Coronavirus

Efter nye mutationer vil partier og ekspert have krav om test og isolation

I Norge får man bøde for at bryde isolation, og der er fra mandag obligatorisk test ved grænsen. Også Island har strengere regler end Danmark.

- Du kan kun komme ind, hvis du har et anerkendelsesværdigt formål, og så skal du have en negativ test, der kun er 24 timer gammel. Så vi har godt fat i, at vi ikke får lukket smittede mennesker ind i Danmark.

Sådan lød det torsdag fra justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde.

Men det er ifølge flere partier og en ekspert ikke nok for at dæmme op for smitte med både den britiske og sydafrikanske variant, der begge er mere smitsomme og har potentiale til at tvinge det danske sundhedsvæsen i knæ.

For i Danmark er det fortsat en anbefaling og en opfordring, men ikke et krav, at personer, der har været i kontakt med en smittet eller kommer hjem fra en udlandsrejse, går i karantæne. Og det har vist sig, at ikke alle danskere følger myndighedernes opfordring.

Derfor ønsker både SF og de konservative, at test og isolation bliver et krav – og at der om nødvendigt bliver indført bødestraf som i blandt andet Norge. Her kan brud på karantæne medføre bøder op til 20.000 norske kroner – cirka 14.400 danske kroner - eller fængselsstraf.

- Det er klart, at hvis nogen decideret nægter (at overholde anbefalinger om karantæne, red.), så er de livsfarlige for andre mennesker, og de vil trække smitten i langdrag. Og så skal det have en konsekvens, siger Per Larsen, der er sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti, til TV 2.

Ifølge de konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, bør der i Danmark blive indført en bøde til dem, der ikke vil overholde anbefalinger om isolation. Video: Natali Braagaard

Han nævner en bødestørrelse på 2500 kroner.

- Og hvis personer fortsat ikke bliver i karantæne, så kan man for min skyld sætte den op til det tidobbelte, siger han.

SF vil have krav om test og karantæne

Også Kirsten Normann Andersen, der er sundhedsordfører for SF, mener, at det i Danmark ikke er lykkedes godt nok med at holde de nye mutationer væk.

Samtidig er det ifølge hende for let for rejsende at sige nej til at lade sig teste, når de ankommer til Danmark.

- Derfor giver det mening at stille krav om, at man skal testes, når man lander i Danmark, og at man skal i effektiv karantæne, indtil vi har helt styr på, at man ikke er smittet – og i særdeleshed ikke er smittet med de nye mutationer, siger hun til TV 2.

Kirsten Normann Andersen kan ikke svare på, hvad konsekvensen skal være, hvis personer nægter at lade sig teste eller gå i isolation, men fremhæver ligesom Per Larsen, at man i Norge giver bøder.

Mandag skærper Norge reglerne og kræver test

Siden regeringens pressemøde torsdag er antallet af smittetilfælde med den britiske B.1.1.7-mutation steget fra 208 tilfælde onsdag til 256 tilfælde lørdag. Det oplyste Sundhedsministeriet lørdag.

Også lørdag meldte Statens Serum Institut ud, at der nu er fundet ét tilfælde af en B.1.351/501Y-mutation fra Sydafrika, der – ligesom den britiske B.1.1.7-variant – er mere smitsom.

Tilfældet er fundet hos en person på Sjælland og sættes i forbindelse med en rejse til Dubai.

Hvorvidt denne person blev testet ved ankomst eller havde en negativ test, der kun var 24 timer gammel – sådan som de danske regler nu kræver - vides ikke. For i modsætning til andre lande, som vi normalt sammenligner os med, er der i Danmark ikke krav om obligatorisk testning ved grænsen.

Her kan man også kigge mod Norge, hvor alle, der rejser ind fra såkaldte røde områder, siden 2. januar har skullet tage en test i lufthavnen eller ved grænseovergangen ved ankomst - og hvis dette ikke var muligt senest en dag efter ankomst.

Og fra mandag klokken 18 vil reglerne blive strammet endnu mere.

Det betyder, at der ved indrejse vil være obligatorisk test ved grænsen, oplyste den norske regering lørdag i en pressemeddelelse. Og hvis personer nægter at lade sig teste, kan man blive straffet med bøde og skal tilbringe sin karantæne på et karantænehotel.

Man kan blive smittet på dét tidspunkt, man står i lufthavnen eller stiger om bord på flyet

Allan Randrup Thomsen

I den forbindelse fremhæver Per Larsen, at der lige nu er overskud af testkapacitet i Danmark, og det derfor også i Danmark ville give god mening med obligatoriske test ved grænsen.

- I Danmark opfordres til test, og hvis der bliver behov for det, så synes jeg da også, at man skal gøre det til et krav. Der er ikke så meget, der taler imod ikke at gøre det (teste ved grænsen, red.), siger han til TV 2.

Indrejsende skal testes på 4. dagen, mener ekspert

Også Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, mener, at de danske regler for indrejse er ”lidt for løse” og ikke ”helt optimale” i den nuværende situation med flere varianter.

Udover selvisolation mener han derfor, at den danske regering som minimum bør sørge for, at personer, der rejser ind i Danmark, også bliver testet på 4. dagen.

- Der er ikke nogen af de testmetoder, der ligger omkring adgangen til flyrejser, der giver 100 procent sikkerhed. Heller ikke lyntest. Man kan blive smittet på dét tidspunkt, man står i lufthavnen eller stiger om bord på flyet, siger han til TV 2.

Ifølge Allan Randrup Thomsen er de danske regler for indrejse "lidt for løse." Video: Natali Braagaard

Han fremhæver, at det lige nu, hvor det danske vaccinationsprogram er ved at blive rullet ud, ville være godt, hvis vi i Danmark kunne undgå nye varianter af coronavirus.

- Hvis vi tager den sydafrikanske, så er den ikke på nuværende tidspunkt en væsentlig udfordring for en vaccine. Men den har et potentiale, som kan gøre, at den ved yderligere mutation kunne gå hen og blive et problem. Derfor er det rart ikke at få den blandet ind i vores egne virusstammer, siger han.

I Island bliver alle testet to gange - før og efter karantæne

Der er allerede et nordisk land, som gør netop det, Allan Randrup Thomsen efterlyser – tester på 4. dagen efter ankomst til landet. For det er nemlig tilfældet i Island – og ligesom i Norge har Island også indført obligatorisk test ved grænsen. I Island der faktisk ikke tale om én, men om to obligatoriske test.

På den islandske hjemmeside for information om covid-19 fremgår det således, at det for alle indrejsende passagerer, som har opholdt sig i et risikoområde i mere end 24 timer, er obligatorisk med en test for smitte med covid-19 ved grænsen.

Derefter skal personen i karantæne i fem dage, hvorefter personen skal testes for anden gang. Personer, der kan dokumentere, at de har været smittet med coronavirus, er ikke omfattet af reglerne.

I Island har man desuden de sidste 10 måneder analyseret og kortlagt coronavirussens arvemasse i alle positive coronaprøver.

På den måde har man indtil videre ifølge det franske nyhedsbureau AFP fundet 41 tilfælde af den britiske variant. Og alle tilfældene er opdaget, inden de begyndte at sprede sig i landet, netop på grund af de to obligatoriske test og krav om isolation.

I Island er der ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins Universitet konstateret 5956 smittetilfælde og 29 dødsfald. Der bor lige knap 357.000 personer på Island.

I Danmark bliver alle positive prøver nu analyseret

Også Danmark er et af de lande i verden, der er i front, når det gælder analyse af alle positive prøver for coronavirus.

Det var derfor, man fandt det ene tilfælde af den sydafrikanske variant, og søndag oplyser Tyra Grove Krause, der er konstitueret faglig direktør i Statens Serum Institut, til Berlingske, at alle positive prøver nu bliver analyseret.

Udfordringen er imidlertid, at det lige nu tager cirka en uge, før myndighederne får svar på analyserne – og dermed går der en uge, før myndighederne ved, om en person er smittet med en af de problematiske varianter.

Det skal en ny metode, der kan give svar inden for cirka et døgn, råde bod på, men det er endnu uvist, hvornår den metode kan blive taget i brug.

- Men det er noget, vi arbejder intensivt på at sætte op, siger Tyra Krause.

Statens Serum Institut, forventer, at vaccinerne stadig virker mod den nyfundne variant. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, regner med det samme, da vaccinerne giver "et bredere immumrespons", oplyser Anders Fomsgaard, overlæge hos SSI.

Regeringen indførte 16. december omfattende restriktioner, herunder forsamlingsforbud på fem personer, for hele landet gældende til og med 17. januar.

13. januar blev restriktionerne forlænget til at gælde til og med 7. februar for at få antallet af smittetilfælde yderligere ned, inden den britiske variant bliver den dominerende i Danmark.