Hvad betyder AstraZenecas udmelding for vaccineplanen? Her er tre eksperters bud

Kapløbet mod flokimmunitet er pludselig blevet intensiveret, siger eksperter.

Fredag aften lød det fra medicinalvirksomheden AstraZeneca, at udfordringer i vaccineproduktionen betyder, at langt færre coronavacciner vil blive leveret end hidtil planlagt.

Det går ud over mindst halvdelen af leverancen til hele EU, oplyser Lægemiddelstyrelsen.

Danmark har lagt billet ind på at købe 3,9 millioner doser af AstraZenecas vaccine, og derfor betyder den nye udmelding, at den danske vaccinationsplan nu er i risiko for at skulle justeres.

Men skubber det processen? Og hvor alvorligt er det? TV 2 har spurgt tre eksperter.

Længere vej til flokimmunitet og et åbent samfund

Søren Riis Paludan, professor ved Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet

Ifølge Søren Riis Paludan er AstraZenecas udmelding et tydeligt tilbageslag i vaccinationsprocessen, og der er nu endnu længere vej til det fælles mål om flokimmunitet og et åbent samfund.

- Vi kan forhindre rigtig mange dødsfald med den plan, vi allerede har, men vejen til det helt åbne samfund kræver, at der er en meget stor del af befolkningen, der er vaccineret, siger han til TV 2.

Alligevel mener han ikke, udsigten til den mindre leverance betyder, at vi skal gå i panik.

- Jeg havde ikke forventet, at alting ville forløbe glat, og det her må være et af bumpene på vejen, siger han.

Søren Riis Paludan understreger, at det vigtigste fortsat er, at vi har færdiggjort immuniseringen, når efteråret vender tilbage.

'AstraZeneca er en slags rygrad i den danske plan'

Hans Jørgen Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet

Enhver meddelelse om, at der er forsinkelser i vaccinen, er dårlige nyheder, siger Hans Jørn Kolmos til TV 2.

Det er dog ifølge professoren for tidligt at spå om, om AstraZenecas udmelding vil forsinke os her i Danmark. Enhver justering af den oprindelige plan kan dog være alvorlig, mener Hans Jørn Kolmos.

- AstraZeneca er en slags rygrad i vaccinationen af Danmark, så det er virkelig mange doser, der er tale om, siger han.

Samtidig fremhæver Hans Jørn Kolmos den dårlige timing i, at udmeldingen fra medicinalvirksomheden lander på et tidspunkt, hvor alle kræfter sættes ind på at bekæmpe den britiske mutation, som spreder sig hastigt i samfundet.

- Lige nu vil vi gerne skynde os at få folk vaccineret, men måske når vi at indhente efterslæbet i løbet af foråret, siger han.

Håber, at andre producenter kan dække hullet

Jan Pravsgaard, professor i immunologi ved Københavns Universitet

Ifølge Jan Pravsgaard vil nyheden fra AstraZeneca formentlig få betydning for den danske vaccineplan og dermed vores hverdag.

- Det kan betyde, at der vil gå længere tid, hvor vi skal være forsigtige, siger han.

Han håber dog, at andre producenter vil kunne dække hullet fra de manglende AstraZeneca-vacciner, som formentlig primært vil få betydning for de personer, der står sidst i vaccinekøen.

Ifølge Jan Pravsgaard er det svært at spå om, præcis hvor meget vaccineplanen nu bliver forsinket. Men en lille forskubbelse i planen vil ikke få store konsekvenser, lyder det.

- Det har ikke en enorm betydning, om vi er færdige med at vaccinere i juni eller juli. Det er bare et spørgsmål om at få den sidste del af befolkningen med. Til den tid er det sommer, og forhåbentlig betyder det også lavere smittetal, siger han til TV 2.