Coronavirus

Britisk mutation spreder sig

Forklaringen skal ifølge ekspert findes ved, at smitten med de mere gængse varianter af coronavirus er på vej ned.

773 danskere er testet positive for coronavirus det seneste døgn. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

32 coronasmittede danskere er døde, og antallet af indlagte forbliver på 745, hvilket er samme antal som torsdag. Af de 745 indlagte ligger 130 på en intensivafdeling, og 87 ligger i respirator.

De 773 positive prøver er fundet blandt i alt 115.927 coronaprøver, og dermed lander vi på en positivprocent på 0,67, der er det samme som torsdag. Det er syvende dag i træk, at vi har en positivprocent under 1.

Ifølge Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Københavns Universitet, ser fredagens smittetal lovende ud. Coronavarianten B117, der først blev opdaget i Storbritannien, fylder dog fortsat en større del af alle coronatilfældene.

B117 udgør 7 procent af analyserede positive prøver i uge 2 mod 4,1 procent i uge 1 og 2,4 procent i uge 53.

Det skal ses i lyset af, at der i samme periode har været et fald i smitten med de mere gængse varianter af coronavirus.

- Det er klart, at den britiske variant vil fylde mere, når de andre varianter er ved at blive trykket ned, siger Allan Randrup Thomsen.

Antallet af smittetilfælde med den britiske variant af covid-19 i Danmark er steget til 464 fra 383 onsdag.

Fald i dødsfald lader vente på sig

Der kan fortsat gå noget tid, før vi ser et fald i dødstallene, siger Allan Randrup Thomsen.

- I øjeblikket har vi et problem med en hel del udbrud på plejehjem, og det er klart, at det vil have en højere omkostning i forhold til dødelighed.

- Så det kan godt være, at der kommer til at gå længere tid, end man umiddelbart kan forvente.

- Men overordnet set bør dødstallene falde. Også fordi vi har vaccineret en stor del af den mest sårbare del af befolkningen, siger han.

I løbet af det seneste døgn har flere danskere også fået det først vaccinestik mod covid-19.

Det bringer det samlede antal vaccinerede op på 180.555 personer. Af dem har 9264 mennesker også fået deres andet stik og er dermed færdigvaccineret. Det fremgår af fredagens oversigt fra SSI.