Coronavirus

Første stik var som en månelanding – anden dosis er "ligesom at komme til Mars"

Carl-Einar Jørgensen blev et billede på vaccinationsindsatsen, efter at han som en af de første danskere fik et stik med coronavaccinen i december.

Det var lidt ligesom månelandingen, da 92-årige Carl-Einar Jørgensen som en af de første danskere fik et stik med coronavaccinen.

- Det var et lille skridt for mig, men et stort skridt for menneskeheden i Danmark, siger Carl-Einar Jørgensen til TV 2 fra sin lænestol på Plejecenter Fælledgården i København.

Herfra fik han også andet skud med vaccinen lørdag morgen. Nu er den 92-årige mand færdigvaccineret.

- Anden dosis er ligesom at komme til Mars. Det bliver et helt nyt liv, siger han.

Han vil bruge sin nyvundne coronabeskyttelse på at ses med sin familie og bevæge sig ud i samfundet.

- Selvom jeg godt kan lide at være her på Fælledgården. Det er et fedt sted at være, siger han.

Et billede på den danske indsats

Carl-Einar Jørgensen blev et billede på vaccinationsindsatsen, efter at han som en af de første danskere fik et stik med coronavaccinen 27. december.

Siden er i alt 189.819 danskere blevet vaccineret mod coronavirus. Ud af dem har 9264 fået anden dosis.

Den fulde effekt af vaccinen er først dokumenteret en uge efter andet stik.

Forsinkelse i coronaindsatsen

Danmark er blandt de lande, der har vaccineret allerflest per 100.000 indbyggere.

Men vi står til at få færre vaccinedoser leveret end planlagt. Det skyldes, at medicinalfirmaet Pfizer skal opgradere deres produktionskapacitet.

Samtidig lød det fredag aften fra medicinalvirksomheden AstraZeneca, at udfordringer i vaccineproduktionen betyder, at langt færre coronavacciner vil blive leveret end hidtil planlagt.

Ifølge Søren Riis Paludan er AstraZenecas udmelding et tydeligt tilbageslag i vaccinationsprocessen, og der er nu endnu længere vej til det fælles mål om flokimmunitet og et åbent samfund.

- Vi kan forhindre rigtig mange dødsfald med den plan, vi allerede har, men vejen til det helt åbne samfund kræver, at der er en meget stor del af befolkningen, der er vaccineret, siger han til TV 2.

Ifølge Jan Pravsgaard, der er professor i immunologi ved Københavns Universitet, er det svært at spå om præcis, hvor meget vaccineplanen nu bliver forsinket. Men en lille forskubbelse i planen vil ikke få store konsekvenser, lyder det.

- Det har ikke en enorm betydning, om vi er færdige med at vaccinere i juni eller juli. Det er bare et spørgsmål om at få den sidste del af befolkningen med. Til den tid er det sommer, og forhåbentlig betyder det også lavere smittetal, siger han til TV 2.

Carl-Einar er klar til at leve livet på ny

Efter at have fået det andet stik med coronavaccinen er Carl-Einar Jørgensen klar til at leve livet på ny.

- Jeg håber, at jeg igennem det her kommer til at leve det liv, jeg plejede, siger han.

Mest af alt glæder han sig til at se sine børn og resten af sin familie.