Samfund

24-årig dyreaktivist laver velgørenhedsporno

En australsk naturkatastrofe var startskuddet til Natascha Sophiaas pornokarriere.

Et inferno af ild havde spredt sig over den sydøstlige del af Australien, og den massive røg havde farvet himlen rustrød.

Tusindvis af dyr kæmpede for deres overlevelse, mens millioner havde mistet deres liv i flammerne.

Det var i begyndelsen af januar i år 2020, og mange kan nok huske brandene, der hærgede gigantiske skovområder i flere måneder, uden at myndighederne kunne få bugt med det.

En katastrofe, som nok de færreste vil forbinde med pornografisk materiale. Altså måske lige indtil man stifter bekendtskab med 24-årige Natascha Sophiaa.

I sin etværelseslejlighed i Herlev havde de hjerteskærende billeder af nedbrændte skovområder, forkullede dyr og sårede koalaer, der forgæves forsøgte at flygte fra den brændende bush, ætset sig ind på nethinden hos dyreaktivisten Natascha Sophiaa.

De voldsomme videoer florerede overalt på de sociale medier, og hun blev stærkt påvirket af dem. Hun var veganer, kæmpede for dyrs rettigheder og havde sågar en stor tatovering af koalaer på hendes læg, så hun kunne ikke undgå at blive ked af det, hun så.

Samtidigt blev folk fra hele verden opfordret til at donere penge til hjælpeorganisationerne, men Natascha Sophiaa havde ingen penge at give af. I forvejen donerede hun fast hver måned til forskellige organisationer, og hun havde jo også brug for at kunne betale for mad og husleje.

I afmagt slukkede hun derfor for alt, hvad der konstant mindede hende om en katastrofe, hun ikke kunne hjælpe med at bekæmpe.

Først et par dage senere loggede hun på igen. Her blev hun mødt af et opslag, der gav hende inspiration til, hvordan hun kunne udnytte folks liderlighed til at hive penge hjem til et godt formål.

Ud af det blå kom der en helt masse mennesker til, som gerne ville købe videoer og billeder af mig

Natascha Sophiaa, kreatør på Onlyfans

En afklædt idé

Opslaget omhandlede en amerikansk model, der gik under pseudonymet ’The Naked Philanthropist’. Den dengang 20-årige influencer, hvis borgerlige navn er Kaylen Ward, blev kendt for at have indsamlet over en million dollars til australsk nødhjælp ved at have tilbudt nøgenbilleder til gengæld for donationer.

I opslaget fortalte samaritanen, hvordan hun havde været bekymret for dækningen af de australske skovbrande, som ifølge hende havde fået for lidt international opmærksomhed og ikke givet folk nok lyst til at donere. Hun tjente i forvejen penge på at sælge billeder af sin nøgne krop, så hun besluttede sig for at drage nytte af det i den gode sags tjeneste.

Kaylen Ward lavede derfor et tweet om, at enhver, der sendte hende et bevis for, at de havde doneret mindst 10 dollars til en liste over australske velgørenhedsorganisationer, ville få tilsendt et nøgenbillede. Kort tid efter bugnede hendes indbakke med kvitteringer.

Der gik et lys op for Natascha Sophiaa, da hun læste det, fortæller hun i dokumentaren ’Porno for lommepenge’.

Hun havde i forvejen eksperimenteret med afklædte billeder sammen med sin veninde til en plantegruppe, som de begge var medlemmer af på Facebook. En gruppe, hvor medlemmerne kunne koordinere adoption af planter, give hinanden tips og tricks til pasning og pleje... og dele billeder af deres afklædte kroppe.

I gruppen kunne medlemmerne nemlig hvert år op til jul lægge nøgenbilleder op, så længe de var kreative og sørgede for, at visse legemsdele var dækket til med planter.

- Det, synes jeg jo, var en vildt fed oplevelse og en sjov mulighed for at være kreativ, siger Natascha Sophiaa.

Hun kom i tanke om, at en masse kvinder havde promoveret den omdiskuterede platform Onlyfans på de sociale medier og fortalt, at de havde tjent kassen på at dele pornografisk indhold derinde.

- Jeg tænkte, at det var et perfekt sted til at samle penge ind, siger hun.

Hvad skal man vide om Onlyfans?

  • Onlyfans er et socialt medie fra 2016, hvor brugere kan abonnere enten gratis eller mod betaling på indhold.
  • Dem, der laver indhold, kaldes kreatører, og man skal være 18 år for at blive en del af sitet.
  • Kreatørerne bestemmer, hvor meget abonnementerne koster. Onlyfans har dog en maksimalpris. 
  • Mediet er særlig kendt for at indeholde pornografisk materiale, men byder også på træningsvideoer, opskriftsbilleder og eksklusivt indhold fra Hollywoodstjerner.
  • I 2020 fik platformen stor succes, hvor mediet gik fra at have 33 millioner brugere ved pandemiens start til at have 85 millioner brugere.

Grænser blev rykket

I begyndelsen var der langt imellem indtjeningerne. Alligevel formåede hun at indkassere et par hunderede kroner den første måned.

- Det, synes jeg, allerede var mange penge for at se mig i undertøj, fortæller Natascha Sophiaa grinende.

Sammen med veninden begyndte de at gøre sig umage med at tage flotte billeder af hinanden iført sexet lingeri, og langsomt begyndte flere kunder at abonnere på deres indhold.

Hver en indtjent krone donerede Natascha Sophiaa til nødhjælpen i Australien.

Folk tager det som en selvfølge, at bare fordi jeg sælger nøgenbilleder, så må det også være ensbetydende med, at jeg sælger fysisk sex

Natascha Sophiaa, kreatør på Onlyfans

Veninderne opdagede dog hurtigt, at jo mindre stof, de havde på kroppen, desto mere tjente de. Så Natascha Sophiaa begyndte at hive ned i trussekanten og lade bh-stropperne dingle ned ad armene, når hun blev fotograferet. Som dagene gik, blev billederne dog mere og mere vovede.

Natascha Sophiaa forsøgte sig med nye vinkler, forskelligt tilbehør, og en dag skiftede hun undertøjet ud med reb, så der også var noget til dem, der godt kunne lide bondage.

Til sidst røg rebene også.

- Det var en naturlig proces. Vi synes, at det var sjovt at lave flotte mønstre med reb, og det så bare dumt ud, hvis man havde undertøj på indenunder, siger Natascha Sophiaa og fortsætter:

- Så jeg besluttede mig for, at jeg ville censurere intime dele. Men med tiden begyndte jeg at synes, at billederne faktisk var flottere uden censurering.

På samme måde blev andre grænser rykket. Tilpas nok til, at det hele tiden var spændende. Hun begyndte at bruge sexlegetøj, og når lysten var der, lavede hun også videoer, hvor hun onanerede.

Firecifret beløb på sprøjteorgasmer

I dag lever Natascha Sophiaa af at sælge både nøgenbilleder og onanivideoer på Onlyfans.

Blandingen af coronapandemi og kedsomhed blandt en hel masse hjemsendte mennesker viste sig nemlig at være et godt udgangspunkt, hvis man som Natascha Sophiaa ønskede at leve som porntrepeneur.

- Ud af det blå kom der en helt masse mennesker til, som gerne ville købe videoer og billeder af mig. Det var en ret drastisk omvæltning, siger hun.

Efter tre måneder på platformen eskalerede hendes indtjening så meget, at hun ikke længere havde brug for sit fuldtidsarbejde i taxabranchen. Pludselig så hun sig selv tjene store beløb på at opfylde fetichanmodninger og lave brugerdrevne videoer. En særlig efterspurgt vare var sprøjteorgasmer i det fri:

- Jeg tror, at jeg i sommers tjente omkring 20.000-30.000 kroner på en to minutters video af mine udendørs sprøjteorgasmer, fortæller Natascha Sophiaa.

Og selvom det aldrig var planen, at Natascha Sophiaa skulle lave andet end undertøjsbilleder, føler hun ikke, at hun har ofret noget ved at lade fremmede mennesker se hendes nøgne krop i aktion.

- Jeg har den overbevisning, at en krop bare er en krop. Alle har én, og min er ikke anderledes end alle andres. Jeg tjener bare penge på den, siger hun.

Donerer 30 procent

Men der findes også en bagside af levevejen. For udover at have et enormt stort tidsforbrug på telefonen oplever Natascha Sophiaa en del tilnærmelser, hun gerne havde været foruden. På sociale medier er hun eksempelvis begyndt at modtage intime billeder fra mænd og forespørgsler på sex.

- Det er, som om folk tager det som en selvfølge, at bare fordi jeg sælger nøgenbilleder, så må det også være ensbetydende med, at jeg sælger fysisk sex og har lyst til at bolle med alt og alle, fortæller hun.

Men hun synes nu alligevel, at det er det hele værd. Natascha Sophiaa og hendes kunder er nemlig ikke de eneste, der får gavn af hendes ublufærdighed. Hun har holdt fast ved, at en stor sum af hendes indtjening fortsat skal gå til velgørenhed. Hver måned ryger 30 procent af hendes indtjening derfor til organisationer, der gør en særlig indsats for at redde efterladte dyr.

Et foretagende, som hun håber selv at blive en del af en dag.

Drømmen er, at hun gennem Onlyfans kan få sparet nok penge sammen til at købe en stor gård, så hun kan åbne et dyrereservat og redde dyr fra den animalske industri.

Og det virker ikke til, at drømmen er uopnåelig. På knap et år har hun fået sparet 200.000 kroner sammen, men der er stadig lang vej at gå.

- Men jeg håber virkelig, at det lykkes, siger Natascha Sophiaa.

Kom med bag kameraet hos de digitale pornokreatører i programmet ’Porno for lommepenge’ på TV 2 PLAY.