Coronavirus

Danmark har under 1000 smittede for sjette dag i træk

Det sker samme dag, som eksperter advarer mod at lempe restriktionerne, selvom kontakttallet er faldet i Danmark.

Der er registreret 35 døde og 886 nye smittede med coronavirus det seneste døgn.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Antallet af smittede er baseret på 111.069 prøver, og dermed er positivprocenten på 0,80 procent.

Imens er antallet af indlagte faldet med 21 til 771.

Andelen af smittede med britisk variant stiger

Antallet af smittetilfælde med den britiske variant er steget til 383 fra 318 mandag, som var seneste opgørelse.

Varianten udgør 6,6 procent af de analyserede positive prøver i uge 2 mod 4,0 procent i uge 1.

Statens Serum Institut oplyste tirsdag, at kontakttallet for coronavirus er faldet til 0,6. Det vil sige, at ti smittede i gennemsnit smitter seks andre.

Men den mere smitsomme britiske variant vurderes dog at have et kontakttal på 0,82.

Fremgang i vacciner

Der har det seneste døgn været en lille fremgang i antallet af vaccinationer.

Status er onsdag, at 177.218 personer er startet vaccinationen. Det svarer til 3,04 procent af befolkningen. 4814 er færdigvaccineret.

Det sker samme dag, som det er kommet frem, at Danmark modtager 85.000-100.000 færre doser af Pfizer/BioNTech-vaccinen end planlagt i første kvartal.

Nedgangen i leverancerne svarer til, at 42.000-50.000 færre personer end planlagt kan blive vaccineret i første kvartal, da hver person skal have to doser.

Opdateres...