Samfund

Nu kan du give samtykke til sex på din telefon, men appen får hård kritik

Samtykke-app skal sikre, at begge parter er indforstået med at skulle have samleje.

Da en ny samtykkelovgivning blev vedtaget, stod flere tilbage med spørgsmålene: Hvordan giver man sit samtykke? Og hvordan ved man, at den, man skal være sammen med, også giver sit samtykke?

Det har en ny samtykke-app, iConsent, måske svaret på.

Med appen kan brugerne nemlig sende en anmodning om samtykke til samleje, som herefter kan blive godkendt. Lidt ligesom Mobilepay-appen.

Håbet er, at appen kan være med til at forhindre misforståelser og overgreb.

Det fortæller en af stifterne, den 27-årige iværksætter Anna Fast Nilsson.

- Der er kommet en ny samtykkelovgivning, men den er lidt vag på nogle områder. Samtykke kan være mange ting. Det kan være lyde og kropssprog. Med en app kan man sikre, at begge parter er indforståede med at skulle have samleje, siger Anna Fast Nilsson.

Hun forklarer, at samtykket gennem iConsent er gældende i 24 timer, men at man til enhver tid kan trække det tilbage.

Ikke carte blanche

Men den nye app har allerede mødt kritik. Dels på sociale medier, hvor der er blevet rejst en del kritik.

Også Birgit Feldtmann, der er professor i strafferet på Aalborg Universitet, vurderer, at appen har nogle problemer.

- På den ene side kan man frygte, at nogle vil opfatte det som carte blanche, når man har fået samtykke. Og det afgørende i forhold til samtykkebestemmelsen er jo, at man hele tiden skal sikre sig samtykke - også mens man er sammen, forklarer hun.

Screenshot af appen.

Hun peger også på, at det ikke er klart, hvad man giver samtykke til:

- Man kan for eksempel godt give samtykke til vaginalt samleje, men ikke til anal. Så hvad er det helt konkret, du giver samtykke til, når du bruger appen, siger hun.

Anna Fast Nilsson peger dog på, at man kan fortryde sit samtykke, og at det derimod kan styrke bevisbyrden for den, der er blevet krænket:

- Hvis den forurettede trækker sit samtykke tilbage, så er der et reelt datapunkt, man kan gå ind i i en retssag, siger hun.

Hvad hvis man fortryder?

Også Dansk Kvindesamfund har været ude med kritik af samtykke-appen.

De mener, at appen er potentiel farlig, fordi den giver indtryk af at beskytte dem, som skulle bruge den. Men hvad hvis man fortryder eller ikke længere føler sig tryg nok til at have sex og ikke kan få fat i mobilen og trække samtykket tilbage? Hvad hvis mobilen løber tør for strøm?, skriver de på Twitter.

Samtidig peger Dansk Kvindesamfund på, at en app er en ringe måde at tale om sex og samtykke på og kan aldrig erstatte den proces samtykke er – nemlig ”ord, handlinger, nydelseslyde og gestik”, skriver de.

Men Anna Fast Nilsson forklarer, at hun og de tre andre ejere af appen har gjort sig grundige overvejelser om appen.

- Vi har haft diskussioner frem og tilbage, og vi var forberedt på at blive udskældt. Vi har også talt med Sex og Samfund, og de var egentlig ret meget imod, fordi de mener, vi gør sex til en transaktion. Vi er enige i, at samleje er meget mere, men når man kigger isoleret på det, så er det funktionaliteten, der berettiger appen, siger hun.