Coronavirus

Listen over hårdt ramte plejehjem vokser: - Desværre er det ikke vaccinen, der har vundet kapløbet

For at bremse smitten har myndighederne besluttet at intensivere testindsatsen, så plejehjemsansatte testes to gange om ugen.

De danske plejehjem er på trods af mange tiltag og restriktioner hårdt ramt af coronasmitte. I uge 1, hvor de seneste tal stammer fra, var hele 121 plejehjem landet over ramt af corona.

Blandt de plejehjem, der er hårdt ramt, er Plejehjemmet Solgaven i Hobro, hvor 24 beboere og 23 medarbejdere i går var meldt smittede. Og det til trods for, at de beboere, der har ønsket det, alle er blevet vaccinerede første gang.

- Vi ved jo godt, at der skal to stik til, for at vaccinen virker. Det har været et kapløb mellem smitten og vaccinen, og desværre er det ikke vaccinen, der har vundet, siger Michael Tidemand, som er ældrechef i Mariagerfjord Kommune til Nordjyske.

Pårørende skal blive væk

Også i Esbjerg Kommune har coronaen ramt hårdt. Her er op mod halvdelen af beboerne på Områdecenter Strandby nu smittet med coronavirus. 32 beboere og 22 ansatte er testet positive for virussen.

- Det er virkelig alvorligt nu, og vi gør alt, hvad der står i vores magt for at komme det til livs. Vi må ikke lukke plejehjemmet for Styrelsen for Patientsikkerhed, men vi må gentage opfordringen til, at pårørende ikke kommer på besøg, med mindre det er uopsætteligt, siger Arne Nikolajsen, der er direktør for Fritid, Sundhed & Omsorg i kommunen, til JydskeVestkysten.

Blandt de tiltag, der er gjort på plejehjemmet, er blandt andet isolation af beboerne på deres værelser, brug af værnemidler i alle situationer og en hygiejnesygeplejerske, som sørger for, at alle forholdsregler og procedurer bliver overholdt.

Britisk coronamutation fundet på to plejehjem

Om det er den særlige britiske variant af coronavirus, B117, der er på spil på alle plejehjemmene, er uvist. Men i går kunne TV 2 fortælle, at smitten med den britiske variant er fundet på i hvert fald to plejehjem i hovedstadsområdet.

Sundheds- og omsorgsborgmester i København, Sisse Marie Welling,vil have myndighederne til at tage skrappere restriktioner i brug, så smitten fra den britiske coronavariant undgår at brede sig, inden plejehjemsbeboerne får det andet vaccinestik.

Det har fået Sisse Marie Welling (SF), der er sundheds- og omsorgsborgmester i København, op af stolen. Hun vil have myndighederne til at tage skrappere restriktioner i brug, så smitten fra den britiske coronavariant undgår at brede sig, inden plejehjemsbeboerne får det andet vaccinestik.

- Vi skal bruge en langt mere aggressiv teststrategi på de plejehjem, hvor der er smitte, så vi kan sørge for, at de smittede ikke smitter andre, siger Sisse Marie Welling til TV 2.

Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke har ikke ønsket at stille op til interview, men siger i en skriftlig kommentar:

- Sundheds- og ældreministeriet kan oplyse, at myndighederne følger udviklingen på plejecentrene tæt, og det har forekomsten af cluster B.1.1.7 i Danmark ikke ændret på. Det er desuden besluttet at intensivere testindsatsen, så plejehjemsansatte testes to gange om ugen. Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der udsteder besøgsforbud, hvis dette er nødvendigt for at inddæmme eventuel smitte. Det er allerede sket på en række plejecentre.

SSI: God mening i at beskytte plejehjemmene ekstra

Ifølge Henrik Ullum, som er direktør ved Statens Serum Institut, er det svært problematisk, at den britiske variant har gjort sit indtog på plejehjemmene.

- Det er ikke fordi den variant gør os mere syge. Men i og med, at den er mere smitsom, så vil den, når den kommer ind på plejehjemmene, sprede sig meget mere internt. Og dermed bliver flere syge og risikerer at dø.

Henrik Ullum vil ikke kommentere på Sisse Marie Wellings konkrete forslag om at lægge en jernring om plejehjemmene, indtil alle har fået det andet stik, men han mener, at der er god grund til at være ekstra forsigtig lige nu.

- Vi er jo i fuld gang med vaccinationerne og det betyder, at det jo ikke måneder, vi skal udholde det her i endnu. Så det at få beskyttet plejehjemmene rigtig godt lige nu, vil give god mening, siger han til TV 2.

Her går det den rette vej

I Aarhus går det dog den rigtige vej på demensplejehjemmet DemensCentrum. På halvanden uge er antallet af coronasmittede beboere og medarbejdere faldet fra 94 til 33. Faldet har dog ikke fået kommunen til at løsne på nødberedskabet og de fleste restriktioner består stadig.

- Det går det rigtige vej, og vi er optimister. I en af de fire afdelinger på plejehjemmet er situationen så meget forbedret, at vi har annulleret de strengeste bestemmelser om isolation. Det gør både driften og hverdagen for beboere samt personale friere. Det er dog stadig nødvendigt at opretholde besøgsforbuddet på hele plejehjemmet, siger sundhedschef Otto Ohrt i Aarhus Kommunes afdeling for sundhedsstrategi og forebyggelse til Stiften.

Statens Serum Institut forventes at komme med de nyeste tal for smitte på plejehjemmene i dag.