigtet efter straffelovens paragraf 113, der omhandler trusler mod staten.

En fjerde formodes af Københavns Politi stadig at være på fri fod. Han menes at være bagmand til afbrændingen.