Coronavirus

Rekordmange plejehjemsbeboere døde med covid-19 i sidste uge

På den positive side falder antallet af coronasmittede plejehjemsbeboere på landets plejehjem.

Antallet af døde med covid-19 på landets plejehjem satte en kedelig rekord i uge 2.

106 plejehjemsbeboere døde i sidste uge med coronavirus i kroppen, men bag tallet ligger der en positiv historie.

Antallet af bekræftede, positive coronatests på de danske plejehjem faldt fra 458 i uge 1 til 350 i uge 2 blandt henholdsvis 1162 og 1036 testede beboere.

Også antallet af plejehjem, som har smittede beboere, er faldet fra 123 til 99.

Smitten på de danske plejehjem har ellers været stigende de seneste par uger. Og det på trods af, at alle plejehjemsbeboere, der gerne vil have en vaccine mod coronavirus, har fået det første stik.

Britisk coronavariant fundet på plejehjem

I går kunne TV 2 fortælle, at smitten med den britiske variant B117, er fundet på i hvert fald to plejehjem i hovedstadsområdet.

Det har fået Sisse Marie Welling (SF), der er sundheds- og omsorgsborgmester i København, op af stolen. Hun vil have myndighederne til at tage skrappere restriktioner i brug, så smitten fra den britiske coronavariant undgår at brede sig, inden plejehjemsbeboerne får det andet vaccinestik.

- Vi skal bruge en langt mere aggressiv teststrategi på de plejehjem, hvor der er smitte, så vi kan sørge for, at de smittede ikke smitter andre, siger Sisse Marie Welling til TV 2.

Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke har ikke ønsket at stille op til interview, men sagde i en skriftlig kommentar i går:

- Sundheds- og ældreministeriet kan oplyse, at myndighederne følger udviklingen på plejecentrene tæt, og det har forekomsten af cluster B.1.1.7 i Danmark ikke ændret på. Det er desuden besluttet at intensivere testindsatsen, så plejehjemsansatte testes to gange om ugen.

Formanden for plejehjemslederne, Irene Charlotte Hesselberg, mener dog, at man godt kan gå skridtet videre.

- Alle, som kommer på plejehjemmene, burde testes. Det skulle være et krav, at pårørende skal fremvise en negativ test, når de skal på besøg, siger hun til TV 2.